Sitemap | Avanceret søgning |

Nytår under sydstjernen

Sneklædte tinder våger over Ildlandets hovedstad. En spinkel kristusfigur står i den isnende vind og søger forgæves at sprede varme.

Af JAKOB RUBIN, KNUD WILHELMSEN og SØREN LORENZEN (foto)
Publiceret 02-01-1999

Ushuaia


Nytår under sydstjernen (1)

Fra syd truer polarkulden. Naturens kræfter forener sig i nytårsnatten med minder om menneskelig ondskab. Festen iblandes malurt.

Ushuaias gader ligger tomme i sydstjernens lys. Som i en spøgelsesby.

Hvilket ikke er tilfældigt.

Hvor butikkerne, de faldefærdige træhuse og det idylliske turistkontor ligger, blev Ildlandets urbeboere brutalt myrdet for kun få årtier siden.

Derfor fyger indianernes sjæle og bjergenes ånder med vinden gennem gaderne.

Rusker i tilflytternes hukommelse.

Brutale folkemord
Overfor Ushuaia, midt i Beagle Kanalen, på Navarino Øen bor den sidste Yamana. En ældre herre, der slap for den hvide mands brutale jagt på Ildlandets, Patagoniens og de sydligste øers bemærkelsesværdige indianere.

»Da de første europæiske sømænd kom til Ildlandet og fra havet så bålene oplyse natten, navngav de landet derefter«

Her foregik en af den amerikanske kolonisations mest brutale folkemord. For hundrede år siden og til langt op i 1920'erne jagtede de engelske, jugoslaviske og spanske tilflyttere indianerne som dyr.

Der var en pris på deres hoved. "Et pund sterling for en død indianer".

Los cazadores de indios - indianerjægerne - gjorde deres arbejde godt. På 30 år var regionens fire stammer så godt som tilintetgjort.

14.000 års evig kamp for at holde sig i live i et af klodens barskeste områder havde været forgæves.

Simpel kultur
I Rio Grande, en by nogle hundrede kilometer nord for Ushuaia, lever den sidste overlevende Selk'nam. Som de øvrige af verdens sydligste indianere var hendes kultur simpel og primitiv.

Selk'nam-indianerne brugte ikke klæder, men gik nøgne omkring og holdt stand imod den bidende kulde ved at smøre kroppen ind i fedt. De var såkaldte "barfodsjægere". De boede i huler og grotter.

Af deres efterladenskaber kan man lære, at de levede af lamaer, fugle og muslinger.

Selk'nam-indianerne holdt varmen omkring store bål. Da de første europæiske sømænd kom til Ildlandet og fra havet så bålene oplyse natten, navngav de landet derefter.

Utrolig grotte
I flækken San Sebastian hævdede Marcela Vera, at der også boede en Selk'nam-kvinde omkring Ushuaia. Det havde hun fået oplyst, da hun fornylig besøgte en nyopdaget Selk'nam grotte i nærheden af San Sebastian.

»Grotten var utrolig. Stor og dyb. Der lå knoglerester på deres mødding. Der lå også et skelet af et menneske,« fortalte Marcela Vera JP Explorer et par dage før årsskiftet.

Haush-stammen bosatte sig på den østligste spids af Ildlandet, ude i det Sydatlantiske Ocean.

Boede i kanoer
Antropologerne hævder, at de udgjorde et samfund af barfodsjægere, der ændrede leveform og blev kystindianere. De boede i kanoer lavet af grene fra havplanter betrukket med ulvehuder. I midten af kanoen lå ildstedet. De var nomader.

Haush-indianerne levede fortrinsvis af sæler og søløver. De var de første, der bukkede under for den hvide mands tilstedeværelse. Ingen af dem lever i dag.

På en ø i det sydchilenske ørige siges det, at der i dag lever 12 Alakaluf. Som Haush var også Alakaluf'erne fortrinsvis fiskere.

To-tre håndfulde af de op imod 10.000, der beboede denne udørk, udgør det sidst gisp fra et afsnit i verdenshistorien præget af brutalitet og manglende forståelse.

Nytårsnat blev Ushuaia mindet om sin skæbne. Her er nytåret ikke den samme store fest af glæde, forventning og fjollede forsætter, der ikke holder, som dyrkes andre steder i klodens nordligere egne.

Nytår i tavshed
Indianerens ånd lægger en dæmper på stemningen. Bag de nedrullede gardiner sad Ushuaias familier øjensynligt i tavshed og passerede endnu en tærskel i deres liv.

På Hosteria America var nytårsmiddagen kold kylling og kartoffelsalat med budding til dessert. Små grupper af unge klyngede sig sammen i butikkernes vindfang - søgte festen, der ikke fandtes.

Diskotek Cronos var eneste alternativ. De kunne åbenbart ikke tage sig sammen til at gå derhen.

Levn fra kold fortid
Nytårsnattens kolde vind var mere end blot en kold vind. Den var et levn fra en kold fortid.

Kristusfiguren i byens centrum er rejst af spanske indvandrere. For foden af den står sirligt indhugget: "Galicien lyser over jordens sydligste sted".

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere