Sitemap | Avanceret søgning |

Djævlen i sølvbjerget

Et bjerg fuld af sølv. Spanierne opdagede El Cerro Rico allerede få årtier efter, at de havde udslettet inkariget i slutningen af 1400-tallet.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 30-01-1999

POTOSI

»Jeg er det rige Potosi.

Jeg er verdens skatkammer.

Jeg er bjergenes konge

og misundes af konger«

På den bolivianske Altiplano-slette i fire kilometers højde lå det spidse bjerg med sin last af hundredtusinder tons sølv.

Bjerget stak 800 meter op over byen. Få centimeter under overfladen flød de pureste årer af sølv. De grådige spaniere gik øjeblikkelig i gang med at udvinde formuerne.

Potosi blev skatkammeret - det altdominerende - der kom til at finansiere det spanske hofs overdådige forbrug og kongernes kostbare krige i Europa og Afrika.

Millioner af indianere måtte lade livet, mens eventyret stod på.

Byen fik status af kejserlig stad og var i 1660 med 160.000 indbyggere større og rigere end datidens Paris og London.

Ovenstående indskrift stod derfor prentet i den råkolde bys våbenskjold under århundrederne med spansk kolonistyre.

Som en stakket respekt for et land, der gav alt og intet fik.

El Cerro Rico - Det Rige Bjerg - står endnu, men vartegnet kaster i dag alt andet end glans over sig.

8000 indianske minearbejdere myldrer hver dag ind i bjergets 130 mineindgange for at hugge i de sparsomme rester af de engang så fede årer.

Hans liv og skæbne
Den 38-årige Angel Quispe er en af dem.

Sølvbjerget er hans liv og hans skæbne. Siden han var dreng, har han arbejdet i bjergets indre. I de underjordiske ganges arsenik-dampe og kvælende hede.

»Det er hårdt. Men jeg kender ikke til andet,« fortæller han, mens han sender et dybt, hult host ud af sine ødelagte lunger.

Angel Quispe ligner en ældre mand. Han fortæller, at lægerne har konstateret, at hans lunger er 40 procent ødelagt af silikose - af den iltfattige, giftige og støvede luft.

Han er en af de ældste i Candelaria Baja-minen. Som alle andre har også han fået vand i lungerne af minens giftige arsenik- og svovldampe.

Et par år mere så ved han, at han må flytte fra byen ned i de lavere, lunere og fugtigere luftlag for ikke at dø.

»Vi spiser af bjerget, det spiser os,« siger han.

Sloganet er fra minearbejdernes oprørsdage i 1950'erne.

Men det holder endnu, som det altid har gjort.

For quechua-indianerne er El Cerro Rico andet end en brutal arbejdsplads og en drøm om en dag at gøre det store fund.

Bjerget er helvede selv.

I det bor djævlen.

Ifølge overtroen er arbejderne inde i bjerget i hans varetægt. Det gælder om at stå sig godt med ham; han er blodtørstig, liderlig, forlystelsessyg og forfængelig.

550 meter inde i Candelaria Baja minen står el tio - onklen, som djævlen kaldes til daglig.

En mandshøj figur med horn i panden og minearbejderstøvler på. Mellem hans ben stikker en lang rød ler-penis frem. I hans mund hænger resterne af en cigarret.

Alkohol til djævlen
»Tio skal have det godt. Vi giver ham alkohol, tobak og kokablade hver dag. Så hjælper han os til at få held i arbejdet,« fortæller 16-årige Pedro Montes, der har arbejdet i minen, siden han var 10.

Pedro Montes hælder finsprit ud på jorden til djævlen og til jordens gud Pachamama.

Han tænder en cigaret og sætter den mellem læberne på underverdenens gud.

Alle mineindgange har mindst en djævlefigur. El Candelaria har tre. De to andre står nede i de nedre niveauer af minen. Af dem er der fjorten.

Selv få hundrede meter fra indgangen er dampene næsten uudholdelige. På de nedre niveauer bliver de mange gange værre. Tyndslidte plastslanger pumper komprimeret luft derned. Fremmede får ikke lov at komme længere end til tredie niveau.

»Det er for farligt,« siger Pedro Montes.

JP Explorer møver sig ned gennem de stejle slugter. Skuldrene skal presses igennem.

Dumpe stød fra dynamiteksplosioner udgør velkomstkomiteen. Med ét lyder et råb i gangen: wagon - vogn - og Pedro Montes beordrer exploratørerne ind i en snæver hulning.

En vogn med to tons sølvmalm kommer flyvende med en indianerdreng stående på det bagerste hjulsæt.

Er man ikke af vejen kan det koste lemmer eller livet. Vognen bremser ikke. Skinnerne skråner netop, for at den kan køre ved egen kraft.

Når der er fri bane, kommer arbejdere trækkende med vogne den modsatte vej. Deres kinder er udspilede af koka-blade, der tager trætheden.

Renser luftvejene
Med mellemrum tager de en slurk 96 procent finsprit. Den renser for et kort øjeblik luftvejene. Og hjælper dem til at glemme, at de lever det meste af deres voksne liv i et evigt, livsfarligt mørke.

Få af dem bliver meget ældre end Angel Quispe.

Pachamama får som altid en slurk.

Exploratørerne tilbydes en dunk med orange saft iblandet alkohol.

»Drik,« siger en af dem.

Det trækker i lungerne. På væggene sidder tykke lag af grønt svovl og hvidt arsenik. Minearbejderne er hårde. De bryder sig ikke om at blive udstillet for turister.

»Hvad har I,« spørger de.

Hver gruppe, der kommer forbi, skal have enten alkohol, dynamit, tobak, kokablade eller sodavand, som vi har købt i forvejen efter et godt råd.

»Djævlen er et billede af spanieren,« fortæller Pedro.

»Vores hedder Jorge, tio Jorge.«

I gamle dage blev indianerslaver drevet ned i minerne 5 til 90 dage ad gangen. Forholdene var så ubeskrivelige, at de begyndte at bygge djævlefigurer med navne efter deres spanske bødler. I starten hånede de figurerne, men efterhånden blev deres vrede til ærefrygt.

Ofrer lamaer
En gang om året ofrer minearbejderne lamaer foran minerne. Blodet kastes rundt om indgangen, og involdene graves ned for djævlens fødder.

For at tilfredsstille hans blodtørst og formilde hans sind, så han ikke kræver arbejdernes blod og liv.

Ofringerne har tilsyneladende været forgæves. Det vurderes, at mindst en million indianere er døde af arbejdet i minen. Nogle historikere nævner tal langt højere.

Ved spaniernes side stod den katolske kirkes overhoveder. Erobringen og udplyndringen var velsignet fra Vatikanet i Rom, der blev fyrsteligt belønnet for sin velvilje.

Da sølvboomet var på sit højeste kunne Potosis rige spanske overklasse ikke overgås noget sted med hensyn til importerede luksusvarer fra Østen og Europa.

Det siges, at vicekongen ved en vigtig ceremoni i 1658 beordrede gadernes brosten belagt med sølvbarrer.

I dag er pengene fra bjergets kolossale rigdomme brugt.

Quechuaindianerne i Potosis gader er efterkommere af de indianske slaver. Synet af dem beskriver bedre end mange ord, hvad de fik ud af El Cerro Rico.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Sølvminen i Potosi
Et bjerg fuld af sølv. Spanierne opdagede El Cerro Rico allerede få årtier efter, at de havde udslettet inkariget i slutningen af 1400-tallet. El Cerro Rico - Det Rige Bjerg - står endnu, men vartegnet kaster i dag alt andet end glans over sig.
Se billedserie
Sølvminen i Potosi
Et bjerg fuld af sølv. Spanierne opdagede El Cerro Rico allerede få årtier efter, at de havde udslettet inkariget i slutningen af 1400-tallet. El Cerro Rico - Det Rige Bjerg - står endnu, men vartegnet kaster i dag alt andet end glans over sig.
Se billedserie
Hvis du vil vide mere