Sitemap | Avanceret søgning |

Truslen fra himmelen

Resultatet er en stærk forøget risiko for hudkræft. Det mærker en Ushuaia-beboer som hotelejer Jorge Ravasi tydeligt. Han får fjernet nye hudkræftsvulster fra den samme kind næsten hvert år.

Af JAKOB RUBIN, KNUD WILHELMSEN og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 03-01-1999

»Heldigvis er de godartede. Men knap er en svulst blevet fjernet, før den begynder at vokse igen,« siger han.

Det er universets fundamentale balance, der er bragt i uligevægt. I millioner af år arbejdede naturfænomenerne hånd i hånd: Solen gav varme, og ozonen sørgede for, at Jordens liv kunne tåle dens stråler.

Det gik godt, indtil industrien begyndte at bruge klorgasser, som ødelægger ozonen. Videnskabsmændene blev for alvor opmærksom på problemet i 1970erne. Siden er nedbrydningen blevet betragtet som et globalt problem. Værst er situationen over Antarktis, hvor det årligt tilbagevendende ozonhul i 1998 nåede sit hidtil største. Hullet opstår i efterårsmånederne. Den 19. september slog det rekord med 27 millioner kvadratkilometer.

Nu har Antarktis ingen fastboende ud over pingviner, men der er kun 600 kilometer op til Ushuaia i det sydlige Argentina. Her har befolkningen for længst opdaget, at ozonlaget ikke fungerer efter hensigten.

Maria Saldivia er bekymret for udviklingen.

»Jeg bruger solbriller hele året,« fortæller hun. »Og det smerter mere og mere i hud og øjne hver gang, jeg har været ude. Jeg har to børn på 13 og 14 år, som aldrig har fået lov at lege i skarpt solskin.«

Ikke et egentligt hul
For Ildlandets beboere er ozonproblemet dobbelt slemt. De lever halvdelen af året i mørke og glæder sig til forårets sollys og varme, der nu er ved at blive en forbuden frugt.

Ozonhullet over Antarktis har påkaldt sig opmærksomhed på grund af sin størrelse. Rent faktisk er der ikke tale om et hul, da halvdelen af ozonlaget stadig er tilbage, når nedbrydningen er værst. Siden gendannes det meste, så der fortsat er en vis beskyttelse.

JP-Explorer har talt med vicedirektør Ernesto Luis Piana fra forskningscentret Centro Austral de Investigacion i Ushuaia, som er ivrig efter at gøre opmærksom på, at ozonproblemet er hele verdens.

»Ozonnedbrydningen er et globalt problem. Før eller siden vil den ramme alle; det aktuelle ozonhul i vores del af verden er kun en detalje,« siger han. »Hullet breder sig. Hvis udviklingen ikke vendes, når det en dag resten af verden.«

Den 22. december udsendte Danmarks Meteorologiske Institut en pressemeddelelse i anledning af, at ozonhullet havde nået sit hidtil største omfang. Netop samtidig havde hullet over sydpolar-cirklen drejet sig i atmosfæren, så UV- bestrålingen var højere end nogensinde.

I Ildlandet faldt himmelens hammer tungt. På Hospital Regional de Ushuaia resulterede dagen i et kaos af alvorligt forbrændte børn og voksne.

»Jeg husker tydeligt den dag to dage før jul,« fortæller Ushuaia-borgeren Lita Saavedra. »Der blev udsendt advarsler over radion, men jeg hørte dem for sent. Jeg blev brændt i venstre side af ansigtet og halsen.«

Indendørs kl. 10-15
Hun og hendes mand, Juan Carlos, forsøger at holde sig indendøre mellem klokken 10 og 15. Eller i det mindste i skyggen, mens solens stråler er skarpest.


BESKYTTELSE
Juan Carlos sørger altid for at sønnen Simon på otte måneder er beskyttet mod de farlige UV-stråler.
Foto: Søren Lorenzen

Problemet er imidlertid ikke løst med at dække sig til eller søge ly. UV-strålerne trænger også gennem atmosfæren, selv om der er overskyet. Det er med andre ord nødvendigt at være agtpågivende i al slags vejr.

Først for 25 år siden blev videnskaben klar over, at skurken var clorofluorocarbons, CFC, der uhæmmet anvendtes i køleskabe og som drivgas i blandt andet deodoranter og barberskum. Blev brugen af CFC forbudt, sagde de, ville skaden på ozonlaget kunne begrænses, selv om stofferne er op mod 50 år om at nedbrydes i atmosfæren. Og snart behøvede vi ikke længere frygte at få hudkræft og grå stær, som er de sygdomme, UV-strålerne især fremkalder.

I 1987 underskrev en række lande den såkaldte Montreal Traktat, hvor reglerne for brug af CFC blev nedskrevet. Hermed var der sat effektivt ind mod ødelæggelsen af ozonlaget. Alligevel er nedbrydningen i dag værre end nogensinde.

Drivhuseffekten
Den seneste forskning har nemlig vist, at ozonen formentlig ikke kun ødelægges af CFC-gasserne. Videnskabsmanden Jonathan Shanklin fra British Antartic Survey fremsatte for nylig en teori om, at drivhusproblemet - den stadige opvarmning af jordkloden - ligeledes har en nedbrydende virkning på ozonlaget.

I samme forbindelse advarede den amerikanske rumfartsorganisation NASA om, at problemerne med ozonlaget derfor bliver større og større. Hvorefter det ansete amerikanske tidsskrift New Scientist i en ledende artikel skrev: »Det ser ud til, at vi skal have løst drivhusproblematikken, før vi kan gøre os håb om, at ozonlaget atter bliver intakt.«

Og hvem kan løse det problem? Når Antarktis-området er hårdest ramt, skyldes det, at særlige kastevinde fremkalder en kemisk reaktion, som danner de ødelæggende klorstoffer. Denne reaktion er ikke særlig udbredt i vores del af verden, men her har CFC-gasserne til gengæld gjort deres til nedbrydningen.

I USA var risikoen for at få hudkræft således i 1935 1 til 1500. I 1991 var den steget til 1 til 150, og det skønnes, at den næste år vil være 1 til 75. I Australien ser det endnu værre ud. Her vurderes det, at to ud af tre rammes af hudkræft, hvis ikke befolkningen tager advarslerne alvorligt og beskytter sig mod UV-strålerne.

Men hvordan er situationen i Danmark?

10 pct. på 20 år
»Ozonlagets tykkelse over Danmark er - hvis man kunne trække det ned til Jorden - 3,5 millimeter. Over de seneste 20 år er laget aftaget 10 procent, og den årlige nedbrydning ligger på 0,5 procent,« siger forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut, Torben Stockflet Jørgensen, hjemmefra til JP- Explorer. »DMI udsender hver dag på tekst-TV en solvarsling, der fortæller, hvor lang tid det er forsvarligt at opholde sig direkte i solen. Men der er jo forskel på mennesker, og rødhårede kan ikke tåle så megen sol som folk med en mørkere lød. Derfor har befolkningen omkring Ækvator ad naturens vej udviklet en mørk pigment. Om 3,5 millimeter er nok til at beskytte os? Det må du spørge en hudlæge om.«

»Vi kan jo ikke ændre på det,« siger professor og ledende hudlæge på Bispebjerg Hospital, Hans Chr. Wulf til JP-Explorer, »og vi må tage det, som det er. Men der er en stigning i antallet af hudkræfttilfælde, fordi påvirkningen af UV- stråler er for stor.

Ikke for længe i solen
Vi ved ikke, hvordan det bliver i fremtiden, da det varer 20-30 år, inden vi kan se den reelle effekt af det tyndere ozonlag. Derfor advarer vi folk mod at opholde sig for længe i direkte sol. Man skal tage en tynd bluse på, når solen står højt på himmelen. En halv time bør være maksimum mellem klokken 12 og 15, for da afgiver solen flest af de biologisk aktive stråler, som fremkalder kræft. Undersøgelser viser, at mange retter sig efter vore advarsler. Og disse advarsler er velbegrundede, for solen er skyld i 80 procent af de cirka 10.000 hudkræfttilfælde, vi årligt har i Danmark. Det er en 10-dobling på 30 år,« siger Hans Chr. Wulf.

Det anslås, at op mod 20 procent af alle hudkræfttilfælde på den nordlige halvkugle i de kommende år kan tilskrives det nedbrudte ozonlag. Og det anslås videre, at 1,6 millioner mennesker af samme grund rammes af grå stær.

Trods de alarmerende tal har Montreal Traktaten gjort sit til at mindske risikoen, da brugen af CFC- gasser siden er faldet med 90 procent. De sidste 10 procent tegner især Kina sig for. Kina brugte således i 1995 80 procent mere CFC end i 1993.

Pingvinerne
Problemet under de sydlige himmelstrøg omfatter også pingvinerne.

Det er konstateret, at de fleste organismer har en lav tolerance over for UV-stråler, og hermed er pingvinernes fødekæde blevet reduceret med en halv snes procent. En undersøgelse i 1994 viste, at pingviner fra et bestemt område rejste 300 kilometer ud fra kysten i deres jagt på føde, en tur, der varede ni dage. Næsten alle returnerede uden at have fundet noget spiseligt. Sommeren efter levede kun en halv snes af øens normale bestand på 1800 pingviner. Himmelens vrede havde ramt de smokingklædte dyr.

Mennesket er i fare for at blive ozonhullets næste offer. Dog med den dimension, at ansvaret for vor fremtid ligger i vores egne hænder. Mindsker vi ødelæggelserne, kan udviklingen vendes. Om 50 år.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Mod verdens ende
Foto: Søren Lorenzen

Hvis du vil vide mere