Sitemap | Avanceret søgning |

Værdighedens koloni

Hvad der egentlig foregår på det 1300 kvadratkilometer pigtrådsafspærrede område i Parral 350 kilometer syd for hovedstaden Santiago har myndighederne aldrig fået klart overblik over.

Af JAKOB RUBIN, KNUD WILHELMSEN og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 16-01-1999


BAG PIGTRÅD
Det er en hemmelighed for omverdenen hvad der foregår bag pigtråden.

Kun ved at bruge dommerkendelser kan politiet komme ind i kolonien, men der er formentlig foregået ting, som end ikke myndighederne kan klarlægge.

Offentligheden får heller ikke meget at vide, eftersom sekten for lang tid siden afbrød forbindelsen med omverdenen på grund af negativ presseomtale.

Alligevel lykkedes det forleden JP Explorer at komme så tæt på området, som det er muligt, når man ikke ligefrem ønsker at forcere pigtrådshegnene.

Solide jernporte og pigtråd på tre meter høje cementstolper løber gennem landskabet så langt øjet rækker. Over hovedindgangene svinger jernportaler sig med indskrifterne La verdad se queda eternamente og Benefactora Dignidad -"Sandheden består for evigt" og "Den Godgørende Ære".

Enkelte steder ses personer i ens uniformer. De trækker sig hurtigt tilbage ved synet af de fremmede ved porten. Arbejdsbygninger ses bag svajende træer og symetriske haveanlæg. Alt er tydeligvis i den mest sirlige orden.

Ifølge flygtede medlemmer af Paul Schäfers sekt får beboerne i Colonia Dignidad stort set intet at vide om den omliggende verden. I hele det enorme område findes der kun ét TV, og alt, hvad sektens medlemmer får at vide, er kontrolleret og godkendt i forvejen.

Mønsterlandbrug
Omkring 100 chilenere fra egnen, der er en af Chiles fattigste, arbejder i den lukkede tyskerkoloni. Efter ihærdige anstrengelser lykkedes det at kalde to af koloniens chilenske arbejdere hen til porten. De sagde, at de behandles godt, og at de ikke synes, der skal skrives mere om stedet.

Der er allerede sagt alt for meget. Og der er ikke hold i beskyldningerne mod Paul Schäfer, hævdede de.

Et par lyshårede unge tyskere med blå øjne -enklavens grundstamme -var endnu mindre meddelsomme. Vi ønskede at møde ledelsen, sagde vi, og blev sendt hen til en låst låge. Her fik vi over samtaleanlægget kontakt med en kvinde, der talte spansk med stærk tysk accent. Efter et par minutter meddelte hun, at der ingen ansvarlig var til stede. Og afbrød brat forbindelsen.

Men hvad der ikke kan skjules er, at vi befinder os på et mønsterlandbrug -et af Chiles mest moderne -og heller ikke, at Paul Schäfer har en stor del af æren for dette fremskridt i en egn, hvor den lokale befolkning ikke er forvænt med gode arbejdsmuligheder.

For nogle år siden opførte Colonia Dignidad ydermere et hospital, hvor egnens befolkning kunne modtage gratis lægehjælp, en service, dens eget land ikke yder.

I fjor lukkede myndighederne hospitalet, blandt andet fordi lægerne ikke var autoriserede af de chilenske myndigheder, og mens JP Explorer var på besøg, demonstrerede lokale borgere mod beslutningen.

Men Paul Schäfer så vi aldrig noget til, og heller ikke Hans Jürgen Blank og Helmuth Hopp, der ifølge politiet i Parral nu står i spidsen for kolonien.

Flugten fra lejren
Chilenske menneskerettighedsgrupper hævder, at Colonia Dignidad var udryddelseslejr for Pinochetstyret, at gamle tyske krigsforbrydere gennem årene har kunnet søge skjul her, og at andre tyskere holdes her mod deres vilje.

I internationale aviser og magasiner har der været fremsat påstande om, at myndighederne ikke griber ind, fordi stærke højrekræfter i Chile vil beskytte Paul Schäfer og hans medsammensvorne som tak for, at de i sin tid støttede Pinochet.

Som bevis blev det hævdet, at man havde fundet ligene af to af Pinochets politiske modstandere.

De groveste beskyldninger mod Colonia Dignidad går dog ud på, at sekten vil sikre sig, at der også i fremtiden fødes tyske børn, som er ægte arier med lyst hår og blå øjne.

Allerede i Tysklandstiden havde Schäfer dannet en sammensluning, der også kunne minde om en sekt. Et af dens tidligere medlemmer, den nu 76-årige Heinz Kuhn, har til en chilensk avis oplyst, at Schäfer inden flugten sagde:

»En 3. verdenskrig er på vej, og den bliver værre end 2. verdenskrig. Det er på tide, vi flygter.«

Politiet i Parral mener ikke, at folk tilbageholdes i lejren -i hvert fald ikke længere.

At det ikke altid foregik ad frivillighedens vej er den nu 26-årige tysker Tobias Müller imidlertid et bevis på. Han flygtede 26. juli 1997 fra Colonia Dignidad med hjælp fra en 18-årig chilener.

Efter hjemkomsten til Tyskland gav Müller adskillige interviews om sine oplevelser. Han fortalte, at hans mor i 1983 efter en skilsmisse sendte ham til Colonia Dignidad, hvor han allerede ved det første møde fandt Paul Schäfer usympatisk. Men det blev endnu værre:

»Hver morgen skulle en lille og en lidt ældre dreng stille hos Schäfer. De havde status af kammertjenere, men de blev seksuelt misbrugt. Selv blev jeg adskillige gange voldtaget af ham. På den anden side vænner man sig til det. Man bliver immun. Det hjalp heller ikke at gøre modstand, for Schäfer havde en pistol, og man kunne aldrig være sikker på ham.«

Hvad der er sandt, og hvad der er opspind om Værdighedens Koloni, kan være vanskeligt at gennemskue.

Beskyttelsesrum
Politiet i Parral har dog et ganske godt billede af forholdene i Colonia Dignidad.

Flere gange har myndighederne gennemført razziaer derude, og 40 dage i april og maj sidste år var 20 betjente på skift konstant i gang med at gennemtrawle forholdene.

»Vi undersøgte beskyldninger om seksuelt misbrug og om overtrædelser af lægeloven,« siger politikaptajn Jorge Meza til JP Explorer. »Vi fandt ingen beviser for, at der stadig begåes seksuelle overgreb, men vi afslørede en alvorlig sag, hvor en af hospitalets uautoriserede læger ulovligt udførte obduktionen på en ung mand, der angiveligt var død ved en arbejdsulykke, hvilket også stod i dødsattesten. Vore undersøgelser viste imidlertid, at han var blevet dræbt af skud fra en maskinpistol.«

De nærmere omstændigheder ved den sag er ikke opklaret.

Lægen er gift med lejrchef Helmutt Hopp.

Efter affæren besluttede myndighederne at lukke hospitalet.

Politiet har videre gennemsøgt Colonia Dignidad med detektorer, fordi der gik rygter om, at indbyggerne lavede flugt-tunneler, som skulle bruges, hvis myndighedernes interesse for stedet blev for voldsom.

Der var ingen tunneler.

Derimod så politiet, at samtlige huse på området er udstyret med beskyttelsesrum, som ventede beboerne et luftangreb.

»Jeg har lidt vanskeligt ved at forstå deres tankegang derude,« siger Jorge Meza.

Derimod mener han ikke, at de 285 indbyggere holdes tilbage mod deres vilje.

»Da vi gennemførte razziaerne, kom ikke en eneste hen til os og bad om hjælp,« siger han. »Det tager jeg som et tegn på, at de i det mindste ikke lider overlast. De har indordnet sig under et patriakalsk system, hvor deres indhold i livet er at arbejde og sove. Men lederne kræver, at mænd og kvinder både arbejder og sover hver for sig, også selv om de er gift.«

Pensioner fra Tyskland
Alligevel viser fødselsregistrene på kommunekontoret i Parral, at der gennem årene jævnligt er kommet nye verdensborgere til ude i kolonien. Så adskillelsen mellem mand og kvinde er altså ikke 100 procent effektiv.

»Set fra myndighedernes side er problemet med Colonia Dignidad, at den ønsker at være en stat i staten og ikke vil følge Chiles love,« siger politikaptajnen videre. »Derfor er vi nødt til at holde ekstra godt øje med den.«

Økonomisk ser der ikke ud til at være problemer i kolonien, der er selvforsynende og ydermere tjener penge på landbrug, mejeridrift, slagteri og gartneri. De ældre tyske borgere i lejren modtager pension fra Tyskland. Ifølge Meza administreres pensionen af lejrens ledelse.

»Men for mig at se, lever menneskene derude som om, de er lykkelige. Hvordan de så er havnet der, ved jeg ikke, men Paul Schäfer er en stærk og karismatisk person. Han må jo have overtalt dem til at flytte med.«

Hvad angår påstanden om Colonia Dignidads fortid som udryddelseslejr for Pinochet-styret fastslår Jorge Meza derimod, at der ikke findes beviser for den beskyldning. Da JP Explorer forlod området, passerede vi en lastbil med lyshårede unge mænd, som dækker ansigtet til. Hvad de ville skjule, blev vi aldrig klar over.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


DE ANONYME
De lyshårede unge mænd ønskede ikke at blive genkendt.

Hvis du vil vide mere