Sitemap | Avanceret søgning |

En kamp for respekt

På Sydafrikas naturhistoriske museum i Cape Town er verdens mest bizarre udstilling det store hit.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD
Publiceret 13-11-1998

CAPE TOWN

Køen er ikke foran montrerne med udstoppede antiloper eller henne ved det store skelet af en blåhval.

Næh, interessen samler sig om rummene med gipsafstøbninger.

Afstøbninger af mennesker. Buskmænd.

Stillet an i naturtro kulisser står og ligger en stribe kopier af Sydafrikas truede folk - i jagtpositur, hvilende, spejdende. Her er buskmænd i alle afskygninger.

Dàn udstilling har gennem årene givet en del ballade.

Gipskopier
Efter at være jagtet og drevet ud i marginalområderne befandt Sydafrikas oprindelige, brunhudede indbyggere sig i begyndelsen af århundredet tæt på udryddelse.

Det affødte i sig selv ingen synderlig politisk interesse blandt landets hvide. Men nogle forskere ville gerne sikre sig, at det antropologiske fænomen blev bevaret for eftertiden. Derfor samlede man en hel flok buskmænd - og lavede gipskopier af dem.

Buskmændene fik stykke for stykke pakket hele kroppen ind i gips, hvorefter man så lavede nogle buskmænd magen til.

Ansigtet var det sværeste. Her måtte originalerne af hensyn til vejrtrækningen have sugerør op i næsen, mens hovedet var plastret ind i den hvide masse.

Upassende spørgsmål
Museumsfolkene var meget stolte, og balladen begyndte først mange år senere, da nogle liberale begyndte at stille ubehagelige og under apartheid upassende spørgsmål.

Hvorfor var afstøbningerne udstillet blandt de udstoppede dyr på naturhistorisk museum - og ikke på det kulturhistoriske museum, hvor det hvide sydafrikas kultur bevares?

Fordi det hvide Sydafrika opfattede ikke-hvide som dyr?

Hvorfor giver udstillingen indtryk af, at alle ikke- hvide er stenalderfolk, der bor i lerhytter og går på jagt?

Og ville nogen hvide overhovedet finde sig i at blive afstøbt i fuld og nøgen figur?

I dag er udstillingen nærmest en stor undskyldning for sig selv.

Politisk sammenhæng
Siden 1994, da Nelson Mandela kom til magten, er tableauerne sat ind i en politisk sammenhæng, så afstøbningerne ikke kun giver et signalement af nogle for længst afdøde individer, men også et billede af menneskesynet bag det system, der lod dem afstøbe.

For mangel på respekt er den væsentligste årsag til, at snesevis af folkeslag jorden rundt trues af udryddelse.

JP Explorer vil i den kommende tid opsøge nogle af de truede folk i sydlige Afrika og sætte fokus på deres levevilkår.

Retten til jorden
Fælles for de truede folk er, at omverdenen ikke har respekteret deres jordrettigheder.

Det kan buskmændene tale med om - ligesom indianerne i Amazonas regnskove, Inuit-folkene i polaregnene og de sidste aboriginals i Australiens "Outback".

De oprindelige folk er ikke kun afhængige af jordens ressourcer for at kunne overleve fysisk. Jorden er også omdrejningspunktet i deres kulturelle og spirituelle verden. Jorden er båndet til fortiden, til deres oprindelige identitet.

Mister de jorden, mister de alt.

Fælles for urfolkene er også, at de ikke opfattede jord og naturressourcer som noget, man kan eje. Ejendomsret til jord er i det store og hele tilflytternes opfindelse. Og for tilflytterne stod de oprindelige folk i vejen for udvinding af metaller, for jordbrug, for ekspansion - for det, vi kalder fremskridtet.

Udstoppede
Derfor blev oprindelige folk jaget vildt. De blev skudt af soldater, farmere og stolte jægere, der præsenterede de afskudte indfødte på vildtparader ved siden af antiloper, agerhøns og bjørne.

En del af de sydafrikanske buskmænd blev udstoppet og sendt til europæiske museer. Andre indfangede man og eksporterede til den hvide mands verden som attraktioner i tivolier og zoologiske haver.

Blodige massakrer på oprindelige folk er nu stort set historie, men ifølge årbogen fra den internationale arbejdsgruppe for oprindelige folk (IWGIA) fortsætter diskrimineringen og forfølgelsen - med ekstrem fattigdom som det mest synlige symptom.

Forskellige folk
Men samtidig er oprindelige folk meget forskellige. Nogle grupper - for eksempel de velorganiserede latinamerikanske indianere, har i mange år været aktive i international politik. Andre er uerfarne på dette område.

Og de mest politisk uerfarne er afrikanere, som ellers lever under de mest håbløse forhold. Kun de færreste afrikanske stater anerkender eksistensen af oprindelige folk og dermed deres rettigheder.

Og så er det et stigende problem i Afrika, at regeringer ønsker at udlægge de oprindelige folks områder til naturreservater, der kan tiltrække velbeslåede, vestlige turister.

Spørg bare maasaierne i Tanzania, himbaerne i Namibia og buskmændene i Sydafrika og Botswana.

Løfter brudt
I Botswana forsøgte regeringen at lokke og true buskmændene væk fra et reservatområde. De fik stillet arbejde, skoler, kvæg og lægehjælp i udsigt. Men løfterne blev aldrig holdt. I stedet fik buskmændene kummerlige forhold, de mistede deres selvrespekt, og projektet endte i total fiasko med druk, vold og forarmelse.

Også de østafrikanske kvægnomader, maasaierne, fra sletterne omkring Ngorongoro blev fjernet af Tanzanias regering, fordi området skulle udstykkes til naturpark. Nu kan de oprindelige beboere ikke dyrke jorden, fordi der skal være plads til turisternes favoritter: Antiloper, zebraer og næsehorn.

»Der har altid været større sympati for at bevare truede dyrearter end for at redde naturfolkene fra at uddø,« konstaterer IWGIA.

Der er dog også positive historier.

Skrøbelig struktur
I det nordøstlige Canada har Inuit-folket fået rettigheder over det store territorium Nunavut, hvor de nu forvalter naturen på deres egne præmisser. Og i Guatemala og Peru har de indfødtes organisationer haft succes med at deltage i lokalpolitik.

Men fremskridtene er meget skrøbelige og kan hurtigt smuldre. Som i Australien, hvor højreregeringen er i fuld gang med at trække i land overfor de sidste aboriginals, som i 1993 fik visse landrettigheder.

De fleste oprindelige folk ønsker at kombinere det bedste fra deres egen kultur med det bedste fra vores. Og de oprindelige folks organisation peger på Grønlands Hjemmestyre som en model for kulturel selvbestemmelse.

Aktiv kamp
Men grønlænderne har altid haft fordelen af at være 3000 kilometer fra kolonimagten. Samtidig udgør de oprindelige folk på Grønland 85 pct. af den samlede befolkning, de taler samme sprog og har grundlæggende samme kultur. Desuden har integrationen været en lang historisk proces, siden Hans Egede landede på Håbets Ø i 1721.

Men mange grønlændere er villige til at øse af deres erfaringer og deltager aktivt i kampen for de oprindelige folks rettigheder.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere