Sitemap | Avanceret søgning |

Jagten på livets gåde

»Vi ser baglæns i tiden, til begyndelsen, finder Jordens skabelse.« Astronomen smiler venligt. Han taster noget ind på sin computer, og frem kommer et billede af galakserne.

Af JAKOB RUBIN, JESPER KONGSTAD og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 22-01-1999

La Silla


STJERNEKLART
Himlen over stjerneobservatoriet er skyfri 300 dage om året.

Stjernetågerne forstørres med endnu et tryk på en tast. Vi fordyber os i et fjernt univers, hvor to galakser er ved at gå sammen til en.

»Hver galakse har mindst 100 millioner stjerner, og der er hundreder af millioner galakser. Det er stort derude.«

Tyskeren Dietrich Baade er en af verdens førende astronomer. I et mennesketomt område i udkanten af den chilenske Atacama ørken har han sin gang på den sydlige halvkugles største stjerneobservatorium, La Silla.

»Er det ikke fascinerende. Lyset vi ser på har været millioner af år om at nå frem,« siger han.

Kanten af universet
Dietrich Baade og hans kolleger mener snart at kunne lave optagelser af universets begyndelse et sted endnu flere millioner af lysår ude i rummet.

»De nye teleskoper er så store, at vi om ikke så forfærdelig lang tid vil kunne se kanten af universet. Til der hvor det slutter. Hvor de første partikler fra vores univers allertidligste begyndelse,« fortæller Dietrich Baade.

»Og måske vores fremtid.«

La Silla observatoriet ejes af en række europæiske lande deriblandt Danmark. Det ligger på et af klodens bedste steder for stjernekiggeri, en bjergtop i verdens tørreste ørken, Atacama, 700 kilometer nord for Santiago.

»Her er tørt og næsten ingen luftfugtighed. Vi har klar stjernehimmel 300 dage om året,« siger ingeniør Gerardo Ihle, som har fået til opgave at vise JP Explorer-holdet rundt.

Nysgerrighed
La Silla ligger 70 kilometer fra den nærmeste bebyggelse. Knap 100 videnskabsmænd lever i barakkerne. De dukker op om aftenen, når solen går ned. Så skydes tagene til siden på kuplerne, og de metertykke teleskoper sættes i stilling.


Jagten på livets gåde (2)
Når solen går ned skydes taget på kuplerne til side, og teleskoperne rettes mod stjernerne.

Astronomerne går i gang med at søge efter liv, efter nye kometer, efter galakser og efter væggen for enden af universet.

Ja, hvad leder de egentlig efter? Hvorfor bruger de deres liv på at kigge ud i rummet midt en iskold ørkennat?

»Det er nysgerrighed. Vi forsøger at finde ud af, hvem vi mennesker er. Hvor vi kommer fra, ja hvordan livet begyndte,« svarer Olivier Hainaut, en belgisk astronom med mange års erfaring i La Silla og et udseende som en hyggelig hippie.

Det store brag
I laboratoriet under det 3,6 meter store tyske teleskop giver nogle af verdens bedste astronomer en lektion i universets historie.

Det hele startede med et stort brag engang for mange milliarder år siden. "The Big Bang". Noget eksploderede. Stjernerne og planeterne blev slynget ud. De er alle på vej længere ud i rummet, med kræfterne fra det store brag.

»Lige efter eksplosionen fandtes der kun helium og nitrogen. De himmellegemer, der er længst herfra, er de første, der opstod i de første milliarder år af universets skabelse. Når vi kommer til at studere dem, kan vi se, hvad der fik det hele til at starte,« siger Dietrich Baade, der normalt arbejder på det europæiske stjerneforskningsprogram ESO's hovedkvarter i München.

»Vi kan sådan set se vores egen fødsel.«

Bag universets "væg" er der et nyt univers. Det kan vi ikke se ind i. "Væggen" består af millioner af grader varme atomer, der ioniseres og danner en uigennemsigtig hinde.

Så dér, ved "vægen" ligger verdens ende. Men den ligger ikke fast.

Hastigheden øges
Med stor tålmodighed og glæde fortæller astronomerne JP Explorer-holdet om deres nye opdagelse.

»Universet udvider sig. Det vidste vi. Himmellegemerne fortsætter deres fart ud i rummet. Men for to uger siden opdagede vi, at hastigheden, som universet udvider sig med, øges. Det kom som en stor overraskelse. Vi havde indtil da troet, at hastigheden dalede, som normalt,« siger Dietrich Baade.

Han og hans kollega Olivier Hainaut forestiller sig, at menneskehedens redning også ligger i rumforskningens hænder.

For der venter os en stor ulykke.

Solen dør på et tidspunkt.

Når det sker, forsvinder al liv fra jorden.

»Solen kan kun eksistere i fem milliarder år til. Den slukker, brænder ud og sluger vores jordklode og en masse andet til sig,« fortæller Olivier Hainaut og gør en spisebevægelse med munden.

»Slurp, så er jorden væk.«

Masser af tid
Men vi behøver ikke at være bange. Der er masser af tid til, forsikrer de. Og, som de siger, hvis ikke mennesket har udryddet sig selv forinden, vil vi forlængst have fundet andre planeter at bo på til den tid.

»Der er mange kloder derude, som minder om vores, blot på tidligere udviklingstrin. Faktisk er der flere solsystemer at vælge mellem,« siger han.

Astronomerne i La Silla lever for deres videnskab. Livet i Atacama ørkenen er ensomt, men de synes alle at gå op i stjernerne og himmellegemerne med en næsten barnlig kærlighed og entusiasme.

Dietrich Baade forklarer, at han elsker at rejse og opleve jordkloden. Olivier Hainaut ligeså og lidt efter kommer to franske forskere, som fortæller om deres vilde eventyrrejser i de mest ufremkommelige egne af Sydamerika.

Naturen i fare
Stjerneforskerne på La Silla er bekymret for jordens fremtid.

»Naturen er i fare. Vores klode lider under de stigende temperaturer, CO2-udslippet er fordoblet de seneste år, og ikke mindst drivhuseffekten truer med at kvæle jorden,« fortæller Olivier Hainaut.

Men der er andre farer, og en del af dem kan komme fra rummet i form af meteorer, som teoretisk kan ramme jorden.

Sker det, dør alt liv, med mindre mennesket lærer at bekæmpe meteorerne. Amerikanske forskere undersøger om det kan lade sig gøre at sprænge en meteor, der har kurs mod jorden, med et massivt bombardement af atombomder.

»Jeg tror ikke på det. Man kan måske dele meteoren op i mindre stykker, der vil udrette store skader alligevel. En meteor på blot 18 kilometer i diameter kan udslette kloden,« siger Olivier Hainaut.

Ros til Danmark
Ingeniøren Gerardo Ihle viser rundt i de to danske kuppelbygninger med teleskoper og arbejdskontorer. Han roser den danske kvalitet af instrumenterne og peger på hylden med guldalderromaner langs kontorets ene væg; Niels Lyhne, Pelle Erobreren, Marie Grubbe.

På en stol i den kolde ørkensol sidder Ralf Haffa, en tysk videnskabsmand, der ikke umiddelbart giver indtryk af at være fra denne klode.

Han læste i Bruce Eckels bog "At tænke på C++" og hørte høj musik på et stereoanlæg. Han var blevet væk i nogle formler for længe siden, og selv om han svarede venligt på vores spørgsmål, forstod vi ikke svarene.

Gerardo Ihle trak os videre.

»Astronomer er meget specielle mennesker. De lever om natten og er som oftest fordybet i filosofiske overvejelser om livets værdi og oprindelse,« fortæller han, der har været 17 år på La Silla.

»Desuden er de passivister. Deres forskning skal ikke gå til militære formål. Og de går meget op i ikke at forurene.« fortæller han.

Liv sandsynligt
Ved syvtiden er solen ved at gå ned, og Dietrich Baade og Olivier Hainaut er ved at blive utålmodige efter at sætte teleskoperne til at observere og fotografere.

En dag håber de på at støde på levende liv.

»Det er sandsynligt, at der er liv på andre planeter. Vi har fundet to extrasolare systemer og tolv planeter, hvor der teoretisk set sagtens kan eksistere liv«.

Efterhånden får vi set alle kuplerne i La Silla. Overalt er astronomerne nysgerrige efter at kende JP Explorer-projektet. Det tiltaler dem. De tager sig al den tid til os, vi orker at være sammen med dem.

Dietrich Baade kalder endnu et billede frem. Det seneste billede af månen. Det er taget med verdens største kamera.

Udsigt til "væggen"
En rundtur med musen er som at røre ved månen, føle dens overflade. Vi fornemmer dens liv ved lyden af hans entusiastiske tale, der aldrig trættes.

»I skulle tage til Parranal 800 kilometer herfra. Observatoriet dér er ved at være færdigt. Deres teleskoper er dobbelt så store som dem, vi bruger her,« siger Olivier Hainaut.

Når de er færdige kan deres fire teleskoper på hver otte meter slås sammen til et. Så kan vi se "væggen". Da aftenen falder på , bliver vi smidt ud.

»Kør forsigtigt,« råber Gerardo Ihle.

Ved solnedgang skal alle være ude. Ørkennatten sætter ind, og astronomerne går i gang under deres forskellige kupler med at finde livets gåde .

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere