Sitemap | Avanceret søgning |

Billede af en tragedie

Her er et billede af Afrikas tragedie: En far, døende af AIDS, men han har ikke fortalt nogen om det.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 27-11-1998

Dete, Zimbabwe

En mor, der tror at manden har tuberkulose og snart bliver rask. Han har overvejende sandsynligt allerede smittet hende med HIV.

Tvillinger, der formentlig indenfor de næste fire år bliver forældreløse som millioner af andre afrikanske børn.

Vi er i Dete, en lille stationsby i Zimbabwes fattige Matabeleland.

Men billedet kunne også have været fra nabobyen Hwange, fra hovedstaden Harare eller for den sags skyld fra et helt andet afrikansk land syd for Sahara.

AIDS er hele Afrikas tragedie; en pest, der fejer over den sydlige del af kontinentet.

Dete kunne være kulissen til en afrikansk remake af Bagdad Cafà eller Postbudet ringer altid to gange. Et lille, isoleret bysamfund vokset op omkring jernbanestationen, hotellet, bageriet og bryggeriet.

Folk er ikke særligt rige, men de dør heller ikke af sult.

Her har vi valgt at slå os ned et par dage - i en tilfældig afrikansk by for at anskue AIDS-katastrofen fra bunden.

Hemmeligheden
Familien Mathe finder vi i et af de små, ens betonhuse, et billigbyggeri med tre trange og lumre rum. Ude bag huset er hønsegården, tvillingerne vimser rundt, den ene stikker i et hyl. Han er bange for fremmede.

Inde i den lille stue sidder Pumulo Mathe og forsvinder næsten ind i den polstrede 60'er sofa. Han har intet fedt på kroppen, hule kinder og glasklare øjne.

Manden er 23 år og ved at dø, men han vil have sin hemmelighed med i graven. Ingen skal vide, at Pumulo Mathe havde AIDS. Ikke engang hans kone.

»Det begyndte med hosten. Tuberkulose. Så begyndte mine fødder at svulme op. Men nu går det lidt bedre,« siger Pumulo Mathe.

I februar sidste år opsøgte han den lokale klinik, hvor sygeplejersken sendte ham videre til distriktshospitalet i nabobyen. Her blev diagnosen stillet: TB+.

TB for tuberkulose, + for HIV positiv.

Pumulo Mathe fik den dårlige nyhed på hospitalet. Men han holdt den for sig selv.

Fortrolighedsregel
Vi besøger ham sammen med hjemmesygeplejersken, en frivillig fra Zimbabwes Røde Kors. Hjemme på klinikken kan hun læse i journalen, at Pumulo Mathe har AIDS i udbrud, men hun kan ikke tale med patienten om det - ikke engang fortælle, hvordan han beskytter sin familie mod smitte.

For Pumulo Mathe har valgt den nemme løsning, ikke at sige noget til nogen, og det har han juridisk ret til i Zimbabwe.

Så i stedet giver hjemmesygeplejersken gode råd om tuberkulosen og de opsvulmede fødder. Hun må intet røbe om den virkelige årsag til, at muselmanden i sofaen svinder ind til ingenting. Og det er forbudt for hende at komme med antydningen af en advarsel til hustruen, der tror - det siger hun i hvert fald - at Pumulo snart er så rask, at han igen kan begynde som skovarbejder.

»Disse her fortrolighedsregler slår folk ihjel,« sukker sygeplejersken, da vi har vinket farvel og lukket havelågen udefra.

Masser af forældreløse
Tvillingerne leger videre inde bag lågen - uvidende om, at de om nogen kommer til at betale prisen for deres fars fatale sidespring, eller hvad der nu måtte have påført ham den uhelbredelige sygdom.

Før voksede forældreløse op i forholdsvis trygge rammer i Zimbabwe. Oftest flyttede de som den største selvfølge ind hos familiemedlemmer, selv fjernere slægtninge som onkler og tanter stod parat. Eller også kom de på et af de statslige børnehjem.

Men AIDS fik de forældreløses antal til at eksplodere. Børnehjemmene har for længst givet op, der er simpelthen ikke penge til at forsørge de mange uden mor og far. Og samtidig er det traditionelle sociale netværk - den udvidede familie - ved at bryde sammen.

De overlevende magter ikke at forsørge nevøer og niecer, de har nok at gøre med selv at skaffe til dagen og vejen.

En i hver familie
Indenfor Detes bygrænse bor der ifølge kommunen 6125 mennesker. Og af dem er en fjerdedel - 1531 personer - HIV-positive eller med AIDS i udbrud, hvis ellers Zimbabwes landsgennemsnit holder her på egnen.

I hver eneste familie er der mindst àn AIDS-patient.

Men man ser dem ikke. På to dage lykkedes det ikke at opspore en eneste HIV-smittet, der talte åbent om sin sygdom. Vi mødte mange AIDS-patienter, men de havde alle mulige andre forklaringer på, hvad der så var i vejen. De skulle ikke have fortalt noget til nogen, og det er helt almindeligt, at ægtefællen ikke kender sandheden.

Nogle HIV-patienter ved end ikke selv, hvad der er i vejen.

Kvinden K, som vi vælger at lade være anonym, aner stadig ikke, at det lokale hospital for mange måneder siden testede hendes blodprøve HIV-positiv.

Hun er 25, enlig mor til en datter på ni og bor i en af de små landsbyer udenfor Dete.

»Tuberkulose, og en gang imellem lungebetændelse,« lyder hendes egen beskrivelse af sygdommen.

Hjemmesygeplejersken fra Røde Kors har set hendes journal, men må intet sige. På grund af fortrolighedsreglerne.

Hvorfor K ikke selv har fået diagnosen, er et af de mange uforklarlige forhold, vi støder på i Dete. Men der er undskyldende omstændigheder - at hele det offentlige sundhedssystem er ved at segne under presset fra AIDS.

Pres på systemet
Døende patienter sendes hjem fra hospitalet for at gøre plads for andre med en chance - og for at spare de pårørende for besværet med at skaffe transport til liget.

I bedste fald kan de døende håbe på lidt hjælp fra Røde Kors hjemmesygeplejerskerne - men de når kun ud til de færreste.

Presset på sundhedssystemet gør også, at nogle patienter får dødsdommen AIDS uden noget, der bare kunne minde om krisehjælp.

Typisk modtager bloddonorer en kort besked om, at de ikke skal komme mere, for de er HIV-positive.

Denne mangel på information og vejledning er blandt forklaringerne på, at så mange patienter holder diagnosen hemmelig for selv de nærmeste.

Nogle reagerer med vrede og begynder at smitte så mange som muligt, fordi de ikke vil dø alene.

Andre mener sig forhekset eller udsat for forfædrenes onde ånder og går derfor til de traditionelle behandlere, som kun gør ondt værre.

En rigtig mand
I dette fortvivlende miljø er det svært at se nogen muligheder for at bremse epidemien. Jo, nogle er da begyndt at bruge kondomer. Men så længe de sociale forhold er, som de er - ja, så findes der ikke meget håb for Dete.

Fattigdom tvinger både kvinder og mænd ud i prostitution, der findes formentlig flere hundrede ludere og trækkerdrenge i denne lille flække. Fra dem spredes smitten i bybefolkningen, som - når de får AIDS i udbrud - ofte flytter ud i landsbyerne og spreder den videre.

Sygeplejersken på den lokale klinik og de frivillige i Røde Kors gør, hvad de kan - de sidste blandt andet med støtte fra Danmark.

I skolerne lærer de unge seksuel afholdenhed, troskab i ægteskabet og at bruge kondomer.

I denne uge - op til den internationale AIDS-dag - er der ekstra mange møder, og en sanggruppe optræder med advarsler til de unge piger, som skal lære at sige nej til de indladende sugardaddys.

Men mennesker er mennesker, traditioner er traditioner.

Og traditionelt er en rigtig mand en mand med elskerinder - gerne flere.

Pumulo Mathe - ham med tvillingerne - var en rigtig mand.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere