Sitemap | Avanceret søgning |

Dømt til undergang

Flammerne fortærer grådigt det store bundt pengesedler. Som forkullede papirstumper svæver de op i aftenhimlen og forsvinder.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD
Publiceret 17-11-1998

Welkom, Sydafrika


HÅBLØSHED
Buskmændene mistede rettighederne til deres hellige jord. Nu har de intet at tage sig til.



25.000 rand (godt 26.000 kroner) er langt mere end nogen omkring det lille bål kan gøre sig håb om at tjene på ti år.

I flere dage har de 28 buskmænd siddet i plenum og diskuteret, hvad de skal stille op med formuen, som Jakop fik for at stå model i en reklame for sodavand.

Nogle vil bruge rub og stub på mad, sprut og måske endda et TV, der for en stund kan fortrænge elendigheden. Andre mener, at pengene skal gemmes væk. Måske købe et par geder her og nu, men ellers lægge dem af vejen til endnu dårligere tider.

Højlydt skænderi
Diskussionen kulminerer i et højlydt skænderi, og et par stykker er nær ved at komme op at slås.

Da er det, at Jakop smider det store bundt pengesedler på bålet.

»Fatter I ikke, at det her er den rene djævelskab. Hvad sker der med jer. Det er jo bare papir, og alligevel opfører I jer som sindssyge.«

Der bliver helt stille. Flove sidder de tavse og stirrer på, hvordan tryksværten fra sedlerne farver flammerne blå.

Penge og ideen om ejerskab er noget af den ondskab, den hvide civilisation har bragt ind i buskmændenes liv. Og på paradoksal vis er det blevet deres triste skæbne.

Jægere og samlere
Gennem århundreder er det sydlige Afrikas oprindelige folk blevet jagtet, fordrevet og marginaliseret fra de kæmpemæssige landområder, hvor de siden tidernes morgen har levet som jægere og samlere.

Det brune folk kom i klemme mellem hvide indvandrere fra syd og sorte bantustammer fra nord.

I modsætning til de hvide og sorte mener buskmændene ikke, at andre end guderne kan eje jorden eller for den sags skyld dyrene, planterne eller vandet.

Buskmændene forstod ikke i tide at forsvare deres rettigheder til den hellige jord.

En del af buskmændene endte her i Kalahari-ørkenen, hvor de nogenlunde uforstyrret kunne leve, indtil den sydafrikanske regering besluttede at udlægge de store, røde sandsletter til nationalpark.


INGEN RETTIGHEDER
Buskmændene kom i klemme mellem sorte bantustammer fra nord og de hvide indvandrere fra syd.


Forarmet i slum
Siden 1971 har en lille gruppe af parkens tidligere beboere levet dybt forarmet i slum godt 10 kilometer fra den store jernbom, som safarilystne turister hver dag passerer for at komme ind i den indhegnede dyrepark.

Nogle af dem er taget endnu længere væk, ned til den private dyrepark Kagga Kamma, hvor de lever af at udstille sig selv for turister hver dag mellem 10 og 12 - og hvor JP Explorer mødte dem forleden.

Men hovedparten strandede her i Welkom - blandt pap, blikplader og rustne olietønder. Her er buskmændene ved at begrave de sidste rester af deres selvrespekt.

En ung mand dingler rundt mellem blikskurene, segnefærdigt omtåget af alkohol eller stoffer, der er et stigende problem i det lille samfund.

»Her rådner vi op. Vi har intet at foretage os, og kan kun vente på at regeringen tager stilling til vores fremtid,« lyder det frustreret fra gruppens overhoved, Dawid Kruiper, der ivrigt gestikulerer med sine spinkle hænder garvet af sol og ælde.


VENTETID
Buskmændene venter på, at regeringen tager stilling til deres fremtid.


Nyslagtet ged
Hytten, hvor vi har søgt skygge, er fyldt med røg fra den åbne ild.

I loftet hænger rygstykkerne fra en nyslagtet ged til tørre, mens hovedet og et par klove simrer i en sort jerngryde.

Dawid Kruiper drømmer om at vende tilbage til den ørken, hvor han blev født, men indtil videre er det eneste, buskmændene har fået af Nelson Mandelas ny Sydafrika, massevis af kvarte løfter.

Men nu er der måske håb forude.

Forhandlinger om buskmændenes rettigheder til den tabte jord er i fuld gang. En privat organisation og kyndige advokater hjælper buskmændene med at tale deres sag.

De forlanger adgang til over halvdelen af selve Kalahari Gemsbok National Park, så de frit kan besøge forfædrenes hellige gravpladser og samle rødder, ørkenfrugter og strudseskaller. Da det er utopisk, at de også får lov til at jage her, kræver de yderligere 25.000 hektarer grænsende op til parken.

»Hvis bare vi får vores land tilbage, bliver alt godt. Så forsvinder vores problemer,« siger Dawid Kruiper.

Måske lidt naivt.

Uden jord kan buskmændene hverken skaffe føde eller planter til deres traditionelle medicin.

Har ingen adgang
Hvad nytter det, at forfædrene gennem rituelle seancer fortæller dem, hvor de skal finde helbredende rødder og urter, når de ikke har adgang til stederne, hvor de gror.

Mellem blikskurene beskytter en lille indhegning af grene de vigtigste helbredende planter fra at blive ædt af de magre høns.

Staten er villig til at indgå et kompromis med buskmændene om deres adgang til nationalparken, men de vil ikke give buskmændene andel i indtægterne fra parken.

»Vi forsøger at finde en løsning til alles fordel,« siger Dick Paris fra National Parks Board.

Kulturlandsby
Blandt andet kan nationalparken hjælpe buskmændene med at opføre - og henvise turister til - en kulturlandsby, som buskmændene skal bestyre på egne præmisser. Her kan de tjene penge ved at sælge traditionelle våben og kunsthåndværk med motiver, der har rødder i urgamle hulemalerier.

»Vi håber, vores krav går igennem. I øjeblikket føles det, som om vi har en kæde om halsen. Først når vi får vores land tilbage, bliver vi fri,« siger Dawid Kruiper.

Om alt går efter planen er buskmændenes krav om jordrettigheder behandlet færdig i december 1999.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere