Sitemap | Avanceret søgning |

Lang vej til reservatet

Dr. Ribeiro har banet vejen for JP Explorers besøg i indianerreservatet Xingu.

Af Santos Dumont, Brasilien d.23 februar
Publiceret 23-02-1999

I går erklærede lægen i Niteroi hele holdet for sundt og raskt, omend Jakobs blodtryk lå i overkanten af det normale efter foreløbig otte ugers hårdt arbejde bag rattet i Explorerbilen.

De tre erklæringer blev sendt pr. fax via den danske ambassade til Xingu-reservatets repræsentant i indianerstyrelsen, og for lidt siden havde vi den gode hr. Ianacola i telefonen fra Brasilia:

»I skal være så meget velkomne,« sagde Xingu-chefen - nu i tryg forvisning om, at Explorerholdet ikke vil slæbe farlige og smitsomme sygdomme ind i reservatet.

»Bare fortæl hvornår I kan være i Kanarana. Så kommer høvdingen for kalapalo'erne ud og henter jer,« sagde Ianacola.

»Og husk at tage hængekøjer med,« tilføjede han.

Efter Ianacolas stemme at dømme lå han selv henslængt i sådan en på sit kontor i indianerstyrelsen.

Vor ven er næppe nogen fortravlet herre. Han tog sig god tid. Med sovekammerstemme forklarede Ianacola os lidt om ruten til Xingu.

Først skal vi køre 300 kilometer ad hullede jordveje fra Barra do Garcas til Kanarana. Derefter er der 120 kilometer hjulspor, indtil vejen stopper definivt på kanten af Xingureservatets jungle - og selv Explorerbilen må give op.

»Så er I ved floden. Den fører op til Tanguru-landsbyen. Høvding Loike Kalapalo kommer og henter jer. Det sidste stykke sejlads tager tre timer.«

Før linjen til Ianacolas kontor skrattede ud og gjorde yderligere samtale umulig, nåede vi at takke Ianacola og fortælle ham, hvor meget vi glæder os til besøget i et Brasiliens mest lukkede indianerreservater.

»Ring senere på ugen med besked om, hvornår I kommer,« var det sidste, vi hørte Ianacola råbe i mobiltelefonen.

slut

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere