Sitemap | Avanceret søgning |

Jomfruøerne

Svaret var smukt. »Hvorfor jeg rejser netop her? For mig er det vidunderligt, at der på jorden stadig findes steder af uskyldsren skønhed; steder, som aldrig er betrådt af mennesket.«

Af SØREN LORENZEN, JAKOB RUBIN og KNUD WILHELMSEN
Publiceret 23-01-1999

Puerto Montt


VINDOMSUST
Sejlturen mellem Puerto Natales og Puerto Mont i Chile er vindomsust og barsk - og en uforglemmelig oplevelse.

Den midaldrende amerikanske kvinde, der også var med om bord på "Puerto Eden" fra Puerto Natales i det sydlige Chile op gennem det chilenske øhav til Puerto Montt, har set meget af verden, men hvad hun oplevede her, overgik alt andet. Hendes øjne fortalte bedre end ord, hvordan det var for hende at være midt i dette storslåede sceneri.

A pristine place, kaldte hun det. Et uberørt, et jomfrueligt sted.

Jeg vil huske det for altid, sagde hun, da hun delte oplevelsen med JP Explorer-mandskabet, der også tog søvejen, fordi det er den eneste måde at komme op til Puerto Montt fra Ildlandet -hvis man da ikke foretrækker at køre over 2000 kilometer tilbage gennem Argentina og dreje til venstre ved Coihaique.

Det kom vi aldrig til at fortryde, om end vejret i det første af de fire døgn på skibet var tåget og regnfyldt.

Velkommen til en ny dag
Næste morgen vågnede vi langsomt, mens solen steg op fra Stillehavet og bød os velkommen til en ny dag i et land, der har fået ramponeret sit renommé på grund af general Augusto Pinochet, men som ingen nok så umenneskelig tidligere diktator kan fratage sin skønhed.

Det hedder sig, at øerne langs Chiles vestkyst er ubeboede.

»Men det passer ikke,« siger en Chile-kyndig. »Mange chilenere er flygtet ud til dem, fordi de er skræmt af den politiske ustabilitet i landet.«

Og balladen omkring Pinochet har også skræmt tusindvis af turister -især englændere og spaniere -fra at rejse hertil.

Tør man alligevel tage chancen, er der store oplevelser i vente i det 4300 kilometer lange land, som snor sig op langs Stillehavet, næsten presset derud af kæmpenaboen Argentina.

I det daglige mærker turisterne ikke den politiske uro, og risikoen for at blive involveret i optøjer er minimal.«


PUERTO EDEN
En firemands-kahyt med bad og forplejning inclusive koster 2800 kr.


Ikke mindst derude mellem øerne, som "Puerto Eden" lagde bag sig, inden det passerede Chiloe i chilensk Patagonien og lagde til i Puerto Montt.

I dag er Chile et moderne samfund med en nogenlunde god infrastruktur, hvor ikke mindst busruter forbinder det lange land -minus den nederste del, hvor JP Explorer tilbragte en uges tid.

Chile har ydermere æren af at være den sydamerikanske stat, hvor den økonomiske udvikling er mest gunstig og derfor tiltrækker flest udenlandske selskaber.

Rimelige priser
Det er ikke mange år siden, at Chile var et uopnåligt mål for den almindelige europæiske turist. Det har ændret sig, fordi en returbillet fra Danmark til Santiago i dag kun koster omkring 5000 kroner.

Skulle turisten ønske at følge i JP Explorers spor og sejle gennem øgruppen langs Stillehavet, kan det gøres for 2800 kroner i firemands-kahyt med bad, forplejning inclusive.

I visse rejsebøger hævdes det, at maden på det kombinerede fragt-og passagerskib "Puerto Eden" er forfærdelig. Det passer ikke. Blot der hældes godt med citronsaft og salt ud over, kan den udmærket spises.

Vi bevægede os fra kulden i Ildlandet op mod varmere himmelstrøg. Og det er varmt nu, fordi Chile har sommer -hvilket dog i Punta Arenas nede i bunden vil sige maksimalt en halv snes grader. Men i hovedstaden Santiago ligger temperaturen i øjeblikket omkring 30 grader.

Folket i Chile
Hvad er det så for en befolkning, man møder på sin vej gennem Chile?

Det er hovedsagelig en blanding af spansk og indiansk blod plus en del tyskere, englændere, kroater, jugoslaver -og minoriteter som Aymaras-indianere på Altiplano-sletten og Mapuche-indianere, der især holder til omkring Temucho.

Trods den blandede sammensætning er der langt mindre raceadskillelse i Chile end i de fleste andre lande.

Måske havde det set anderledes ud, hvis den oprindelige befolkning havde fået lov at leve. Men den er gennem fire århundreder stort set blevet udslettet af europæerne, der gennemførte det ene blodbad efter det andet for at slippe af med de indianere, som i årtusinder havde levet i pagt med naturen.

Den del af historien tog sin begyndelse 21. oktober 1520, da den portugisiske navigatør Hernando de Magallanes -28 år efter at Columbus opdagede Amerika -i sin søgen efter en passage mellem Atlanterhavet og Stillehavet endelig opdagede det stræde, der blev opkaldt efter ham.

Siden forsøgte spanske erobrere flere gange at tage magten fra den oprindelige befolkning, og midt i 1500-tallet lykkedes det. Dominansen varede til 1818, da Chile fik sin selvstændighed og udviklede sig til det samfund, vi kender i dag.

Slidt vejnet
Den turist, der især satser på at opleve det sydlige Chile, vil løbe ind i nogle ubehagelige overraskelser, hvis han ikke i forvejen har sat sig grundigt ind i infrastrukturen.


VEJNETTET
Infrastrukturen i Chile er noget speciel og ikke altid velegnet til moderne transportmidler.

Chile har i alt 80.000 kilometer vejnet. Heraf er godt 10.000 gode asfaltveje -og 32.000 er grusveje, ofte med store huller, der sætter selv de bedste biler på en alvorlig prøve. Dem mødte JP Explorer en del af.

Mandskabet oplevede således at få slået hul på dieseltanken, så en planlagt tur til naturreservatet Torres del Paine måtte opgives. Vores senere kahytfælle, englænderen Elizabeth, fik derimod oplevelsen med, og hun svømmede hen i begejstring, da hun fortalte om den. At hun så faldt derude og forstuvede foden, er en anden sag.

Enkelte hårdhudede turister vælger at cykle. Andre foretrækker at benytte Chiles bussystem, der forbinder store dele af landet.

Men vi har her valgt at koncentrere os om den sydlige del, og det er næppe noget dårligt valg, selv om vi af gode grunde ikke ved, hvad der venter os nordpå.

Flydende fællesskab
Og dagene gik på skibet. Det gode ved den slags skibe er, at alle kommer hinanden ved, danskere, amerikanere, englændere, franskmænd, hollændere, tyskere og brasilianere.

Vidste den ene ikke, hvilken ø vi passerede netop nu, kom en anden til hjælp.

»Derude ser du Angostura Inglesa. Og Kirke Pass, som vi kom gennem før, er kun 30 meter bred.«

Vi gav også hinanden gode råd.

»Når I kommer til Peru, skal I passe godt på jeres værdier,« sagde Elizabeth. »Tyvene sætter barberblade fast under neglene og sprætter folks lommer op, uden at de opdager det.«

Amerikaneren Jack supplerede:

»Kender du senneptricket, som de også bruger i Argentina? En forbipasserende smører sennep på dit ærme. Han lader som om det er uheld og tilbyder at tørre det af. Når han er færdig med det, har han tømt dine lommer. Når I kommer til Lima, skal I undgå at færdes i sidegaderne. Hold jer til de store, oplyste gader.«

Elizabeth pegede mod de sneklædte landskaber, som vi passerede.

»Ah,« replicerer Jack, »vi har også sne hjemme i Californien, men vi lader den ligge, hvor den hører hjemme. Oppe i bjergene.«

Billet via Internet
Den altvidende Elizabeth fortalte også, hvordan man kommer billigt ud at rejse.

Hun har bestilt sin billet til "Puerto Eden" over Internettet.

»Hjemme ville agenten have 900 dollars. Han skal naturligvis tjene penge, og det samme skal den agent, han ringer til i Chile. Jeg gik den direkte vej til en agent via Internettet og fik billetten for 398 dollars.«

Og sådan blev vi ved med at give hinanden gode råd.

Når vi da ikke sad på det solbeskinnede dæk og læste.

Flere havde den afdøde engelske forfatter Bruce Chatwins "In Patagonia" med på rejsen.

Det samme havde vi.

I begyndelsen af 70erne brugte Chatwin seks måneder på at udforske Patagonien, og han krydrer sin bog med talrige beskrivelser af møder, han havde med mennesker på sin vej.

Siden ankede flere af dem over, at han gav et forvrænget billede af dem og deres liv i Patagonien. Hvordan den katolske præst, fader Manuel Palacios, reagerede på den senere beretning, er aldrig blevet oplyst. Men fader Palacio er citeret for en teori, som skabte debat blandt videnskabsfolk.

»Lad mig spørge dig om en ting,« sagde Manuel Palacio til Bruce Chatwin. »På hvilket kontinent blev det første menneske fundet?«

»I Afrika,« svarede han.

»Forkert. Aldeles forkert. Det blev fundet her i Patagonien. Vores forfader levede i Ildlandet, viser fund. Han var 80 centimeter høj og havde gul-grønt hår.«

Vi fortalte vores kvindelige amerikanske rejsefælle om den historie.

»Joh,« svarede hun. »Men de områder, vi netop sejler forbi, er aldrig betrådt af mennesker. Derfor er de så enestående.«

Og da den ene historie kan være lige så god som den anden, er der vel næppe nogen grund til at drage hendes i tvivl.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Trafik
Turisme

Stednavne
Chile

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse