Sitemap | Avanceret søgning |

Landet uden lov

I forvejen havde vi prøvet den første og på kortet mest direkte vej mellem Santa Cruz og grænsebyen Puerto Suarez. 700 kilometer jordvej over en by kaldet San Jose de Chiquita.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 06-02-1999

Det var to dage før.

Da vi havde kørt på den i tre timer og kun var kommet 40 kilometer, opgav vi og vendte om.

Senere hørte vi, at vejen er helt forsvundet på en sumpstrækning ved Roboré 350 kilometer efter Santa Cruz.

Ikke et øje kom forbi i de timer, Explorerbilen fedtede rundt på den fiktive vej.

På tilbagevejen mødte vi en kreaturvogn, der var kørt fast.

Derfor levner de tre veje kun én mulighed.

Nu ved vi, at vejen fra Santa Cruz til Brasilien reelt går over følgende lokaliteter: San Javier, Concepcion, San Ignacio, Espiritu, San Vicente, Bartolo og grænsebyen San Matias, hundreder af kilometer nord for vores oprindelige mål.

Ruten fremgår ikke af hverken South American Handbook, Lonely Planet eller Politikens to rejsehåndbøger over området.

Heller ikke af kortene fra det bolivianske militærs geografiske institut eller de amerikanske satellitkort fra Pentagon.

Efter San Matias og en af øst-Bolivias mest korrupte grænseovergange er man inde i Brasilien ikke langt fra byen Cáceres.

De nævnte stednavne er småbyer uden for lands lov og ret. Området beboes af indianere og banditter. Hvis det bolivianske retsvæsen kan siges nogensinde at have haft åbent, holder det her lang lukketid.

Selv siger de lokale, at det altid er nat langs grænsen.

Smuglerruten
Vi sad i San Ignacio på et sted, der hed Palace Hotel, og hørte på Celia.

Hun udtrykte sig klart.

»Vejen herfra til Brasilien går over San Vicente og San Matias. Der er 330 kilometers kørsel i "grænsezonen". Det er tierra sin lei, men bedre end La Punta.«

En trediedel af verdens kokain laves i Bolivia omkring Santa Cruz. Vi var havnet på smuglerruten i "lovløst land", og kunne regne ud, at det ikke var tilfældigt, at bøgerne ikke spilder sider på området.

Celia Almendra er 36 år gammel og kører lastvogn som en mand. Hun var oprindelig gift med en pilot, der styrtede ned et sted i junglen. Sin anden mand fik hun en datter med. Han havde været højreekstremistisk guerillakæmper i Angola, hvor hans familie før 1970'ernes borgerkrig ejede store jordbesiddelser.

Angolas kommunistiske oprørsstyrker havde voldtaget hans daværende kone for øjnene af ham.

Minderne gjorde ham til sidst mentalt syg, fortæller Celia, mens vi prøver at drikke Hotel Palace's pulverkaffe. Han var en del ældre end hende og døde af kræft for et par år siden.

Celias tredie mand skulle blive vores følgesvend og livvagt på en lang dags kørsel gennem noget af klodens mest lovløse vildnis.

Så der sad vi med brasilianeren Christian Almendra, der heller ikke kan siges at høre til klodens bedste børn.

Men noget ved ham vækkede vor tillid. Og i pressede situationer gælder det gode råd, at man er nødt til at vælge én at stole på.

Den bedste. Og den rigtige, selvfølgelig.

Et djævelsk spil.

Men vi befandt os i en sådan situation. Bolivias Tierra sin lei udgjorde sandsynligvis JP Explorers hidtil største faremoment.

Christian Almendra kiggede på vores vogn og på os, og så ikke tryg ud ved tanken om, at det gods skulle gennem grænsezonen til San Matias.

»Jeg kender området som den her,« sagde han og viste sin håndflade.

Han spurgte, om vi var klar over, at det område, vi skulle igennem før grænsen, var beboet af folk uden uddannelse, kultur, ja uden sjæl.

»De ser en bil som jeres fuld af udstyr og tænker: Hvad kan den indbringe,« siger han med et højt grin.

Han siger, at vores bil kunne handles for 15.000 dollars. Den pris er mindst ti liv værd ifølge den lokale regnestok.

Christian er velklædt og veltalende, iført lidt guld på armene og et par smarte lædersandaler.

Faldefærdige broer
Mens Celia tegnede et kort på et stykke papir og angav steder, hvor vejen var oversvømmet, hvor der var militærposter, og hvor vi skulle passe på faldefærdige træbroer, tilbød Christian at køre med os.

»Jeg har alligevel ikke noget at lave de næste par dage.«

»Nå, den tur vil du ikke gå glip af, min blomst,« sagde Celia og kyssede ham forvel.

På deres værelse på Hotel Palace bad hun fadervor tre gange med et sjal over hovedet.

Han besluttede at lade sine to ni millimeter revolvere blive tilbage.

»Nogle dage kan man mærke, at det er bedre uden,« forklarede han.

»Kender I det, intuition?«

For at Christian kunne være i bilen blev en af exploratørerne nødt til at tage den faldefærdige og ramponerede rutebil, der hver anden dag kører fra San Ignacio til San Matias med indianere, børn, sække og bylter med gud-ved-hvilket indhold.

Blot få kilometer uden for San Ignacio viste det lovløse land sit ansigt. En stime af nye firhjulstrukne ladvogne uden nummerplader kom os i møde.

Stjålne biler fra Brasilien.

»Der er de, "gederne" fra Brasilien. Læg mærke til ansigterne på dem, der kører. Mange af bilerne har kostet et mord i Brasilien,« fortæller vores 29-årige håndlanger.

Han har levet de sidste fire år i grænsezonen. Ved hvad bilerne koster i Santa Cruz og fortæller, at de barske herrer bag rattet i "gederne" lever af at køre stjålne vogne ind i Bolivia og fragte kokain den anden vej.

»På hver militærpost lægger man 20 til 40 dollars hos den øverstkommanderende, alt efter bilmærke. Så kommer man sikkert forbi,« fortæller Christian.

Vejen snævrer efter et par timers kørsel ind til omkring en meters farbar forhøjning. Vi må lade det ene hjulsæt ride i junglekanten.

Slanger og alligatorer
Foran os på vejen ligger sorte giftslanger og soler sig. Ved vandhullerne har alligatorer lagt sig til rette i varmen.

I den anden by stopper vi til frokost. Fem fyre ryger crack uden for toilettet på byens restaurant.

De vil have en lighter, og Christian forærer dem sin.

En flok mænd kigger på os og spørger, hvad vi har i bilen.

De vil have at vide, hvad den koster i Danmark. Vi forsøger at undvige.

En fuld mand fortæller os, at vejen er oversvømmet længere fremme. Det viste sig ikke at passe.

Vi bestiller mad og restaurantens indianske personale serverer kød med maniok, ris og bønner. En arret herre med hvid cowboyhat dukker op og hilser intenst på Christian.

Han skylder vor ven en tjeneste, efter at Christian sidste år købte ham fri fra fængslet i San Ignacio for 1000 dollars.

»Hvad han laver, blander jeg mig ikke i. Men det han sad inde for, havde han ikke gjort, så jeg besluttede at hjælpe ham,« siger han.

»Her kan man købe en oberst eller en major for helt ned til 200-300 dollars. Bolivianerne er klodens mest korrupte folk, husk altid det,« siger han.

Manden i den hvide hat trækker Christian til side. De aftaler noget. Det drejer sig om biler, kan vi høre.

Bagefter får vi at vide, at Christian skal køre en "ged" tilbage fra grænsen.

»Læg mærke til, hvordan han behandler mig med respekt. Sådan er de alle sammen her. På et eller andet tidspunkt har jeg hjulpet dem, enten med deres bil eller med at låne dem penge til at komme ud af en knibe.«

»De betaler mig altid tilbage. De ved, at man ikke spøger med min tillid.«

Lejemorder
Manden i den hvide hat er lejemorder. Han har 200 mord på samvittigheden, får vi at vide. Mange af ligene er havnet i en brønd bag restauranten.

»Vil I se den,« spørger Christian.

Vi nikker. Har valgt at stole på nogen, og det er ham. Han trækker en lurvet mand til side, og de taler lavmælt sammen. De ryster på hovedet. Vi kan ikke komme til at se brønden alligevel. Der er folk i byen netop i det øjeblik, som kunne tage det ilde op.

Christian fortæller sin historie. Han var elitesoldat i den brasilianske efterretningstjeneste i området på den brasilianske side af grænsen. Han var specialtrænet i våben og eksplosioner. Ved flere lejligheder deltog han i operationer langs grænsen, hvor nogle af de banditter, der i dag står langs vejkanten, blev arresteret. For fire år siden besluttede han sig for et liv på den anden side af grænsen - og på den anden side af loven.

»Bolivia er som Brasilien for 50 år siden. Her kan man skabe sig en formue. Mulighederne er enorme, hvis man er driftig,« fortæller han.

Hvad han præcis mente med det, blev vi aldrig kloge på. Men respekt står der om Christian uanset, hvor vi kommer frem, og hvem vi møder. Ved de mange militærposter nidstirrer han soldaterne, indtil de løfter bommen. De kommer ikke langt med deres krav om colaboracion - samarbejde, alias penge.

»Det eneste, militæret gør her, er at stjæle penge. De er gennemkorrupte fra top til bund,« siger han.

Et sted stopper vi. Han viser os, hvor han blev overfaldet af to bilrøvere med automatpistoler. Han fortæller, at de blev overrasket over, hvor hurtigt han trak sine to ni millimeter revolvere.

»Jeg skyder næsten lige godt med begge hænder,« siger han. »Og det ved de rundt omkring på egnen.«

Et sted stopper vi ved en mekaniker for at stramme dieseltanken op og spænde vores donkraft bedre fast. Mekanikeren låner os gummibånd og en pressening. Han siger ikke et ord. To mænd kommer ind og beordrer ham til at se på deres firhjulstrukne vogn.

»Brasilianske mafiosi. Kig ikke på dem,« siger Christian. En lov gælder altid i grænsezonen: Man har intet set og ved intet.

»Kommer der en i morgen og spørger, om her har været en dansk bil med to gringoer, vil han ryste på hovedet. Han har aldrig set jer.«

Røde øjne
Det bliver nat. Krokodillernes øjne lyser rødt i sumpene langs vejen. Billygternes skær blænder dem. Ugler flakker over vejen foran bilen. De 330 kilometer kommer til at tage 12 timer. Vi krydser dybe mudderhuller og må flere gange i firhjulstrækkerens laveste reduktionsgear. Vi er i et lovløst wild west. Og ham der passer på os er både tyv, smugler og morder.

»Jeg har været ude for at måtte skyde, hvor ham, jeg har skudt efter, er faldet. Men det har aldrig været for penge. Det har været arbejde eller selvforsvar,« siger han.

Situationen. Stedet. Historien. Vi føler os underligt nok sikre i det mærkelige menneskes selskab. Hans historie er diffus. Det ser vi stort på. At køre alene gennem et område "uden sjæl" kunne være endt som en endnu værre historie. I grænsezonen er normerne forrykket til det ekstreme.

Vi ånder lettet op, da vi ankommer til San Matias. Jesper venter os ved hotellet. En soldat med maskingevær passer indgangen. Vi tømmer en flok kolde dåseøl. På en lukket restaurant får Christian personalet til at lave sandwiches. Ejeren er brasilianer. En ældre sort mand med guldkæder om halsen.

Vi får hans historie af Christian bagefter, og bringer den her: Han er en gammel politimand fra Sao Paulo, der for små ti år siden kom til regionen. Han kan ikke sætte fod på sin fædrende jord på grund af en stående arrestordre.

»Han slog for mange ihjel under sit arbejde i Sao Paulo, og havde også noget at gøre med de forkerte mennesker. Det ved vi alle,« fortæller Christian. »Men her er han normal.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Bevæbnede vagter
I grænseflækken San Matias mellem Bolivia og Brasilien bliver byens tankstation stækt bevogtet.
Foto: Søren Lorenzen

Hvis du vil vide mere