Sitemap | Avanceret søgning |

Regnen kom til Alota

Det var næsten overnaturligt. Sorte skyer trak sammen på den knastørre Altiplano-slette. De sneklædte tinder i horisonten blev skjult. Og ud væltede vandet.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 25-01-1999

ALOTA


ENDELIG REGN
Efter to års venten kom regnen.

I landsbyen Alota gik beboerne ud af deres lerhuse for at mærke de savnede dråber. JP Explorer-bilen svingede i samme øjeblik ind i landsbyen efter en udmarvende dagsrejse over det 4000 meter høje plateau.

»Det har ikke regnet i to år,« sagde en herre med skæve øjne ind gennem vognens vindue.

Foran en af den jordfarvede bys største huse stod fire søstre i fine lyserøde nederdele eller trøjer. Bowlerhattene var skudt tilbage. De nød regnen og lagde planer.

»Nu kan vi plante quinua. Markerne har ligget brak i to år,« sagde Maria Baptista, den eneste som ikke var genert.

Quinia er grundlaget
Quinua er en hvedeart, der formår at vokse på den golde, iltfattige slette. Den er med sine mange vitaminer og mineraler en nøglebestanddel af føden for Altiplanos hårdføre indianske beboere.

Maria Baptista smilede -også en kende genert -men hun lod sig fotografere til forskel fra de allerfleste af områdets andre quechua-indianere. Hun glædede sig til at komme i gang med at plante sine marker til med gulerødder, løg og quinua. Lamaernes uld bliver bedre, når Altiplanos græstotter er bare en smule saftige.


QUINNA
Maria Baptista lader regnen falde på sit ansigt. »Nu kan vi plante quinna,« siger hun.

Derfor var det en mærkedag i Alotas historie, JP-Explorer blev vidne til.

»I aften tror jeg, vi vil holde fest,« siger Maria Baptista. »Med chicha

På Altiplano er det gærede majsøl fast ingrediens ved enhver sammenkomst.

Albertina Baptista bryder ind. Hun vil hellere have en Potosina -øl fra områdets hovedby, 13 timers kørsel fra Alota.

»Det gør ikke lige så ondt i hovedet,« siger hun og fniser.

Ørken-landevejen
Nogle drenge spiller bold i byens hovedgade, der også udgør et lillebitte stykke af den bulede, sandede og nogle steder aldeles ufarbare hovedlandevej mellem den chilenske Atacama-ørken og Potosi.

Deres tæer er stukket i et par bildæksandaler og sorte af Altiplanos stærke sol og områdets kroniske mangel på vand.

Bolden er kun rund nogle steder, og mangler tydeligvis også pusten her i det iltfattige og i det hele taget ludfattige område af Sydamerikas mest forarmede land.

Mellem byens 120 sirligt byggede lerhuse ligger små gyder, der bærer navne efter både chilenske, peruanske og bolivanske storbyer.

Avenida Antofagasta går forbi kirken, byens største bygning, også bygget af de soltørrede adobe-sten med en fint tag af quinua-græs.

»Avenuen« er fem meter bred, af jord og uden skygge af henkastet skrald.

Bag kirken ligger lamafoldene. De store dyr er pyntet med bånd i ørerne.

Nogle kvinder kommer hjem fra marken med farvestrålende, vævede bylter med deres senestfødte og andet gods på ryggen.

Matriarkalsk samfund
På herberget Alojamiento Los Andes hos fru Maria de Cruz får man en seng for 15 kroner og et måltid mad med quinua-suppe og en hovedret af æg, ris og kartofler for en femmer. Hun tager sig af regningen, mens hendes mand ser passivt til med en mine, som forstod han ikke helt alle de transaktioner.

I det bolivianske højland findes et af verdens få matriarkalske samfund. Her har kvinderne magten, de styrer familien og økonomien -mændene er ikke sjældent kun staffage bag de stærke, små kvinder.

Sådan har det altid været. Og sådan er det også hos fru Maria.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Indianere

Stednavne
Bolivia

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse