Sitemap | Avanceret søgning |

Bistand på betingelser

Udviklingsbistand kommer ikke længere dumpende ned fra oven. Danmarks hjælp til den fattige del af verden bliver i stigende grad brugt til at presse modtagerne i en bestemt retning - hen mod demokrati, gennemskuelighed i administrationen, respekt for menneskerettighederne og god regeringsførelse.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 06-12-1998

Zambia

Både stokken og guleroden er fremme - også i Zambia, en af Danidas hovedmodtagere af bistand.

Zambias nyere historie er parallel med en række andre afrikanske landes.

Den gamle landsfader, Kenneth Kaunda, blev i 1991 ved et fredeligt generationsskifte afløst af Frederick Chiluba - en oppositionskandidat, der lovede demokratiske reformer og et bedre liv for alle.

Danmark reagerede prompte ved at trække guleroden op af skuffen.

Millioner blev afsat til sundhedsvæsenet, uddannelse, vejnet og andre udviklingsprogrammer i det afrikanske land.

Kupforsøg som alibi
Men i 1996 begyndte det at gå skævt. Præsidenten greb ind overfor oppositionen, og senere brugte han et kupforsøg som alibi til at skubbe andre rivaler ud af den politiske scene.

Så var det tid til at finde stokken frem.

Danmark skrinlagde planer om nye vejprojekter, og der kan ikke blive tale om at øge bevillingerne, før fængslede oppositionspolitikere igen er på fri fod.

Hovedkrav
Danidas hovedkrav til Zambia kan koges ned til begrebet god regeringsførelse - hvilket vil sige respekt for de demokratiske institutioner og menneskerettighederne.

God regeringsførelse er blevet et af nøgleordene i dansk bistandspolitik, som gennem de seneste 20 år har svinget mellem forskellige dogmer. God regeringsførelse er også garantien for, at pengene ikke havner i de forkerte lommer.

Den politiske betingelse om god regeringsførelse falder i tråd med, at støtten til enkeltprojekter reduceres til fordel for såkaldte sektorprogrammer, hvor bistanden både bruges til at styrke bestemte ministerier og samtidig til konkret projekthjælp indenfor ministeriets område.

Regeringerne i modtagerlandene bryder sig meget naturligt ikke om donorernes forsøg på at presse dem politisk. Men menneskeretsfortalere er begejstrede.

»Donorerne kræver ikke for meget. De taler for nogle basale værdier, og det giver oppositionen en mulighed for at fremme dem overfor regeringen,« siger Margaret Machila, direktør for Mellemfolkeligt Samvirke i Lusaka.

Men for donorerne er det svært at trække en linje i sandet overfor regeringer som den zambiske.

Overordnede facitlister er umulige at opstille, og krav kan nemt udvandes eller omgåes.

Kenya er et af de andre afrikanske lande, som med mellemrum sendes i skammekrogen. Her har den enerådende præsident Moi længe haft et anstrengt forhold til menneskerettighederne - og det førte til straffeaktioner fra donorerne.

For at styrke oppositionen og de demokratiske kræfter giver donorerne støtte til uddannelse af journalister, mediehuse og andre, der kan være med til at skabe en kultur for ytringsfrihed.

Om truslerne fra bistandsdonorerne hjælper, afhænger først og fremmest af deres afhængighed af bistand.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere