Sitemap | Avanceret søgning |

Uvelkomne gæster

Omary Shaban havde drømmen om arbejde og velstand som stort set eneste bagage, da han rejste hjemmefra.

Af HENRIK THOMSEN, METTE MEJLVANG og MIK ESKESTAD
Publiceret 11-11-1998

Cape Town


NEJ TIL FREMMEDE
Uanset hudfarve er sydafrikanerne enige: De fremmede skal holdes ude.

Den 24-årige tanzanianer havde hørt så meget om det fortryllende Sydafrika. Om Nelson Mandelas nye demokrati, det store håb for resten af håbløshedens kontinent.

Men der var intet guld for enden af regnbuen.

I hvert fald ikke for Omary Shaban. Han endte i et papskur på en stump losseplads klemt ind mellem motorvejen og ringmuren omkring Cape Towns frihavn.

Her hutler han sig igennem som underbetalt løsarbejder på fiskerihavnen. Og det kan ikke engang Omary Shaban leve af.

»En dag tager jeg hjem. En dag,« siger han.

Der er intet håb tilbage i stemmen.

Shaban er ingen velkommen gæst i Sydafrika, som siden overgangen til demokrati i 1994 er blevet oversvømmet af illegale indvandrere.

Smertegrænsen nået
Ingen har rigtig tal på dem, men de mest kvalificerede gæt lyder på mellem to og otte millioner mennesker - i et land med 40 millioner indbyggere.

Smertegrænsen er nået. Nye meningsmålinger viser, at sydafrikanerne er blandt de mest fremmedfjendske i verden. Hele 25 procent af befolkningen ønsker at se indvandrerne smidt hjem.

Og for en gang skyld kan alle uanset hudfarve blive enige: De fremmede skal holdes ude.

Indvandrerne får skylden for alskens ulykker i Sydafrika:

Arbejdsløshed, narkohandel, berigelseskriminalitet, boligmangel - ja, selv stagnationen i den økonomiske vækst må de fremmede tage ansvaret for.

Slukket for strømmen
Men antallet af indvandrere vokser og vokser, selv om de sydafrikanske myndigheder hvert år indfanger og deporterer 200.000 af de illegale.

Under apartheid var Sydafrikas grænser blandt de bedst bevogtede i Afrika, men nu er der slukket for strømmen til det elektriske hegn mod Mozambique - og det vælter ind. Blandt andet gennem Krüger Nationalparken, hvor løverne har fået smag for menneskekød.

Efter at have prøvet lykken i Johannesburg - og ikke fundet den - fortsætter mange illegale indvandrere de 1450 kilometer mod syd til Cape Town.

Her forsøger havnepolitiet som grænsemyndighed at bringe situationen under kontrol - men det er umuligt, erkender politikaptajn Kenny White.

»Det bliver værre og værre. Afrikanere opfatter Sydafrika som et Mekka. De tror, vi har arbejde til alle,« siger han.


RAZZIA
Hvert år indfanger og deporterer myndighederne 200.000 illegale indvanderer.

Natlige razziaer
Politiet får mange tips om illegale indvandrere, og tre- fire gange om ugen er der natlige razziaer rundt omkring i byen. De fleste gange finder politiet ti-femten udlændinge stuvet sammen i en lille lejlighed - men hovedparten kan ikke deporteres. De er nemlig asylsøgere.

Sydafrika har tiltrådt FNs flygtningekonvention, og den nyhed er løbet hurtigt.

»Folk har fundet ud af, at de bare kan søge politisk asyl og få en midlertidig opholdstilladelse. Sagsbehandlingen varer mindst seks måneder - og ofte mange år. Og når de endelig får afslag, så kan vi ikke finde dem,« siger Kenny White.

Bolighajers marked
I Sydafrika får asylsøgere intet fra det offentlige - men de må arbejde. Og det gør de.

»Disse mennesker knokler. De, der ikke er kriminelle, sælger alt muligt på gaderne, souvenirs til turister, alt muligt. Og det bliver de lokale sure over,« siger Kenny White.

Men - erkender selv politiet - også sydafrikanere får deres del af kagen. Pro forma ægteskaber findes også her i landet, og bolighajerne har fundet et nyt marked blandt de illegale indvandrere.

Under en razzia i Cape Town for nylig viste det sig, at en hel boligblok med 56 lejligheder var beboet af illegale indvandrere. Op til 15 i hver lejlighed.

Ender i slummen
Andre ender i slummen. Som Omary Shaban, tanzanianeren mellem motorvejen og ringmuren.

Han har også en "paragraf 41" - det vil sige en midlertidig opholdstilladelse som asylsøger. På den kunne han - som de 15 andre "illegals" i dette lille samfund - blive i Sydafrika i flere år. Men efter fem måneder er han ved at have fået nok.

I dag er politiet igen kommet for at se papirer. Han fumler under jakken og finder plastikmappen med sine fedtede dokumenter frem. Det samme gør de andre forhutlede eksistenser her.

»Jeg vil hjem - snart,« gentager Omary Shaban.

Men tydeligvis aner han ikke hvordan.

Nogle af indvandrerne her i havneområdet har fundet en ny fidus. De søger job som lastarbejdere på havnen og glemmer at gå fra borde, når oceanskibene lægger fra kaj.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere