Sitemap | Avanceret søgning |

En krydret gryderet

Columbus kom hertil i 1492 med Santa Fe, JP Explorer kom med det kinesiske skib Dainty River i forgårs.

Af JAKOB RUBIN
Publiceret 24-12-1998

PAMPASSEN

I de mellemliggende 500 år er meget forandret. Selv om perioden kun udgør et fingerknips i verdenshistorien har den budt på kolossale omvæltninger.

Christopher Columbus fandt et fredeligt, idyllisk og naturskønt kontinent, der i hans øjne bugnede af rigdomme. Guld, sølv, ædelstene - i århundreder blev de europæiske hoffer og kongernes krige finansieret af udbyttet fra de nye kolonier.

Sydamerikas oprindelige indbyggere blev slagtet i stort omfang. Deres levevis og traditioner blev søgt ødelagt og de selv fordrevet fra de steder, de havde levet i årtusinder.

En stor gryderet
I dag er Sydamerika et blandingsprodukt. Historien kunne ikke ændres og fortiden ikke kvæles. Kontinentet er en centrifuge med tusind komponenter.

Un verdadera calderon siger man på spansk. En stor gryderet. Krydret med eksotiske ingredienser fra en kaotisk og dramatisk fortid. Varm og dampende. Eventyrlig.

Hvad blev der af dem?
Det er dét Sydamerika, JP Explorer nu sætter ud for at efterforske.

Hvad blev der af indianerne? De millioner af slaver, der som stude blev fragtet hertil af hensynsløse forretningsmænd fra Portugal, Spanien og Danmark. Hvad blev der af deres sprog og traditioner - af de indvandrende italienere og portugisere - og de flygtende nazister?

Verdens største jungle ligger som en dampende varm og fugtig dyne midt i det hele og ryger. Vil skovbrandene gøre det af med den endnu i vores eller vores børns levetid?

JP Explorer har lagt en rute tværs gennem Amazon-junglen. Gennem noget af Brasiliens mest ufremkommelige område. Her besøger vi indianereservatet Xingu.

I det venezuelanske "Klondyke" på La Gran Savana venter diamantjægere og guldgravere på at tage ekspeditionens deltager med ud og søge lykken.

Veje, der ikke findes
Forinden skal der køres mindst 23.000 kilometer ad veje, der ikke findes, og i områder, hvor de eneste optegnelser er lavet af det amerikanske forsvarsministerium.

De kort ligger i et langt plastikrør i JP Explorers store kongeblå firehjulstrækker.

I de næste par uger går det imidlertid den stik modsatte vej. Sydpå, mod Ildlandet og Sydpolen, tværs over den enorme argentinske Pampas-slette.

Hvad ligger der under polens ismasser? Hvem tilhører rigdommene? Vi er i området lige efter årsskiftet.

JP Explorer venter på svar fra det chilenske flådeværn på en anmodning om at besøge dette klodens eneste uudforskede kontinent.

Nytårsaften holder ekspeditionen i verdens sydligste by, Ushuia, i Ildlandet. Efter nogle dage blandt hvaler, isbjerge og truende isbræer arbejder vi os atter nordpå, op igennem det 5000 kilometer lange Chile til sydspidsen af Bolivia.

Her drejer vi til højre, ind i det øde syd-Potosi. Altiplano højsletten i 4000 meters højde var hjemsted for det højtudviklede inkarige, der i løbet af få årtier blev ødelagt af de spanske conquistadores.

Eller blev det?

Efterkommerne af inkaerne i Peru og Bolivia taler stadig samme sprog, de går i de samme farvestrålende klæder, synger samme musik og dyrker de samme guder som forfædrene i det udstrakte inkarige.

Den vanskeligste rute
I det sydlige Potosi nåede spanierne aldrig frem. Det var for uvejsomt, den tørre og iltfattige luft for hård ved lungerne, jorden for udpint og ringe.

Men JP Explorer når frem. Bevæbnet med en potent bil, gode kort, kompas og ekstra reservetanke på taget med drikkevand og diesel kører vi ind på Altiplano af den vanskeligste rute.

Århundredets sidste store opdagelsesrejse er nået til Sydamerika. I løbet af de næste 90 dage er Jyllands-Postens læsere inviteret på tur i den store calderon.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Bilen er ankommet
Jakob Rubin tog imod Explorer-bilen i Buenos Aires enorme containerhavn.
Foto: Jakob Rubin

Hvis du vil vide mere