Sitemap | Avanceret søgning |

Kuldens verdensdel

Nedtur. Det er vel det mindste, man kan kalde den oplevelse, den engelske polarforsker Robert Falcon Scott havde, da han endelig nåede frem til Sydpolen på 90. grad i 1912.

Af JAKOB RUBIN, KNUD WILHELMSEN og SØREN LORENZEN (foto:AP)
Publiceret 18-01-1999


Kuldens verdensdel (1)
For 120 millioner år siden var Antarktis et sted, hvor dinosaurer kunne græsse på sletterne. Nu kan højst en håndfuld dyrearter overleve i den isnende kulde.

Døden nær af forfrysninger og koldbrand - men med et Union Jack i tasken - nåede han klodens yderste punkt og fik sit livs chok.

Nordmanden Roald Amundsen havde lige været forbi og plantet det norske flag!

Alt havde været forgæves.

Den verdensberømte og beundrede eventyrer og videnskabsmand var blevet overhalet inden om af den listige skandinav, der selv var blevet snydt på nordpolen af amerikaneren Robert Peary, men som nu havde taget hævn ved at forberede sig bedst og blandt andet bruge slædehunde i stedet for Scott's løsning med sibiriske heste.

Strabadserne med at vandre hundreder af kilometer over den antarktiske indlandsis i næsten 3000 meters højde og se dyr og mænd bukke under havde været forgæves.

Tilbagetoget
På vej tilbage efter skuffelsen gik Scott's femmandsgruppe i opløsning. Den første faldt hurtigt fra; koldbrand havde sat sig hans lemmer, der begyndte at falde af.

Den næste holdt få dage længere. Vel vidende at hans listende gang på grund af de døende, sorte fodstumper forsinkede de andre og dermed bragte deres liv i fare, sagde han en aften, at han lige ville gå en tur, der måske ville trække lidt ud.

De så ham aldrig igen.

I dagene efter skrev Scott i sin bog: "Vi har ingen mad og ingen ild, men I skulle se os. Vores humør er højt, og vi taler om alle de ting, vi skal lave, når vi kommer til Hut Point."

Hut Point, det nærmeste depot på Scott's rute, var kun 18 kilometer væk.

Kulden tog de udmattede mænd, der i deres sidste dagbogsnotat nåede at bede omverdenen tage sig godt af deres kære.

Exploratørernes frysetørrede kroppe og udstyr blev fundet intakte syv måneder senere.

Kapløbet slut
Med Scott's død var et absurd kapløb om at besætte Antarktis kulmineret.

Siden er kampen om det hvide kontinent ebbet ud. Nutidens forskningsbaser fra en række lande eksisterer side om side i fredelig sameksistens.

»I dag er der ingen kævl eller strid på Antarktis. Alle hjælper hinanden, og alle har brug for hinanden,« siger direktøren for det chilenske Antarktis-instituts afdeling i Punta Arenas, Roque Tomas Scarpa.

I denne den sydligste chilenske by ved indsejlingen til Magellanstrædet og ikke langt fra det berygtede Kap Horn lægger de fleste Antarktis-ekspeditioner til.

Chiles baser på den Antarktiske Halvø - også kaldet O'Higgins Land - fungere som moderbase for de øvrige baser i området, blandt andre Kinas og Ruslands.

»Vi modtager post for dem, og de bruger vores læge. Antarktis er en helle i verden. Et sted med fred, hvor betingelserne er så hårde, at internationale stridigheder og andre problemer bliver ligegyldige,« siger Roque Tomas Scarpa.

Mens det menneskelige klima således skulle være i bedste hænder, har naturen svært ved at følge trop. De antarktiske vejrforhold er de hårdeste og mest ubarmhjertige i verden.

25 meter bølger
Vindene i området når sjældent under 60 knob, mens storme på 120 knob langt fra er at særsyn. Havet mellem den berygtede sydspids af Sydamerika, Kap Horn, og Antarktis har lagt navn til grusomme sømandshistorier gennem tiderne.

Bølgerne rejser sig ofte over 25 meter i Drake Passagen, hvor Stillehavet og Atlanterhavet - jordklodens to mægtigste oceaner - mødes.

Rundt om Antarktis, mellem den 50. og 60. breddegrad, ligger den såkaldte Antarktiske Konvergenszone, et smalt bælte på 40 kilometer, hvor de kolde, tungere antarktiske vandmasser presses ned af varmere, mere saltholdige og dermede lettere subarktiske have.

Resultatet er et skarpt adskilt havområde. Det ligger som en kold kappe om Sydpolen. Dyrelivet i de to zoner er væsensforskelligt.

I det antarktiske havområde er fiskeforekomsten ret begrænset og ikke særlig rig på arter. Kun 90 af de 20.000 kendte fiskearter er i stand til at klare sig i det iskolde vand.

Mylder af liv
Til gengæld er havet rigt på plankton, et af de tidligste led i fødekæden. De store mængder næringstoffer i havet samt rigelige lysmængder i sommerhalvåret bidrager til en årlig produktion af omkring 200-300 millioner tons plankton, hvoraf halvdelen er af arten krill.

Krill er en vigtig føde for bardehvaler, sæler, pingviner og flere havfuglearter. Havbunden er rig på blæksprutter, krabbearter og de såkaldte pighuder.

600 kilometer fra Magellan-strædets udmunding i Atlanterhavet ligger Sydpolens nordspids med nogle af kontinentets få isfri områder, samt den eneste del, der når nord for sydpolarcirklen. Temperaturen på Antarktis ligger i de varmeste måneder omkring nulpunktet, og presset på indlandsisens isbræer og gletchere øges.

Isbjerge brækker af og flyder med de vilde vinde og strømme mod nord. De største er over 100 kilometer lange og 600 meter høje. Som bekendt stikker kun toppen af isbjerge over havet; på grund af isens massefylde på cirka 0,9 gram per kubikcentimeter i forhold til vands på 1,0 vil kun omkring en tiendedel af en isblok altid stikke op over vandet.

Det forsømte kaptajn Edward Smith på "Titanic" at huske på, da han 14. april 1912 overså et isbjerg i Atlanterhavet - og gik ned med 1500 mand om bord.

Intet at hente
Chile, det land, der fysisk ligger nærmest Sydpolen, har i flere år drevet helårsbemandede forskningstationer i O'Higgins Land. INACH's direktør forudser ikke nogen kommerciel fremtid for det hvide kontinent.

»Der er blevet gravet, boret, opmålt og satellitfilmet over alt på Antarktis. Og der er blevet fundet en række værdifulde mineraler, men ingen som det har kunnet betale sig at udvinde,« fortæller Roque Tomas Scarpa fra sit lille kontor fyldt med billeder fra Antarktis.

Under ismasserne er der fundet guld, sølv, uran, jern og bly, samt betydelige forekomster af kul og olie. De store omkostninger ved at opholde sig på Sydpolen og den lange transportvej gør imidlertid udvinding urentabel.

»Som landet ligger i dag, har verden besluttet sig til at lade Antarktis ligge i fred for kun at blive brugt til forskning og en velkontrolleret turisme. Sådan vil det være i hvert fald i de næste 42 år,« forklarer Roque Tomas Scarpa.

Et net af baser
I det spegede spil, der lagde grunden til det efterhånden temmelig omfattende net af forskningsstationer, valgte det daværende Sovjetunionen at lægge sine baser spredt ud over alle de områder af Antarktis, som andre nationer gør krav på.

I dag ligger de russiske baser noget forkomne tilbage.

»Russernes baser udgør et problem på Antarktis. Det er tydeligt, at russerne ikke har midler til at rydde op efter sig. Der ligger både kemisk og radioaktivt affald omkring deres baser,« siger Roque Tomas Scarpa.

Amerikanerne valgte en provokerende og imponerende løsning, da de placerede deres base. Den ligger midt på den geografiske sydpol, på 90 grader, og kaldes Scott-Amundsen Basen efter de to berømte sydpolensfarere.

Store dele af den amerikanske base er bygget under isen, mens der på den tilhørende is-landingsbane kan lande selv store transportfly.

Fredsaftale
Efter politiske og militære magtkampe om Sydpolen i den første halvdel af dette århundrede nåede verden i 1961 frem til en ekstraordinær international overenskomst, Antarktis- traktaten.

Den blev underskrevet af de 12 lande, der havde direkte interesser i Sydpolen, og siden af en række andre lande, blandt andre Danmark. Traktaten gør Antarktis til en fredzone og forbyder enhverv form for kommerciel aktivitet. Sydpolen skal tjene som base for forskning til fordel for mennesker og dyr, lyder grundtanken.

Ved genforhandlinger i 1991 blev det besluttet, at der ikke må drives minedrift i 50 år.

Is til Arabien
I tidens løb har planerne med Antarktis været mange og fantasifulde. Nogle mente, at det kolde sted kunne bruges som fødevaredepot til langtidsopbevaring af blandt andet korn. Det viste sig, at ideen var umulig at realisere på grund af de store transportomkostninger.

Andre lande har længe ønsket at kunne opbevare deres atomaffald på øen, hvilket blev stærkt kritiseret og endeligt afvist med Antarktistraktaten.

Også selve isen har der været planer om at udnytte kommercielt. Den nogle steder flere tusind år gamle is, der brækker af og bliver til isbjerge, er hårdt sammenpresset og af en sådan art, at den er længere om at smelte end normal is. Derfor fik nogle arabiske oliesheiker den ide, at man kunne transportere isen til vandfattige områder.

»De forsøgte for nogle år siden at bugsere isbjerge til ørkenen, hvor de havde kalkuleret sig frem til, at en fast tilførsel af isbjerge ville kunne løse deres drikkevandsproblem,« fortæller Roque Tomas Scarpa.

Isbjergene blev dækket over af solafvisende nylon. Projektet viste sig umuligt, igen fordi omkostningerne ville blive for høje. Men isen fejler ikke noget, mener den chilenske Antarktis-veteran.

»Kommer man en klump gammel, krystalklar is i sin whisky en aften nede på en af baserne, opdage man, at den smelter langsomt. En isterning kan holde til tre whisky'er,« siger han.

Naturens fristed
Forskningsresultaterne er med Roque Tomas Scarpas ord små, men ikke desto mindre vigtige. Man har fundet ud af, at iskolossen var et langt varmere område for omkring 120 mio. år siden. Dengang græssede dinosaurer, hvor der i dag er is. Højst et par håndfulde dyr klarer sig i den isnende kulde.

For tiden er man ved at udforske flere tusind år gammel luft, som man har fundet i små hermetiske lommer i isen. Bakterier, pollen og andre partikler kan fortælle os en masse om klodens udvikling.

Antarktis har ingen ejere. Mange mener, at ismasserne bør høre ind under FN, men end ikke et sådant ejerskab er blevet formaliseret. Indtil videre er det store iskontinent menneskehedens, et naturens fristed, hvor en række dyr i et hårfint forhold til den økologiske balance indtil videre har overlevet.

»Meget tyder på, at Antarktis får lov at ligge i fred i de næste mange, mange år,« siger Roque Tomas Scarpa.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere