Sitemap | Avanceret søgning |

Belejret af AIDS

Stationsbyen Dete er under belejring. Men man opdager det ikke straks.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG OG MIK ESKESTAD
Publiceret 29-11-1998

Glade børn i fine uniformer synger i skolegården, i butikken er der varer nok. Bageriet - en af byens største virksomheder - holder vinduerne åbne. Duften af friskbagt brød blander sig med dieseldunsten fra tankstationen lige ved siden af.

Her kunne intet tilsyneladende være mere normalt, for vi er havnet i en helt almindelig provinsflække i Zimbabwes Matabeleland.

Belejringen er da heller ikke synlig. Den findes inde i hovederne på de 6125 indbyggere. De er mentalt omringet af en kollektiv dødsangst.

Hver fjerde i Zimbabwe er HIV- positiv, i hver eneste familie findes mindst àn AIDS-patient.

Det er klart for enhver, at den dødelige epidemi er ude af kontrol. Og alle - forskere, politikere, almindelige mennesker som folk her i Dete - spejder efter et lys for enden af tunnelen.

Men det er ikke at se.

Indtil for bare fem år siden nægtede mange afrikanske regeringer at acceptere AIDS som et alvorligt problem. Nu er tiden for den politiske fornægtelse slut. Et land som Zimbabwe har omsider fået gang i store oplysningskampagner.

Men de støder mod nye barrierer - den folkelige fornægtelse.

»Folk vil simpelthen ikke anerkende, at død på grund af AIDS er blevet et nationalt fænomen,« siger søster Fadiwa, sygeplejerske på en af de små landsbyklinikker udenfor Dete, hvorfra JP Explorer nu i tre dage har rapporteret om Afrikas AIDS-tragedie set fra bunden.

Rammer kun naboen
Søster Fadiwa møder fornægtelsen hver eneste dag.

Ingen her - ud over sundhedsarbejderne - vil tale om AIDS, de mentale parader er oppe. Det kan ikke ramme os, det rammer kun naboen.

Selv om familiemedlemmer er ved at dø af AIDS, så fejler de altid noget andet, noget der kan helbredes, hvis man spørger.

Som for eksempel Aron Phiri, et ordentligt brød af en jernbanearbejder. Han ved, at han har AIDS, men det siger han ikke til nogen, selv om alle i familien formentlig kender sandheden - inderst inde.

Han har de sædvanlige symptomer - sår, der ikke vil heles.

»Jeg skar mig, da jeg skulle hugge brænde. Det er otte måneder siden,« siger han.

Han er 34, har et barn på ni og bor hos sin familie. Om kort tid - måske kun nogle måneder - vil han begynde at tabe sig, svinde ind og dø.

Vi snakker udenom, men hans øjne røber visheden om, hvor det bærer hen.

Denne kleppert af en mand er bange, bange som alle andre her i Dete for at dø.

Sådan må stemningen have været for 1400 år siden i Europa, da pesten, apokalypsens fjerde rytter, hærgede i hele det romerske rige, i Frankrig, i Tyskland og i Nordafrika.

Og under den sorte død i 1300-tallet, da pest bredte sig fra Asien til Europa. Den blev overført med rottelopper og begyndte som lungepest for senere at slå over i bylder og sorte blødninger.

En tredjedel af Europas befolkning - 25 millioner mennesker - blev udryddet og hele landsdele lagt øde.

Frygt for nye sygdomme
I Danmark er risikoen for en AIDS-epidemi ikke længere officielt til stede, men forskere er alligevel på vagt. De tror ikke, at AIDS bliver den sidste uhelbredelige virus.

Og nogle mener endda, at der allerede et sted inde i Centralafrikas regnskove findes en dommedagsvirus, som ikke spredes gennem blod, men gennem udånding.

Samtidig kan sygdomme i dag spredes med overlydsfart - dels på grund af flytrafikken, og dels fordi grænserne generelt er mere åbne end tidligere.

En flypassager kan blive inficeret af en mystisk sygdom ved en mellemlanding i Hong Kong. Han kan få influenza med hjem fra Kina, syfilis fra Sydamerika, legionærsyge eller hansavirus fra Atlanta, og i New York kan det uønskede souvenir blive multiresistent tuberkulose.

Afrika er med andre ord ikke eneeksportør af farlige sygdomme, men det er i de varme, fugtige og fattige troper, at mikroberne rigtig kan boltre sig og mutere.

Tilfældigt er det derfor ikke, at HIV kommer fra Afrika. Det samme gør ebola, en af de andre nye, uhelbredelige sygdomme.

Mennesket har altid haft svært ved at holde mikroberne i skak. Infektionssygdomme - virus og bakterier - udvikler sig hele tiden, det er en uundgåelig effekt af evolutionen.

Troede man ikke på Darwin før, så gør man det, når man har set mikrober udfolde sig under mikroskopet.

De fordobles hvert kvarter, og de tager hele tiden nye former ved mutation, ændringer af arveegenskaber.

Trods alt er mennesket klogere end mikroberne, og det giver os et forspring. Vi kan udvikle nye præparater og teknologier som våben mod de små dræbere, men de vil så til gengæld ændre sig, så vi kan begynde forfra.

Ind imellem går det helt galt - som med HIV. AIDS-epidemien kunne formentlig have været undgået, hvis lægerne i 1949 havde diagnosticeret de første tilfælde i Centralafrika.

Havde man opdaget dengang, at her var en uhelbredelig sygdom, der smittede gennem blod - ja, så kunne der være taget forholdsregler.

I stedet blev de store vaccinationsprogrammer i Afrika en hovedvej for HIV-spredning via urene kanyler.

Og nu er det ved at gå helt galt igen.

I 1930'erne fik vi for første gang et effektivt middel mod alvorlige infektionssygdomme - nemlig antibiotika. Millioner af menneskeliv kunne reddes. Nu var tyfus, meningitis, lungebetændelse, syfilis og tuberkulose ikke længere nødvendigvis livstruende lidelser.

Men i dag - 50 år senere - falder effekten af antibiotika dramatisk. Flere og flere bakterier har muteret sig ud af problemet, de er blevet resistente.

I Spanien, hvor patienter i årtier har taget antibiotika som vi andre spiser bolcher, er resistens allerede et alvorligt problem. Her er det ofte umuligt at behandle selv en almindelig lungebetændelse, fordi antibiotika ikke virker.

De gamle dræbere
På samme måde findes nu antibiotikaresistente stammer af gonorà og tuberkulose. De gamle dræbere er ved at indhente os, og indenfor bekæmpelsen af nogle sygdomme må vi indstille os på at skrue uret 50 år tilbage.

En nærliggende mulighed er naturligvis at udvikle nye typer af antibiotika, og det arbejdes der også hårdt på. Men der bliver længere og længere mellem de afgørende gennembrud i forskningen. Kilderne er ved at tørre ud.

Statistikere vil påpege, at der er mellem 40 og 70 år mellem de store epidemier. Men det er rent tilfældigt, mener virologer. Ud over immuniteten findes der ingen cykler i mikrobeverdenen, en ny epidemi kan opstå i morgen eller om 200 år.

Og i vinterkulden er det så værd at notere, at influenza er en af verdenshistoriens helt store dræbere. Det er ikke en levende organisme, men en livløs klat arvemasse og proteiner, som kan angribe og snylte på levende celler.

Influenza ændrer sig hele tiden, men oftest i så små hop, at medicinalindustrien kan følge trop med nye vacciner.

Men en gang imellem muterer influenza radikalt og danner helt nye typer. Som i 1918 med den spanske syge. Den slog 27 millioner mennesker ihjel.

I dag ville en ny influenza-stamme hurtigt fremkalde generalmobilisering i medicinalindustrien, ligesom forskere overalt i verden søger efter vaccinen mod AIDS.

Men i Dete kan ingen tænke så langt som til en vaccine mod den sygdom, alle i byen frygter. Katastrofen er her allerede.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere