Sitemap | Avanceret søgning |

Kokain-krigen

I den internationale kamp mod kokain føres en lille krig i et vildsomt hjørne af Bolivia.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 02-02-1999

Chimoré, Bolivia

I Chapare-junglens lummerhede og ufremkommelige bjergegne dyrkes hovedparten af kokabladene til den bolivianske og colombianske kokain-industri.

En forfalden landevej mellem Cochabamba og Santa Cruz fører ind i Chapare-distriktet. På den snørklede og halvvejs sammenstyrtede zigzag-vej ned ad Andesbjergene bremses man af fire militærkontrolposter, før man er i det berygtede kokacentrum.

JP Explorer slipper ind i junglen uden synderligt besvær i kraft af en aftale med Chapares øverste militærchef, oberst Juan Melean Arias.

Lastvogne, varevogne og andre ramponerede køretøjer holder i kø ved kontrolposterne. De undersøges for kokapasta, et primitivt mellemprodukt, der produceres i stor skala i Chapare-junglen. Pastaen bliver senere til kokain på de mere avancerede laboratorier i Santa Cruz.

Pushere i skjul
Små, rodede landsbyer passerer forbi. De lokale stirrer på Explorervognen med hårde blikke. Med mellemrum ligger der lyserøde eller lillafarvede diskoteker i vejkanten -med eksotiske navne som Hawai og Havana.

Her midt på formiddagen er de lukkede med tætte skodder, men parkerede firhjulstrækkere med tonede ruder og brede fælge foran nogle af husene vidner om aktiviteter.

For nogle år siden var handlen med kokapasta og kokain helt åbenlys i Chapare. Forhandlerne stod i vejkanten og holdt poser med det hvide pulver frem for de forbipasserende.

Nu har det store militæropbud fået områdets pushere til at krybe i skjul.

Indsatsen mod Chapares narkohandel er de seneste ti år blevet intensiveret. Den bolivianske hær har i samarbejde med USA`s Drug Enforcement Agency (DEA) besluttet at eliminere al pasta-og kokainproduktion i Chapare ved at fælde bøndernes marker med koka.

Det har skabt voldsomme konflikter og mange blodige sammenstød.

Frygt og mistro
De bolivianske bønder har i tusinder af år dyrket kokablade til deres traditionelle forbrug. De forstår ikke, hvorfor de pludselig ikke må det længere.

Når en bonde har fået sine kokamarker ødelagt af hæren, mister han ofte sit eksistensgrundlag. Derfor er stemningen tydeligvis ikke god langs landevejen gennem Chapare.

Der er had, frygt og mistro.

Fra en side lokker narkomellemhandlerne med gode priser for kokablade og kokapasta. Fra den anden er de bolivianske specialstyrker -kaldet leoparderne -med årene blevet langt mere hårdhændet.

I Chimoré stopper JP Explorer ved et lille hvidt hus. Over indgangen står "Federacion de Colonizadores de Chimoré" -det er kokabøndernes fagforening.

På en bænk langs muren sidder farvestrålende indianerkvinder. Nogle børn og et par høns leger foran. Indenfor har mændene gang i et møde. Deres mundvige er grønne af kokasaft. En bule på kinden afslører størrelsen på klumpen af blade.

Plasticpose-hytter
Fagforeningen er den tredie part i sagen. De kræver, at Chapares bønder kan blive ved med at dyrke koka. Narkoproduktionen er ikke deres problem, mener de.

»Vi har intet med narkohandlen at gøre,« siger lederen af kontoret, Justino Parra. »Området her er så vildt og stenet, at det eneste, der kan dyrkes, er kokablade. De er lette og til at bære på ryggen til markedet. Kartofler, maniok og bananer kan bønderne ikke fragte til byen.«

Justino Parra fortæller, at bønderne i området altid har været fattige, men at fattigdommen er blevet endnu værre, efter at hæren begyndte at ødelægge markerne.

»Nu bor mange familier i hytter af plasticposer omkring landsbyerne. Det så man ikke før.«

Had til militæret
Justino Parra og de andre på kontoret er optændt af had til militæret.

Roberto Mamani og Franklin Churan spørger, om Explorer-holdet vil besøge nogle ødelagte marker.

Vi tager imod tilbuddet, men siger, at vi forinden vil opsøge Chimorés borgmester.

»Shhh, det er ham, der ligger der,« siger de og peger på en sovende mand på en briks midt i det hele.

»Hvad,« siger borgmester Don Epifanio og glipper med øjnene.

»Kom ned på mit kontor senere,« mumler han og fortsætter sin siesta.

I Explorervognen og en lejet taxa kører vi med de to bondeledere ind i Chapares vildnis. Over stenveje og små floder. Vandet står centimeterhøjt over bunden af taxaen. Explorervognen klarer det bedre.

De indianske bønder kigger skeptisk efter exploratørbilen. De tror, vi er agenter for politiet, forklarer fagforeningslederne.

Øjnene løber i vand
Efter en times kørsel møder vi kokabønderne Roman Leque og Demetrio Vargas. De fortæller, at de har flyttet deres kokamarker yderligere tre timers gang ind i bjergene.

»Vi kan ikke undvære koka. Den giver os lyst til at arbejde, og koka-te helbreder os for sygdomme,« siger Roman Leque.

En gammel indianerkvinde sidder nøgen ved et oversvømmet stykke af vejen og tager bad. Bondelederne spørger, om vi må besøge hende.

Da hun har fået sin kjole på igen, sætter vi os i skyggen af hendes træhytte. De oversætter hendes fortælling fra quechua til spansk.

Leonarda Ramos er 55 år. Hun fik sin kokamark ryddet af soldater for to måneder siden.

»De grinte, mens de fældede alle buskene med macheter. Og hånede mig, mens jeg græd.«

Leonardas øjne pines sammen og løber i vand. Hun tørrer dem med en slidt klud. Kokabladene gav hende en lille indtægt hver tredje måned. Hendes mand døde i april sidste år. Der er ingen børn. Hun er alene.

Æg og kokablade
»Jeg kan ikke dyrke andre afgrøder, som de siger, vi skal. Min ryg smerter, og jeg er alt for gammel,« græder hun forlegent.

Quechua-klagerne strømmer ud af hendes mund. Hun sidder på et stykke træ. Bondelederne og de to arbejdere begynder også at få tårer i øjnene.

»Jeg har intet at spise. Ingenting. 100 citroner giver tre bolivianos (fire kroner) inde i byen, men mit træ giver ikke engang halvdelen.«

Det eneste, hun har at spise, er æggene fra nogle høns og kokablade fra et par små buske, soldaterne overså.

Hun får explorerbilens ration af brød og nogle penge. Hun takker og holder længe fast i vores hænder.

Vi kører bumpende ud af kokadyrkningsområdet igen.

Guerillagrupper
Bondelederen Roberto Mamani fortæller, at 11 bønder er døde i kampe med soldaterne siden april sidste år. Over 80 er blevet hårdt såret.

»Deres metoder er hensynsløse og brutale. Vi har dannet selvforsvarskomitéer, det er den eneste logiske konsekvens af overgrebene,« siger han.

Selvforsvarskomitéer er et andet ord for guerillagrupper. I den seneste tid er sammenstødene mellem militæret og kokabønderne blevet mere hyppige og mere voldelige.

Blandt de bedste
Vi sætter bondelederne af og kører hen til UMOPAR - Unidad Movil de Patrullaje Rural - der er en mobil specialafdeling af politiet, men reelt fungerer som en hær.

Bag UMOPARS hovedindgang letter transport-helikoptere. Pansrede mandskabsvogne står på rad og række ved siden af store terrængående, amerikanske jeeps.

På soldaternes uniformer står der US Army og "Leopardos" -leoparderne.

Specialafdelingen er blandt de bedste bolivianske soldater. Deres udstyr er i top, og de er kampberedte.

Vi bliver lukket ind. Oberst Juan Melean Arias har ventet os, men er blevet nødt til at forlade basen for at lede en aktion imod nogle marker nord for Chimoré.

Ventetiden bliver lang.

Flere timer. En major kommer og inviterer os på aftensmad. Ved et bord i kantinen får vi suppe, saftevand og en sammenkogt ret med ris.

Kokainfabrik
Til sidst kommer obersten. En høj boliviansk karrieresoldat, der blandt andet er uddannet i Fort Benning i USA. Selv om han tydeligvis er træt efter dagens kokaudryddelse og stridigheder med civile, stiller han sig til JP Explorers fulde disposition.

I hans kommandocentral får man et andet billede af Chapare.

En stor planche på endevæggen viser, hvor hans styrker har opdaget et pasta-laboratorium hos en bonde. Pastaproduktionen er den mest primitive af kokainfremstillingens processer. Den foretages i Chapare for kokabagmændene i de større byer.

»Kokabønderne i Chapare er langt fra uskyldige i produktionen af pasta, selv om det selvfølgelig ikke er dem alle, der er involveret i illegale forretninger,« siger obersten.

»Men Chapare er en stor kokainfabrik.«

Hytten brændes af
Juan Melean Arias viser os de grønne prikker på kortet. En for hver pasta-fabrik, der blev opdaget og ødelagt i 1998. I alt 1173.

»Bønderne bliver lokket med penge til at producere pastaen til bagmændene i Santa Cruz og Colombia,« siger Juan Melean Arias.

»De er flyttet længere ind i bjergene. Før var der relativt store pastafabrikker med en daglig produktion på 20-50 kilo. Efter at los leopardos er begyndt at dominere Chapare, har de skiftet stil. Hvert sted laves der nu kun 1-2 kilo om dagen,« siger han.

»Når vi finder et laboratorium, brænder vi hele hytten ned. Indianerne flygter som regel, før vi kommer. Får vi dem, idømmes de seks års fængsel.«

Ny handlingsplan
Ifølge regeringens nye handlingsplan vil alle 35.000 hektar kokamarker i Chapare være væk i 2002. Det er en aftale med blandt andre USA, som til gengæld lover landet hundreder af millioner dollars til bistand.

Efter 2002 vil kokadyrkning kun være tilladt i området omkring La Paz, hvor højlands-indianernes marker har ligget i tusinder af år. Det, siger obersten, vil gøre det lettere at kontrollere, at kokaen ikke går til kokain.

UMOPAR beslaglagde i 1998 3,5 tons kokain. Med mellemrum brændes store partier på UMOPARs base. Op ad muren til soldaternes billard-salon ligger tonsvis af beslaglagt materiale fra pastaproduktion. På plancher på kommandocentralens vægge ses billeder af arresterede smuglere og pastafabrikanter. Pastaen smugles i cykeldæk, i tøjet på spædbørn, i tandpastatuber, blandt frugter og i falske støvlesnuder.

»Fornylig fandt vi 430 kilo kokain gemt i siderne af en lastvogn,« siger obersten.

Tilbud om erstatning
Regeringen tilbyder erstatning til bønder, der frivilligt går med til at fælde deres kokaplanter og dyrke andre afgrøder. På fagforeningskonteret hævder bondelederne, at erstatningerne ikke længere udbetales. Det bekræftes til dels af obersten.

»Der er mange problemer med erstatningerne. Mange af bønderne ved ikke, at de har ret til den og har ikke råd til at tage til byen og søge om pengene. Andre gange har bønderne deltaget i ulovligheder, og så har de ikke ret til erstatningen,« siger han.

»I øvrigt er det ikke UMOPARs problem, men politikernes. Vi har blot ordre til at ødelægge markerne.«

Lystigt natteliv
Det er blevet sent. Det er ikke tilrådeligt at køre videre ad Chapares skumle landevej. Besøget hos borgmesteren er forlængst droppet. I Chimoré findes et lurvet pensionat, hvor hverken vores bil eller udstyr vil være i sikkerhed. Det ender med, at obersten tilbyder os at lade vognen stå på basen. Velbevogtet af de bevæbnede leoparder.

En major kører os ned til pensionatet og lover at hente os næste morgen klokken seks. I natten hører vi landsbyens beværtninger larme og myldre med liv. Musikken drøner ud over pladsen foran pensionat Copacabana. Da vi med militærisk disciplin står og venter på majorens bil næste morgen, er der stadig gang i musikken og grupperne af mænd og letlevende damer i Chimorés barer.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere