Sitemap | Avanceret søgning |

De hvides land

Den hvide nationalisme i Sydafrika har fået et nyt ansigt. Bogstaveligt talt. I årtier var den yderste, hvide højrefløj tegnet af langskæggede, overvægtige boere, der skiftevis spiste grillpølser og truede med borgerkrig.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 15-11-1998

Orania, Sydafrika

De forsvarede apartheid indædt, skjulte ikke deres nazisympatier - og talte de ikke nedsættende om landets sorte, så kunne de da i hvert fald brokke sig over, at uduelige hvide medløbere som forhenværende præsident F. W. de Klerk solgte ud til fyre som Nelson Mandela.

Carel Boshoff IV passer slet, slet ikke ind i det billede.

En ung, langhåret intellektuel med modebriller og daggamle skægstubbe.

Men også barnebarn af Sydafrikas tidligere premierminister Hendrik Verwoerd, apartheidsystemets far.


Nationalismens nye ansigt
Carel Boshoff IV forsøger at gøre nationalismen stueren.
Foto: Mik Eskestad

Den unge Boshoff er i gang med en uhyre delikat øvelse: At gøre den hvide nationalisme i Sydafrika stueren.

Sagen er svær at sælge. I mere end 40 år sad de hvide boere på magten i Sydafrika, og de mødte ikke deres sorte medmennesker med stor forståelse.

Apartheidsystemet - Hendrik Verwoerds plan om raceadskillelse - var lovfæstet etnisk udrensning, som blev fordømt af stort set alle andre regeringer kloden rundt.

Efter overgangen til demokrati har der ikke været megen sympati til overs for de tidligere magthavere. Og da slet ikke for den hvide højrefløjs planer om et hjemland for boerne.

Målet: Et hjemland
Men Carel Boshoff IV og hans ligesindede har tilsyneladende formået at banke lidt realitetssans ind i hovedet på i hvert fald en del af de hvide konservative.

Retorikken er mere afdæmpet og pragmatisk, konfrontationskursen lagt væk - men målet er det samme: At skaffe Sydafrikas hvide stamme et hjemland.

Og hjemlandet findes allerede - i hvert fald hovedstaden, parlamentet, ministerierne. Her i Orania, en flække af en by på bredden af Orange Floden midt inde i Sydafrika.

Orania er Sydafrikas sidste hvide by.

Og der er sandt at sige gang i den.

I udkanten af det lille samfund med 600 sjæle er landets største farm for malkekvæg lige ved at være færdig. På nabomarkerne står unge pekannøddetræer i lange lige rækker, drypvandede og grønstruttende.

Og endnu længere væk er et enormt tomatdrivhus.

Men mest slående er det, at her findes hvide sydafrikanere med sorte negle.

Jord- og betonarbejderne er hvide, murerarbejdsmanden er hvid - og tilmed kvinde - arbejderne i gartnerierne er hvide.

Det ser man ikke andre steder i Sydafrika, hvor det usleste og hårdeste manuelle arbejde altid har været overladt til sorte og farvede.


Manuelt arbejde
De hvide indbyggere udfører nu selv det hårde arbejde.
Foto: Mik Eskestad

Op med ærmerne
Og det er det, det hele handler om, mener Carel Boshoff IV: Sydafrikas hvide må se i øjnene, at apartheidtiden med alle dens hvide privilegier er historie. Selv hvide må til at smøge ærmerne op.

»I løbet af de næste fem år vil 700.000 hvide miste deres job på grund af positiv særbehandling af sorte. De rige boere vil emigrere til udlandet, de fattige er nødt til at blive. Vi forsøger at skabe en mulighed for den sidste gruppe,« siger Carel Boshoff IV.

Op til Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 propaganderede den hvide højrefløj for at løsrive en stor klat af landet. Her skulle kun boere have ret til statsborgerskab - det ville blive et nyt mini Sydafrika med fortsat hvidt overherredømme.

Og kunne de hvide boere ikke få deres vilje, så ville de bare starte en borgerkrig.

Blandt kravene var, at Pretoria - Sydafrikas hovedstad - skulle indgå i hjemlandet.

Projektet blev som bekendt aldrig til noget - af indlysende realpolitiske grunde. Men Nelson Mandela gik med til at drøfte boernes rettigheder og drømme efter valget, og Sydafrikas nye forfatning åbner en teoretisk mulighed for at give etniske grupper et vist mål af selvbestemmelse, hvis det kan ske uden at krænke andres borgerrettigheder.

Til stor overraskelse for mange konservative hvide førte valget i 1994 ikke til nogen umiddelbar katastrofe. Ekstremisterne havde opfordret folk til at købe ammunition og dåsemad, så de kunne stå imod, når horder af sorte væltede ind over havemuren for at plyndre og voldtage.

Men horderne kom aldrig, og hovedparten af de hvide sydafrikanere fandt sig hurtigt til rette i det ny Sydafrika.

Generationsskifte
Fem år efter valget er der sket et generationsskifte blandt de hvide nationalister. Ingen kan rigtig tage de militante nynazister og deres skrækkampagner alvorligt. Nu gælder det om at se fremad, om at få det bedste ud af situationen under de givne politiske forudsætninger.

Ekstremisterne talte længe og forbitret mod "forrædderne" - de hvide politikere, der åbnede for forhandlinger med sorte som Nelson Mandela. En proces, der høstede international anerkendelse og sikrede Sydafrikas fredelige overgang til demokrati.

Den unge Carel Boshoff føler ikke, at forhenværende præsident F. W. de Klerk begik forræderi overfor sine med-boere.

»For mig var valget i 1994 en lettelse. Valget satte boerne fri. I så mange år måtte vi bære ansvaret for alt det, der gik galt. Under apartheid havde vi en fantastisk magt, ja, men den var også en møllesten om halsen på os,« siger Carel Boshoff IV.

Men - fastholder han - selv boere har visse rettigheder på trods af fortidens synder. Rettigheder som folkeslag. De samme rettigheder, der sikrede jøderne deres Israel.

Og det er disse rettigheder, Boshoff bruger i argumentationen for et hjemland for boerne, en Folkestat.

De unge nationalister har helt opgivet at få Pretoria med i folkestaten, selv om det er her, der bor flest boere.

»Det ville svare til at kræve New York indlemmet i Israel, fordi byen har det største jødiske samfund i verden,« siger Carel Boshoff IV.

Alle skal være lige
I stedet satser de hvide nationalister på en stor bid af det tyndt befolkede nordvest kapland - med Orania som Folkestatens hovedstad.

I det nye koncept skal alle i Folkestaten være lige og have samme rettigheder - uanset hudfarve. Det skal være et demokrati, formentlig i føderation med resten af Sydafrika.

Med andre ord vil det kræve en betydelig tilflytning af hvide boere, hvis de skal opnå majoritet og dermed magt. Et nyt mindretalsstyre er en politisk umulighed.

»Vi må som boere ofre noget selv, hvis det her skal blive til noget. Boere er et moderne, vestligt orienteret folk, der godt kan lige at forbruge. Hvis de vil leve i Folkestaten, så må de opgive nogle af deres goder og begynde forfra herude,« siger Carel Boshoff IV.

Under apartheid satte de sydafrikanske myndigheder selv boernes antal til tre millioner - defineret som afrikaans-talende hvide.

I dag erkender nationalisterne, at der nok kun er to millioner "rigtige" boere.

»Hudfarve er ikke længere noget kriterium for os. Der er i det hele taget ingen objektive kriterier. For os er du boer, hvis du aktivt identificerer dig med boerkulturen - først og fremmest sproget, men også vores historie og livsstil,« siger Carel Boshoff IV.

Han skønner, at halvdelen af boerne - altså en million - vil rykke teltpælene op og flytte til en ny folkestat, hvis den altså nogensinde bliver til noget. I så fald vil de hvide boere formentlig kunne opnå majoritet i det tyndt befolkede område.

En lang proces
Men der er mange hvis'er, og Boshoff IV erkender, at processen er lang. "Vi taler om, at Folkestaten måske først er en realitet om 50 år," siger han. Og tiden arbejder ikke for boerne. Der er - mener Boshoff - tale om en langsomt uddøende race, fordi mange af boerne i dag er oppe i årene, og fordi de unge ikke får ret mange børn.

Demografer skønner, at Sydafrikas befolkning i det næste århundrede vil vokse fra 40 til 120 millioner mennesker - og at boernes antal vil dale til en million. Men Carel Boshoff IV er villig til at tage det lange, seje træk i sagens tjeneste.

Han er "minister" for forfatningsanliggender i Folkestatens skyggeregering og hovedmanden bag forsøgene på at gøre hele projektet spiseligt for omverdenen. Og her spiller Orania en vigtig rolle.

Mønstereksempel
Byen skal være det lille mønstereksempel på, at hvide boere ikke alene kan selv, men at de også er et uundværligt aktiv for resten af Sydafrika. Udgangspunktet for det særprægede eksperiment er, at byen ejes af private og derfor i nogen grad kan se bort fra Sydafrikas almindelige spilleregler.

Den blev bygget i 1968 af regeringen og husede mandskab, der byggede områdets dæmninger og vandingsanlæg. Da projektet stod færdigt i 1989 efterlod ingeniørerne 90 huse, en skole, en kirke, et postkontor og andre faciliteter. Hele herligheden blev solgt på auktion i 1991 - og købt af en gruppe boere.

I begyndelsen var mange af indbyggerne mavesure ekstremister på flugt fra den uundgåelige demokratiseringsproces. "De fleste af dem er nu flyttet, og vi er i dag stort set kun unge som mig her i byen. Mange af dem ville ellers være taget i kibbutz i Israel," siger Boshoff IV, som selv flyttede ind i et af Oranias mindre huse i den tidligere farvede township.

Mangel på kvinder
Boshoff IV har sin familie med, men ellers lider Orania under mangel på kvinder. Forholdet mellem kønnene er 70 til 30. "Men det er der ikke noget mærkeligt i. Sådan har det altid været i nybyggersamfund," siger Boshoff. Og sådan opfatter han netop sig selv, som nybygger - og nytænker.

For eksempel tænker man i Orania meget på den næste generation af boere. Hvordan sikrer man, at de får en god uddannelse og en passende opdragelse i boerkulturens kristne dyder?

Forudsætningen for det er - mener man i Orania - hvide skoler, men eftersom pengene er små, så må børnene lære at undervise sig selv meget af tiden. Derfor har de to skoler i Orania udviklet et nyt system til selvstudier på computere, og børnene - de styrer selv deres tid foran skærmen. "Nu er vi begyndt at sælge programmerne ude i landet," siger Carel Boshoff IV.

Politisk korrekte
Undervisning med de nyeste IT-hjælpemidler er kun et af mange eksempler på, hvordan Orania-folkene hele tiden forsøger at være politisk korrekte. Tomaterne fra Orania er økologiske, mælken fra den nye farm vil give folk i storbyerne friskere og sundere varer - og så videre.

Foreløbig har folkene i Orania opnået accept i den afrikaans-talende presse, og Folkestatsprojektet drøftes løbende med regeringen i forskellige fora. Ja, det lykkedes endda at lokke den sydafrikanske landbrugsminister Derek Hanekom ud at se mælkefarmsprojektet.

"Han kom med en hel kortege af sorte biler fyldt med smarte sorte embedsmænd i pæne jakkesæt. De var allesammen meget imponerede," siger Carel Boshoff IV.

At sorte overhovedet får lov at besøge Orania er også nyt. Men de skal være velkomne, siger Boshoff og vil endda ikke udelukke, at ikke-hvide kan flytte hertil, hvis de ellers går helhjertet ind for sagen. "I princippet kan ikke-hvide også slå sig ned permanent her. Men jeg ved ikke, om de vil føle sig tilpas," siger han.

Kluntet adfærd
Og sandt er det, at sorte formentlig ikke vil hygge sig gevaldigt i Oranias to cafeer. Hele projektet virker stadig som en magnet på underlige elementer fra den yderste hvide højrefløj.

På Oranias Internetside kan man læse alverdens racistiske opmuntringer til de hvide "pionerer" ved Orange Floden, og det virker ikke ligefrem befordrende, når det hele nu går ud på at gøre sagen stueren. Højrefløjens kluntede adfærd har allerede sat boernes sag langt tilbage, mener Boshoff. Blandt andet mødte det racistiske konservative parti op hos FN og forlangte boerne anerkendt som oprindeligt folkeslag.

Nu har Boshoff og hans stuerene venner under hånden fået besked på, at de ikke skal komme til FN i samme ærinde før tidligst om en halv snes år, når de konservatives besøg er glemt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere