Sitemap | Avanceret søgning |

Havets ukrudt

Det må nærmest betragtes som et vidundermiddel. Det blandes i en uendelig række fødevarer og kosmetikprodukter for at stive dem og sikre, at varen ikke ændrer konsistens ved at blive opbevaret i lang tid.

Af JAKOB RUBIN, KNUD WILHELMSEN og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 13-01-1999

Carrageenan finder man i pølser, skinker, cacaomælk, is,tandpasta, chokolade, kyllingeprodukter, syltetøj, færdiglavet budding og kosmetiske cremer. Blot for at nævne et lille udsnit.

Navnet kom af en dessert, der blev lavet af befolkningen i en lille irsk by, Carrageenan. Husmødrene kogte mælk med tang og fik en muligvis velsmagende stiv mælkebudding ud af det.

Ideen var god. Stivelse af alger og tang har længe været kendt i form af gelatine, men det mere rafinerede produkt carrageenan har en bedre elasticitet og bredere anvendelsesgrad.

»Carrageenan er et 100 procents naturprodukt, som har forbedret især fødevareprodukters holdbarhed og udseende betydeligt,« siger Danisco-fabrikkens mexicanske direktør, Renato Valente.

Daniscos fabrik ligger i et af Chiles smukkeste områder, som samtidig er et af de rigeste på fisk, skaldyr og andre af havets godter. Hovedparten af de millioner af kilo tang, fabrikken bruger, kommer fra kysterne ud for Chiloe Ø, som kan ses fra fabrikkens kontorer.

Ikke langt fra Danisco ligger to af det danske selskabs hårdeste konkurrenter; multinationale carrageenan-producenter. Direktøren fortæller, at hans fabrik nu fire år efter indvielsen producerer mere carrageenan end konkurrenterne - i alt 1500 tons - og af en bedre kvalitet.

»Takket være en teknologi og god organisering, er det lykkedes Danisco at sikre sig en førerrolle på verdensmarkedet,« fortæller Renato Valente.

Mexicaneren er ved at afslutte sin fireårskontrakt for at fortsætte som direktør for en anden Danisco fabrik i sit hjemland. Hans afløser, chileneren Jaime Saavedra, kommer ind på kontoret og bryder ud på klingende norsk:

»Nå, er det jer med det projektet

Et kapitel af Jaime Saavedras liv udspillede sig i Trondheim. Nu er han i Pargua, for at sikre fabrikkens fortsatte udvikling.

Det bedste i verden
Carrageenan af Chileo's tang er det bedste i verden. Men konkurrencen er hård - også om at få fat i råvaren. Ofte nægter fiskerne i perioder at dykke efter tang på grund af overtro.

»Det ligger ikke rigtig til dem. De gør det kun, når lommerne er tomme. På grund af den hårde konkurrence på verdensmarkedet kan vi ikke hæve deres løn, selv om vi gerne ville,« fortæller Renato Valente.

Carrageenan fremstilles af tre typer tang; den røde, den sorte og den finbladede. Af den tørrede tang bliver cirka halvdelen carrageenan.


Beskæftigelse
Daniscos investering har skabt flere tusind arbejdspladser på fabrikken.


»Den røde tang er den bedste. Den giver 25 procent mere i udbytte end de to øvrige,« siger Renato Valente.

Daniscos værste konkurrenter kommer fra Filipinerne, hvor man også fremstiller carrageenan, men af en lavere kvalitet.

»De bruger opdyrket tang. Det sparer dem for meget store udgifter til transport. Samtidig er deres priser lave, men vi fortsætter med at holde kvaliteten i top,« fortæller Jaime Saavedra.

Danisco har i to år forsket i at udvikle et system til at dyrke tang i bassiner på åbent hav. Der er masser af hav ved Chile, som er en forudsætning for alge-og tangdyrkning.

Den rigtigt gode tang ligger som regel mellem 12-25 meters dybde. Den plukkes af dykkere, der er nede et par timer ad gangen. De plukker tangen med hænderne og samler dem derefter ind i net.

Daniscos investering har skabt flere tusinde arbejdspladser i området. Området er blandt Chiles fattigste, og den nye beskæftigelse er faldet på et tørt sted.


Havets ukrudt
De største rødtang bliver op til to meter og gror på 12-25 meters dybde.


Den indsamlede tang fragtes til Nordchile, hvor den tørres i solen. Derefter køres den tilbage til Pargua for at blive vasket og tørret. Efter en kemisk proces med brug af alkohol udvikler tangen carrageenan. Herefter males pulveret og sendes på paller ud i hele verden.

Dansk effiktivitet
En af årsagerne til Daniscos næsten øjeblikkelige succes er ifølge de to direktører 'den danske effektivitet'.

»Kombinationen af den latinske og den danske forretningsmentalitet er perfekt,« siger Renato Valente.

»Danskerne er dygtige til at lede, organisere og holde styr på pengene,« fortæller han. »Til gengæld er vi latinamerikanere mere kreative og dygtige til at improvisere,« fortæller han.

Explorerbilen
Efter interviewet beder Renato Valente om at måtte se Explorerbilen. Ved synet af de tunge kaser med reservedele, hvor der med sirlige lister står, hvad de hver især indeholder, udbryder Jaime Saavedra:

»Typisk for danskerne. Prøv lige og se. Det er chilenerne ikke god til. At holde orden og organisere.«

Især Renato Valente bliver febrilsk, da han hører, at elever i mere end 200 danske folkeskoler følger JP Explorer og undervises i de emner, som avisen skriver om.

Til sidst kommer han med en bøn:

»Kunne man ikke i Danmark skaffe kopier af undervisningsmaterialet til skolerne i den by, jeg kommer fra i Mexico.«

»Der mangler selv det mest nødvendige.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere