Sitemap | Avanceret søgning |

Dødens pølse

Selvransagelsen efter de dyre fejltagelser lagde grunden til moderne bistandsprincipper om grundige forundersøgelser, krav om langsigtet bæredygtighed og opbygning af kapacitet hos modtageren.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 05-12-1998

Zambia

I dag er mange af de hvide elefanter i Afrika begravet - skrottet, rustet op. Men nogle af dem - blandt andet her i Zambia - gisper stadig.

Som her på pølsefabrikken.

Danida støttede i 1970'erne slagterisektoren i Zambia.

Staten - Zambia havde dengang kommandoøkonomi - kontrollerede stort set hele slagteribranchen, og Danmark trådte beredvilligt til med statslån til blandt andet køleudstyr.

Dansk køleudstyr, vel at mærke.

Leverancerne stod på i årevis og blev først nedtrappet i 1980'erne. Også den nationaliserede pølsefabrik blev betænkt - med danskfremstillede kompressorer og andet udstyr til de 11 køleenheder.

Blev ved drømmen
Fabrikkens statsindsatte ledelse var overbevist om, at salami og kødpølse fra Lusaka ville blive et hit i hele den socialistiske del af Afrika.

Men kølekapaciteten blev aldrig udnyttet. For fabrikken havde et cash flow problem. Der var ikke penge til at købe dyrekroppe og betale lønninger. Det pan-afrikanske pølseeventyr blev ved drømmen.

For virksomhedens unge mekaniker, Steven Muhango, voksede problemerne sig snart endnu større.

»Der gik kun tre-fire år, så begyndte kompressorerne at bryde sammen,« husker Muhango.

Fabrikken havde ikke råd til reservedele endsige at hidkalde en dansk kølemontør. Eneste udvej var det i Afrika så kendte fænomen: Kannibalisering.

»Jeg måtte simpelthen tage reservedele fra nogle af de raske kompressorer for at reparere de syge,« siger Muhango.

Den hvide elefant begyndte at stønne - og det samme gjorde pølsefabrikken. I 1995 - efter at privatejede konkurrenter havde indfundet sig på markedet - gik Zambia Pork Products konkurs.

Tidspunktet var meget godt, for virksomheden skulle alligevel privatiseres.

Webster Chikwanda Musukwa - en forretningsmand uden imponerende forstand på pølser - meldte sig som interesseret køber.

»Statens forhandlere forsikrede mig om, at det bare var at tænde på kontakten - så ville hele fabrikken køre,« siger Webster Chikwanda Musukwa.


Kølerummet
Manglende vedligeholdelse er skyld i at intet fungerer.
Foto: MIK ESKESTAD


Brændt sammen
Men han blev klogere.

Ikke en eneste stump af det danske køleanlæg fungerede. Det hele var nedslidt, brændt sammen. Nogle teknikere mente, at enkelte kompressorer måske kunne reddes.

»Men de skilte dem ad og fandt ud af, at der intet kunne gøres. De var helt ødelagt på grund af manglende vedligeholdelse,« siger Webster Chikwanda Musukwa.

Han måtte afskrive alt det danske udstyr, skrotte det og begynde forfra.

»Jeg måtte betale nogle dyre lærepenge, og det tager jeg på min kappe. Men Danmark bærer også et moralsk ansvar for min situation,« mener Webster Chikwanda Musukwa.

Hans problemer er ikke eneståede. Overfor pølsefabrikken ligger et slagteri, som også fik dansk køleudstyr. Her er historien den samme.

Rockwool Fonden sendte professor i udviklingsøkonomi, dr. oecon. Martin Paldam, til blandt andet Zambia for at se på den danske udviklingsbistand. Hans rapport, som udkom sidste år, har ikke mange positive gloser til overs for tre undersøgte turn-key projekter.

Ingen af dem levede op til forventningerne fra dengang, de var ikke bæredygtige på langt sigt.

På Zambia Pork Products Limited bliver der igen afpillet grisehoveder og stoppet i tarme. Pølserne herfra er populære, men fabrikken kan stadig ikke udnytte sin fulde kapacitet - flaskehalsen er kølerummene.

Det danske udstyr er stort set væk og en omfattende renovering i gang. Men om der kan findes penge til nye kompressorer, er stadig usikkert.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere