Sitemap | Avanceret søgning |

Saltdrengene på sletten

På den bolivianske Altiplano højslette er mulighederne få. Arbejdet er hårdt, men godt, siger de.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 26-01-1999

Lønnen på ti bolivianos om dagen kan der ikke klages over. Sådan er det her, forklarer de. Det svarer til tolv kroner.

Guido får dog 5 bolivianos - seks kroner - mere om dagen. Han har ni års erfaring og er også chauffør.

Colchani, hvor saltet skal hen, ligger ved Uyuni - på saltslettens bred ti kilometer væk.

Al trafik foregår på saltet, der er fladt som en pandekage og hårdt som asfalt - undtagen ved vågerne og de finurlige kilder.

I den lille landsby bor familien Flores. Stort set alle landsbyens indbyggere lever af den hvide slette.

Guido og hans slæng har indsamlet de ti tons salt med hakker og spader. Lasten blev forberedt for 20 dage siden. Da huggede de en dyb bræmme i det hvide landskab, hvor vandet straks piblede ind.

På de tyve dage er det stærkt saltholdige vand fordampet. Det reneste hvide salt lå tilbage i store krystaller. Nu ligger det i en bunke på laddet af den ramponerede lastvogn.

En 50 kilo sæk indbringer dem seks bolivianos. Men først skal saltet ovntørres, renses og kværnes.


Saltdrengene på sletten (1)
Quechua-indianerne er sky, men et stolt folkefærd.

Indiansk skyhed
De vil ikke ret gerne snakke. Først da JP Explorer inviterer dem på frokost - en bolle med ost -og frisk drikkevand, tør de lidt op.

Quechua-indianernes skyhed er berygtet. Og efter en dags arbejde på saltsletten kan en sludder med Jyllands-Postens exploratører ikke få de tre knægte til at udsætte deres planer ret mange minutter.

For trods deres fattige og ofte sølle fremtoning er quechua-indianerne et stolt folkefærd.

Sagn og overtro
Dat barske land er deres, og det er fyldt med mytologi, gudesagn og overtro.

Også i Salar de Uyuni - Uyuni saltsletten.

De lokale fortæller, at søen blev født for mange år siden. Dengang stenene og bjergene kunne tale.

Vulkanen Tunupa var gift med bjerget Cusco. Men Cusco var utro med nabobjerget til den anden side. Da Tunupa opdagede det, smed hun en kæp i hovedet på Cusco og overgav børnene i hans varetægt.

Tunupas bryster var stadig tynget af mælk.

Den måtte ikke gå til spilde, men skulle give føden til menneskene.

Mælken blev til den store hvide saltslette.

Midt på dagen, når solen står i zenit, får lysspejlingerne Tunupa, Cusco og de andre bjerge til at svæve i det fri.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere