Salthavets palads

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN
Publiceret 28-01-1999

SPEJLBILLEDE
Det har undtagelsesvis regnet og skyerne spejler sig i verdens største saltslette Salar de Uyuni.

I det fjerne svæver Andesbjerge og små salttoppe i varmedisen. Som det eneste forstyrrer de synet af den uendelige, flade saltslette og den dybblå himmel.

Jord og himmel smelter sammen.

Det er som at køre ud på et dybfrossent hav, da Explorer-bilen ruller ud i det vanvittige landskab næsten fire kilometer over havets overflade.

Solbriller er uundværlige. Lyset reflekteres i milliarder af saltkrystaller.

I begyndelsen er salthavet dækket af et tyndt lag vand. Men snart får bilen fast salt under hjulene.

Så stor som Sjælland
Verden største saltslette, Salar de Uyuni, er med sine 12.000 kvadratkilometer omtrent så stor som Sjælland. Og hård som asfalt.

Vi har hørt, at man kan køre 180 kilometer i timen på sletten, men tør ikke.

Flere steder ser vi store huller i overfladen, der blotter det klareste vand. Som våger på en frossen sø.

Bag os forsvinder fastlandet i den sitrende ørkenluft.

Som et optisk bedrag ser vi en bygning svæve i luften i det fjerne.

Vi styrer mod den.

Bygningen »lander«, efterhånden som vi nærmer os, og luftspejlingerne aftager.

11 kilometer fra »fastlandet« ligger et særpræget hotel omkranset af salt-skulpturer af dyr og mennesker, der strækker sig op mod himlen.

Palacio de Sal -Saltpaladset.

Vi står ud af bilen.

Hvem har bygget et hotel her midt i ingenting?

Det er som at lande på Månen. Da vi kommer tæt på, ser vi, at hotellet er bygget af blokke af sammenpresset, groft salt. Med mørtel af fint salt.

Gang i køkkenet
Hotellets daglige leder, Don Pedro, kommer os smilende i møde og byder indenfor. Der er ingen gæster i dag -kun jer, forklarer han.

HOTELDIREKTØREN
Don Pedro modtog Explorer-holdet, der var de eneste gæster.

»Men I kan sagtens få suppe og stegte dåsepølser med kartoffelmos og tomater,« siger han og sætter med det samme køkkenpersonalet i sving.

Da vi træder ind i den glohede hotellobby, der er overdækket med gule, rillede plasticplader, viser det sig, at ikke kun væggene er bygget af salt.

Borde, stole, senge, gulve -ja selv kaminen og askebægrene -består af det reneste salt gravet op af Salar de Uyuni.

Også poolbordet hviler på saltstøtter.

Don Pedro viser stolt hotelværelserne frem. De er bygget som små salt-iglooer og ligger som kupler i hotellets hjørner.

Kølige værelser
Senge og natborde er af salt (skulle det være nødvendigt at sige?), og kuppelkonstruktionen og de tørrede strå på taget giver værelserne en dejlig kølighed.

Hotellets ejer, Juan Quesada, er globetrotter. Han har realiseret sin drøm om at bygge et hotel midt i ørkenen. Stolt fortæller han om sit fantastiske projekt.

»Salthotellet er allerede kåret som et af verdens ti mest eventyrlige hoteller på en amerikansk liste, selv om vi først åbnede for to år siden.«

Men hotellet er ikke kun for eventyrlystne.

Det er også et kursted.

Don Pedro og Juan Quesada tilbyder saltbehandling -de kalder det Lito-terapi -til folk, der ønsker at hvile sig og forny deres hud.

Don Pedro hiver os med ud i hotellets helseafdeling.

Glohed sauna
Til trods for de 30 grader udenfor skal kurgæsterne først ind i en lille sauna, hvor en glohed ovn sørger for at hudens porer åbner sig. Herefter sænkes gæsten ned i et bassin med grønt supersaltvand.

SALT-POOLEN
Det grønne supersaltvand er en del af hotellets saltkur.

Vi kan se saltkrystallerne svømme rundt på bunden af karret. Det svider, når man stikker hånden i.

Efter badet lægges gæsterne -våde af saltvand -på et leje af rå salt, og de dækkes derefter til med et bjerg af salt fra tå til hagespids. Der skal de ligge i 15 til 20 minutter.

Lito-terapien afsluttes med et brusebad.

»Jeg gør det selv næsten hver dag. Salt styrker huden. Den forynges og strammes op. Behandlingen giver fysisk velvære og mentalt overskud,« siger Don Pedro.

En overnatning koster 150 kroner. Vil man i saltterapi, er det 35 kroner dyrere.

Tildækket i regnvejr
Vi fortsætter rundturen. Don Pedro forklarer, hvorfor der er små huller i bordene i restauranten.

SALT-SPISESALEN
Hvis man spilder vand på bordene går de i opløsning.

»Vand er vores allerstørste problem. Det opløser saltet. Derfor må vi dække hotellet til, når det regner.«

Indsivet vand har trukket baner i saltet og boret huller i gulvet.

»Heldigvis regner det næsten aldrig.«

Da Don Pedro serverer den salte suppe og forsvinder ud i køkkenet, er vi nødt til at prøve at dryppe lidt af den på bordet.

Med det samme opløses bordpladen, hvor suppen rammer.

Salt-kunst
Lidt efter opdager vi, at Don Pedro ikke kun er daglig leder på hotellet. Han er også kunstner og manden bag de mange saltskulpturer.

SALT-KUNST
Skulpturer i salt pryder sletten omkring hotellet. De er skabt af hotellets leder, Don Pedro.

»Jeg bygger skulpturerne efter nogle tegninger, som en god ven af huset kommer med. Men der er også mange af vores gæster, der forsøger at bygge skulpturer,« siger han beskedent og peger ud i horisonten.

På noget meget mærkeligt.

»Derude ligger vores minigolfbane med ni huller. Den er lavet af saltkrystaller. Men selv om golfbolden ikke er hvid, bliver den ofte væk i de mange sprækker,« forklarer han.

Efter et par timer på det besynderlige sted kører vi tilbage til virkeligheden.

Hotellet forsvinder i skyerne bag os.

Vi ærgrer os over, at vi ikke havde nogle hårdkogte æg at dyppe i salthavet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten