Sitemap | Avanceret søgning |

Verdens tørreste ørken

Ad en snørklet ørkenvej kører man ind i landsbyen Peine, hvor indbyggerne lever et fredeligt liv under den stegende sol.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (Foto)
Publiceret 23-01-1999

Inka-hovedvejen løb en gang gennem landsbyen, men i dag er indbyggerne minearbejdere, og busser fragter de støvede og trætte mænd ind og ud af byen.

De fleste byer i Atacama-ørkenen overlever i dag på grund af områdets enorme kobber-og nitratminer. Længere nordpå finder man for eksempel verdens største kobbermine, Chuquicamata, hvor enorme lastbiler og maskiner arbejder.

Her kan en gravko løfte 100 ton i en grab. Lastbilernes hjul er tre meter høje. Mine-hullet er fem kilometer langt, tre kilometer bredt og 700 meter dybt.

I Peine er alt stille. Kun få dovne hunde lusker rundt i gaderne.

Her er næsten for roligt og kedeligt, mener fire indianerpiger, der sidder på en bænk i skyggen. De går i skole i Calama flere hundrede kilometer borte og er kun hjemme i weekenden.

Kvinderne i landsbyen sælger indianske klæder og knyttede tæpper af lamauld, mens de passer byens få børn.

»Kør forsigtigt. Der er ikke mange børn i Peine,« fortæller et vejskilt for foden af bjerget.

Fra Peine har indbyggerne en storslået udsigt over et af naturens mesterværker:

Salar de Atacama.

Chiles største saltslette, der omkranses af snedækkede vulkaner, nogle stadig aktive, blandt andet Licanbar, der med 5916 meter er den højeste i Sydamerika.

Saltkrystal-blokke dækket med ørkenstøv og kridhvide saltbjerge strækker sig i det uendelige.

Luften over saltsletten, der oprindelig var gammel havbund, er så tør og klar, at man kan se hele vejen over den 3000 kvadratkilometer store slette. Det er svært at bedømme afstanden, men man kan uden problemer se støvet, der hvirvles op af lastbiler 30 kilometer borte.


Verdens tørreste ørken (1)


De store saltkrystal-blokke lyder som glas, når man ruller med dem, og man kan fylde spandevis med nok verdens bedste salt, hvis man gider. Flere veje er endda "asfalteret" med salt.

Indianerparret synes ikke, at der er ensomt i bjergene, selv om der næsten 200 kilometer til den nærmeste by.

»Der var mere ensomt i gamle dage. Nu er der mange mennesker, der er flyttet herud. I dag skal vi kun gå i en time for at komme hen til andre mennesker. Vores otte børn bor kun en times gang herfra,« forklarede Paulina Verna de Estelo og kiggede langt ud over de rødlige bjerge og verdens tørreste ørken. Her lever også store kolonier af glade, lyserøde og hvide flamingoer, der mæsker sig i de nærende mineraler.

Månedalen
I udkanten af saltsletten ligger Valle de Luna -månedalen. De lokale forbinder dalen med overnaturlige kræfter, fordi månelyset får saltkrystallerne til at glimte.

Længere nordpå syder og bobler Géiser del Tato med geysere og varme kilder 4300 meter over havet.

Allerede for 11.000 år siden blev Salar de Atacama befolket af det højtudviklede indianerfolk, Atacameos. De var jægere, der kom ned fra bjergene og anlagde landbrug og solgte keramik. Spanierne jog dem væk i 1540 og overtog området.

I udkanten af Atacama-ørkenen, i bjergområdet ved Chiles nordlige grænse mod Bolivia, kan man dog stadig støde ind i indianere, der lever og bor som deres forfædre.

JP Explorer stoppede ved en ensom stenhytte i bjergene. Omkring 80 lamaer græssede omkring hytten, der var gravet lidt ned i den sandede jord for at beskytte mod vinden.

Foran hytten sad lamadriver-parret, Paulina Verna de Estelo, 50 år, og Alfonso Estelo, 55 år, der hele livet har boet og arbejdet i de uvejsomme bjerge.

Begge med smukke indianske træk og vindbidte ansigter.


Verdens tørreste ørken (2)


Paulina Verna de Estelo sad foran hytten og spandt garn af lamaulden, der senere skal sælges på markedet, mens Alfonso Estelo fortalte:

»Mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre var også lamadrivere og boede her på nøjagtig det samme sted.« Han pegede rundt i landskabet, som han kaldte Rio Sulu. 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere