Sitemap | Avanceret søgning |

Vokseværk

De små kummerlige slumhuse klæber sig i tusindvis fast til de stejle bjergskråninger i Rio de Janeiro.


SLUMBYER
På de stejle bjergskråninger uden Rio de Janeiro ligger favellaerne - slumbyer.

Husene ligger så tæt, at man kun kan komme derop til fods. De uendelige rækker af vakkelvorne blikskure forsvinder i en gul dyne af smog, der ligger som et iltslugende låg over millionbyen ved Atlanterhavet.

Det kan man se fra taget på en af de høje skyskrabere i de rige kvarterer langs med stranden.

JP Explorer er kørt ind i den brasilianske megaby med 10 millioner indbyggere.

Rio er lige som Sydamerikas største by, Sao Paulo med 17 milllioner indbyggere, i løbet af få år blevet tilflugtssted for millioner af fattige brasilianske imigranter fra Nordøstbrasilien, der for at overleve har søgt ind mod byen.

Og væksten fortsætter i et ukontrolleret tempo. Men ikke kun i Brasilien. En omfattende folkevandring over hele kloden er i gang. Befolkningsvæksten er løbet løbsk. Eksploderet.

Jordens befolkning vokser hvert år med op mod 100 millioner mennesker. Det svarer til et nyt Mexico eller Tyskland. Hvert år.

Væksten er så stærk, at FN forventer, at befolkningen allerede i år 2050 vil runde ni milliarder fra omkring seks milliarder i dag.

Blot 50 år senere skal 14 milliarder mennesker dele pladsen og jordens knappe ressourcer.

14 milliarder.

Langt det meste af væksten vil ske i udviklingslande. Tallene er ufattelige og svære at forholde sig til. De færreste har fantasi til at forestile sig, hvad der sker, hvis væksten fortsætter uantastet.

Hvordan skal klodens ressourcer kunne slå til med otte milliarder flere mennesker i de kommende 100 år?

Eksplosionen i de sidste årtier skyldes en dramatisk stigning i levealderen, fordi fattige over hele verden har fået langt bedre adgang til moderne medicin og forbedrede sanitære forhold.

Men befolkningsvæksten er samtidig ét af klodens største problemer, der truer både miljø og folkesundhed i det næste årtusinde.

Den største trussel er den omfattende folkevandring fra land til by, som for eksempel i Sao Paulo.

Millioner af fattige fra landområderne flygter hvert år til de gigantiske og voksende metropoler.

Til de såkaldte megabyer.

De bosætter sig, hvor ingen andre vil bo på forurenet fugtig jord, hvor de bygger en slumbolig af pap, blik og plastic eller tømmer fra lossepladsen.

Allerede i dag er folkevandringen i u-landene fuldstændig ude af kontrol. Antallet af indbyggere i byer som Sao Paulo, Rio, Mexico By, Calcutta og Bombay bliver mangedoblet i disse år.

De fattige lande efterligner urbaniseringen fra de rige lande.

Men i langt større skala -og i et hæsblæsende tempo, der betyder, at leveforhold og miljø ikke kan følge med.

Hver uge vokser klodens bybefolkning med langt over en million mennesker.

I år 1800 boede kun 50 millioner mennesker i verdens byer. Ved årtusindeskiftet vil tallet være vokset til tre milliarder.

Og i år 2025 forventer FN, at antallet af folk i byområder vil nå fem milliarder.

Det svarer til, at to tredjedele af befolkningen vil bo i byer mod kun halvdelen i dag.

London var historisk den første by -siden det gamle Rom, der nåede en million indbyggere omkring år 1800.

Efter 130 år var London vokset til otte millioner. Derimod har det kun taget Mexico By 50 år at vokse fra en til 16 millioner, mens Bombay er vokset fra fem millioner til 15 millioner indbyggere på under 25 år.

90 procent af byvæksten i de kommende år vil ske i u-lande, og når vi om 10 måneder passerer år 2000 vil kun tre af verdens 21 megabyer med over 10 millioner indbyggere høre hjemme i den rige verden: Tokyo, New York og Los Angeles.

Det skaber rovdrift på ressourcer, et enormt energiforbrug og en uhæmmet forurening på meget små arealer.

Verdens storbyer bruger allerede i dag tre fjerdedele af alle klodens ressourcer -og producerer enorme bjerge af affald og uoverskuelige forureningsproblemer.

På verdensplan er der stadig en milliard mennesker, der ikke har adgang til rent vand. Kloakvand og bakteriefyldt vand dræber hvert år omkring to millioner børn, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, bliver 900 millioner mennesker hvert år ramt af alvorlig diaré eller andre sygdomme fra forurenet vand, f.eks. kolera og tyfus.

I 1993 blev Peru ramt af en kolera-epedimi, der dræbte 2600 mennesker. Hovedstaden Lima har oplevet en fordobling af indbyggertallet på kun 10 år til syv millioner mennesker. Millioner af fattige indianske bønder fra bjergene er havnet i enorme slumbyer uden sanitære forhold. Drikkevand købes på lastvogne, når der er penge til det.

Luftforureningen i megabyerne bliver også stadig værre i takt med, at antallet af biler og fabrikker i byerne vokser.

Forureningen fra Mexico Bys 20 millioner indbyggere, næsten fire millioner biler og 30.000 fabrikker indhyller byen, så man knap kan se bjergene i baggrundsen.

I Chiles hovedstad Santiago bor seks millioner af landets 15 millioner indbyggere. Her har smoggen på få år nået et niveau, der er værre end i Mexico by.

I begge byer har det været nødvendigt at indføre begrænsninger på folks brug af bil, ligesom myndighederne kan tvinge fabrikker til at lukke på dage, hvor smoggen er meget slem.

I de rige lande er der i dag omrking 40 biler pr 100 indbyggere. I Latinamerika er tallet omkring syv og i Kina er der to biler for hver 100 kinesere.

Men antallet af registrerede køretøjer i Kina er steget med 12 til 14 procent om året i de sidste 20 år. Og Verdensbanken har beregnet, at den stigende luftforurening i Kinas storbyer hvert år medfører 178.000 dødsfald.

WHO anslår på verdensplan, at fire millioner u-landsbørn under fem år i 1995 døde af akutte luftvejssygdomme.

I både Afrika, Latinamerika og Asien medfører den omfattende skovfældning jorderosioner og katastrofer, der er med til at forværre situationen yderligere.

Flugten til byerne har mange årsager.

Latinamerika er et skræmmende eksempel.

Her har mange år med militærdiktatur og regeringer, der kun interesserede sig for hovedstæderne, gjort forholdene på landet uudholdelige.

Fra 1980 til 1994 voksede antallet af absolut fattige i Latinamerika derfor med 75 millioner til 210 millioner. Regeringerne glemte landbefolkningen, der strømmede til storbyerne

I dag bor tre fjerdedele af Latinamerikas befolkning således i storbyer. For 50 år siden var tallet kun en tredjedel.

Den ukontrollerede vandring forårsager enorme problemer. Sociale problemer og sundhedsfare. Vold, mord og kriminalitet er eksploderet i Latinamerikas 39 millionbyer. Tusindvis af gadebørn hænger overalt.

Ifølge det anerkendte Panos-institut i London er der omkring 100 millioner forladte børn i verden.

Latinamerikas største by, Sao Paulo, har også den største andel af gadebørn -over tre millioner i alt. De hutler sig gennem tilværelsen som tiggere eller småtyve

I Sao Paulo er 20.000 mennesker helt uden bolig og sover på gaden eller under broer.

Samtidig mangler næsten to millioner mennesker i Sao Paulo ordentlige boliger. De bor i kummerlige slumskure -i kvarterer, der kaldes favelas.

En favela opstår, når en gruppe mennesker besætter en tom grund og bygger deres hytter og skure. Det virker som en magnet, og rydder myndighederne ikke grunden hurtigt, ligger der pludselig en slumby.

FN har gennem årene afholdt flere topmøder om byproblemet, de såkaldte HABITAT-konferencer.

Og eksperterne er enige. Kloden kan ikke klare den eksplosive byvækst, medmindre det lykkes at få byerne til at fungere langt bedre end i dag. Den massive brug af ressourcer og den voldsomme forurening skal bremse.

Men trods storstilede topmøder er der intet, der tyder på, at initiativer og hjælpeprogrammer har nogen form for effekt.

Folk vil bo i byen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten