Sitemap | Avanceret søgning |

Slavernes by

Vestafrikanske sambarytmer dunker løs i det brasilianske tusmørke. Lyden fra bastrommerne kastes mellem de små hvidkalkede huse og falder ned i de små gårdhaver. Som små dryp af fortid.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 10-02-1999

PARATI


SOM FORFÆDRENE
Mange af de fattige børn på torvet vil om få år arbejde hårdt. For de samme familier, der bragte deres tipoldeforældre til Brasilien.

Sangen er monoton og klagende.

Den handler om, hvordan millioner af afrikanere blev bortført og sejlet til Brasilien, hvor de sled og døde som slaver for at skaffe guld og rigdomme til kolonisterne fra Portugal.

Den mandlige sanger fortæller også, at det var afrikanerne, der bragte karnevallet med sig over Atlanterhavet. Han er med i en lille gruppe afro-brasilianske sambamusikere, der øver til weekendens karneval i den lille kystby Parati - 250 kilometer sydvest for Rio de Janeiro.

Parati står den dag i dag som et håndgribeligt bevis på portugisernes grusomme og barbariske slavehandel.

Havnebyen, der blev grundlagt i begyndelsen af 1600-tallet, var i flere århundreder Brasiliens førende slavemarked. Hundredetusinder af slaver blev solgt midt på byens torv til grådige portugisiske plantageejere og kolonister, der manglede arbejdskraft i de enorme sukkerrørsplantager. Over 3,5 millioner slaver blev hentet i den portugisiske koloni Angola, indtil parlamentet tvang godsejerne til at frigive slaverne.

Samba-sangen fortæller, at det er kun er lidt over 100 år siden, at slaveriet blev ophævet i Brasilien. Frem til 1888 ankom skib efter skib med afrikanere.

I Parati står tiden stille.


FREDET
I Parati står tiden stille - byen er fredet.


Torvet og kolonihusene ligger her stadig og fortæller deres tavse historie. Byen er fredet af myndighederne. Intet må bygges eller laves om.

Derfor er Parati ikke vokset eller ændret. Den ligger som den gjorde for mere end 200 år siden -klemt inde mellem junglen og Atlanterhavet på en af verdens smukkeste kyster. UNESCO har endda udnævnt Parati som et af verdens flotteste eksempler på byggeri fra 1700-tallet.

Explorer-bilen må parkeres uden for. Byen er spærret for biltrafik og belagt med ujævne brosten.

Ved havnen peger gamle rustne kanoner stadig ud i bugten. De blev brugt som forsvar mod pirater, der ofte angreb portugisernes rige center for handel med tobak, sukkerrørsbrændevin, guld og slaver.

I dag er guld-og slaveskibe erstattet af tøffende turistbåde og rige lystsejlere. En skipper med afrikanske ansigtstræk tilbyder ture ud til nogle af de små grønne øer i Sepetiba-bugten. Hans båd sejler blandt andet til et gammelt slavefængsel, hvor lænkerne stadig hænger på væggen og fortæller om de grusomme straffe, som slaverne blev udsat for, hvis de forsøgte at flygte eller var ulydige.

Som i andre gamle, brasilianske byer er der fire kirker i Parati. En kirke til de rige hvide, én til fattige hvide, én til slaver og én til frigivne slaver.

Foran den ene kirke - på pladsen, hvor slavemarkedet blev afholdt -leger seks fattige drenge. De er alle efterkommere af de oprindelige slaver, afslører det krusede hår og den sorte hud.

Børnene har stillet gamle flasker op, som de har fundet i en dynge turistaffald. De kører slalom på én cykel, som de deler. Der bowles også med kokosnødder efter flaskerne, mens en gammel mand på hestevogn smilende kører forbi med tomater og frugt.

Brasilien var det sidste land i Den Nye Verden, som ophævede slaveriet.

Portugiseren Pedro Alves Cabral plantede sit flag på stranden i det nordøstlige Brasilien i år 1500, og guldhungrende landsmænd fulgte snart trop. Atlanterhavs-junglen blev ryddet for at gøre plads til sukkerrørsplantager.

Men sukkerproduktion er hårdt arbejde og kræver mange hænder. Kolonisterne forsøgte først at tvinge indianerne til at arbejde som slaver. Men de fleste indfødte flygtede eller bukkede under for europæiske sygdomme.

Derfor begyndte portugiserne at hente slaver i Afrika. De sorte var vant til hårdt arbejde og kunne tåle sygdommene.

Mange afrikanere forsøgte at flygte ind i den brasilianske jungle, hvor de byggede små landsbyer. Men portugiserne sendte straffe-ekspeditioner afsted, og de fleste oprørere blev myrdet.

Der skulle et massivt internationalt pres til for at stoppe den omfattende slavehandel.

I 1822 blev Brasilien erklæret uafhængigt af Portugal, og samtidig blev slaveriet et voksende politisk problem. England krævede importen af afrikanere stoppet. Både af moralske og konkurrencemæssige årsager.

Brasilien nægtede, og engelske krigsskibe begyndte at angribe slaveskibe og skyde dem i sænk.

Det hjalp. Slaverne blev løsladt.

Men friheden medførte ikke store ændringer.

De sorte ejede ingenting, og mange fortsatte med at arbejde for de rige godejere til en ussel løn. Samtidig blev tusindvis af frigivne slaver tvangsudskrevet til hæren.

På det gamle slavetorv i Parati leger børnene ubekymrede og glade. Men mange af de fattige sorte børn er stadig mærket af kolonisternes menneskehandel.

Slaverne er de »indvandrere« i Brasilien, der har fået de dårligste muligheder for at klare sig. Og i dag fremgår det tydeligt, at slavernes efterkommere stadig ikke har opnået fuld økonomisk og social lighed.

Brasilien er placeret som et af verdens mest ulige samfund. Det gælder også i Parati, hvor godsejere og kaffebaroner med portugisiske forfædre stadig sidder tungt på guldet.

Mange af de fattige sorte børn på torvet vil om få år arbejde hårdt for en meget lille løn. For de samme familier som bragte deres tipoldeforældre til Sydamerika.

De vestafrikanske og monotone samba-rytmer dunker stadig løs i Parati.

Som små dryp af fortid.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere