Sitemap | Avanceret søgning |

Her hængte tyskerne bedstefar

Klos op ad en larmende vejudfletning i Namibias hovedstad, Windhoek, standser Uezee Georgina Tuamunika og peger mod et par tornede træer. »Det var her tyskerne hængte ham. Min bedstefar.«

Af HENRIK THOMSEN METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 21-11-1998

WINDHOEK


GRAVPLADSEN
De tre kvinder leder efter resterne af deres bedstefars gravplads.

Hendes sorte ansigt - indrammet af hereroernes karakteristiske flade kvindehat - er udtryksløst.

Stedet viser sig at være en af stammens gamle gravpladser. Eller rettere: Resterne af en gravplads, for hovedparten blev asfalteret, da den nye, fire-sporede vej skulle bygges.

Tilbage er nogle væltede gravsten og et par rustne kors. Uezee forsøger at tyde de halvt udviskede bogstaver.

Et sted finder vi inskriptionen 1904. Hereroernes skæbneår. Begyndelsen til enden for en af Afrikas mindre kendte stammer, som den tidligere kolonimagt Tyskland gør alt for at glemme.

I løbet af tre år - fra 1904 til 1907 - var tyske tropper i Namibia uhyggeligt tæt på at udrydde hereroerne ved systematiske etniske udrensninger, som i dag ville gå under betegnelsen folkemord.

Af de 80.000 hereroer - Namibias oprindelige herskere - blev 55.000 dræbt, mange af de overlevende endte i KZ-lejre, kvinderne måtte tjene som sex-slaver for tyskerne; stammen mistede landet, kvæget, selvrespekten.

I dag sidder tyske indvandrere fortsat på den bedste del af deres jord, og resterne af hererostammen er politisk marginaliseret af ovamboerne, en stamme fra Namibias folkerige nordlige del.

Tyskernes adfærd
Tyskland har gang på gang undskyldt for jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig. Men ikke for folkedrabet på hereroerne, selv om det var her i Namibia, at Hitlers raceteorier blev født allerede før Første Verdenskrig.

Historien begynder i 1880'erne, da tyske nybyggere rykkede fra Atlantkysten ind i Sydvestafrika, det nuværende Namibia.

Hereroerne, som herskede fra Orange Floden i syd til Kunene Floden i nord, stod i vejen for den tyske kolonisering.

I begyndelsen solgte hereroernes drikfældige høvding beredvilligt ud af sit land, men han mistede kontrollen over situationen, og til sidst gjorde tyskerne bare, hvad der passede dem. De stjal jord og kvæg, voldtog, lynchede og kaldte hereroerne bavianer.

I maj 1904 havde hereroerne omsider fået nok. Høvding Maherero var holdt op med at drikke og foranstaltede et oprør mod tyskerne i Okahandja nord for det nuværende Windhoek. Hver eneste tysker af hankøn blev myrdet og 25.000 stykker kvæg stjålet - eller taget tilbage, om man vil.

Kvinder, børn, missionærer og hvide ikke-tyskere fik lov at gå.

Ordre til folkemord
Nyheden nåede hurtigt Berlin, hvor kejser Wilhelm II i raseri beordrede 10.000 mand under kommando af general Lothar von Trotha til Sydvestafrika.

Trotha var i forvejen berømt og berygtet for sin effektivitet overfor de indfødte i Østafrika.

De tyske tropper skubbede hereroerne mod nord til Waterberg plateauet, hvor han kunne omringe dem på tre sider. Eneste udvej var mod nord, ud i Omaheke Ørkenen, hvor han forgiftede alle vandhuller.

Den 2. oktober 1904 var alle styrker på plads. Nu havde von Trotha krammet på hereroerne og udstedte sin berømte ordre til folkemord:

»Hver eneste herero fundet indenfor Tysklands grænser, med eller uden våben, med eller uden kvæg, skal skydes.«

Kun få af de omringede hereroer klarede den. Efter den første, blodige massakre forsøgte panikslagne overlevende som forudset at flygte ud i ørkenen, hvor tyske tropper jagtede dem fra vandhul til vandhul, indtil næsten alle lå døde.

Generalen var så brutal, at den tyske guvernør i området sagde op i protest.

Ligene i ørkenen
»Den ene af mine bedstemødre var med deroppe og løb ud i ørkenen. Hun har fortalt, hvordan jorden var dækket af lig, og hvordan mødrene skar i deres bryster for at kunne give børnene blod at drikke,« fortæller Adelheid Tjijorokisa- Ndjavera.

Hendes lyse hudfarve viser, at for de få overlevende efter massakren ved Waterberg var mareridtet ikke forbi.

Tyskerne pågreb hereroer, der ikke blev fanget i fælden ved Waterberg, og satte dem i KZ-lejre, hvor tusinder døde af kopper og tuberkulose.

Kvinderne måtte tjene som sex-slaver hos de tyske koloniherrer - og det er forklaringen på Adelheids lyse hudfarve. Begge hendes bedstefædre var tyske.

Hendes farmor blev holdt i køkkenet og misbrugt i årevis. Gulnede sort-hvid billeder i Adelheids album viser, hvordan tyskerne lod kvinder og helt unge piger posere nøgne - nogle i ydmygende og mere end halvpornografiske positurer.

Historien om Adelheids mormor Klara Kozeri Muukua er en anden - hun elskede sin tyske mand, og han hende.

Karl-Heinrich Knaeble hed han, født i Oberndorf i Bayern.

Knaeble levede sammen med Klara og fik flere børn - blandt dem Adelheids mor.

»Man kan sige meget ondt om tyskerne, men de behandlede altid deres børn ordentligt. Også selv om de var resultat af voldtægt og misbrug,« siger Adelheid Thijorokisa-Ndjavera.

Genetisk trussel
De seksuelle forhold mellem tyskere og hereroer blev hurtigt særdeles synlige. I begyndelsen af århundredet fødtes mange mulatter i Sydvestafrika. Og det bekymrede Eugen Fischer.

Fischer var tysk læge i Sydvestafrika - og han så mulatterne som en trussel mod den ariske race. En genetisk trussel, som han kaldte det.

I lange rapporter til Berlin udbredte han sig om den nye fare og opfordrede kejseren til at gøre noget. Kort efter dukkede en skibsladning tyske prostituerede op på den sydvestafrikanske kyst. Den umiddelbare trussel - som Fischer så den - drev over, og lægen fik tid til at forfine sine raceteorier.

Lægens arbejder inspirerede senere Adolf Hitler, som gjorde Fischer til Det tredje Riges førende ekspert i racehygiejne. Alibiet for udryddelsen af jøder og andre ikke-ariere var etableret.

Men inden da havde nederlaget i Første Verdenskrig kostet tyskerne de afrikanske kolonier. Nabolandet Sydafrika overtog kontrollen med Sydvestafrika - men det bragte ingen lettelse til landets sorte befolkning.

Apartheid-indgreb
Namibia blev underlagt apartheid med samme tragiske følger som i Sydafrika. For Klara og Karl-Heinrich - Adelheid Thijorokisa- Ndjaveras bedsteforældre, der elskede hinanden - blev den sydafrikanske magtovertagelse skæbnesvanger. Sort-hvide forhold var uacceptable for sydafrikanerne - og Klara måtte sammen med børnene flytte ud i den sorte bydel.

»Min mor har fortalt, hvordan hun som pige besøgte sin far hver dag, hentede hans vasketøj og bragte ham mad. Men de kunne ikke bo sammen,« siger Adelheid.

Karl-Heinrich døde ensom af kræft. Han blev begravet på de hvides kirkegård i Usakos, en lille stationsby mellem Windhoek og kysten. Hans elskede hustru Klara blev stedt til hvile på den tilstødende gravplads for sorte.

Myndighederne tillod ikke, at de blev begravet sammen, men familien sørgede for at placere gravstenene, så de vendte over mod hinanden - dog symbolsk adskilt af et pigtrådshegn mellem de to kirkegårde.

I dag er hegnet revet ned - apartheid hører historien til, Namibia er et selvstændigt demokrati.

De andres slaver
Adelheid Thijorokisa- Ndjavera driver et lille gæstehus i Windhoek, og her viser hun gerne sit familiealbum frem. Det er hendes eneste minde om den tyske del af familien. Hun har ikke haft mod til at kontakte sine slægtninge i Bayern.

»Tyskerne tolererer os - men heller ikke mere. De vil helst ikke have noget med os at gøre,« siger Adelheid.

Hun kan ikke glemme, at hereroerne engang herskede fra Orange Floden til Kunene Floden. At tyskerne stjal det hele, og at den nye regering - domineret af ovambo-stammen fra den nordligste del af landet - ikke har indfriet sine løfter om en landreform, som skulle rette op på fortidens uretfærdigheder.

»I dag sidder efterkommere af de tyske indvandrere fortsat på de fedeste jorder, og ovamboerne har resten. Først var vi de hvides slaver, nu de sortes,« siger Adelheid Thijorokisa-Ndjavera.

Den hængte bedstefar
Hun er taget med ud til gravpladsen ved vejudfletningen og oversætter Uezee Georgina Tuamunikas beretning om bedstefaderen, der blev hængt.

»Tyskerne ville døbe ham om til Abraham. Men han sagde: »I må hellere skyde mig for panden end fratage mig det navn, min far gav mig«. Så hængte de ham,« siger Uezee og peger mod et tornetræ.

Vi leder et stykke tid efter bedstefaderens grav. Forgæves. Han er glemt af alle andre end Uezee. Tysklands præsident Roman Herzog besøgte i marts Namibia. Her medgav han, at tyske tropper handlede "ukorrekt" under massakrerne mod hereroerne i 1904, men han afviste at give en formel undskyldning. Det er så længe siden, sagde han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere