Sitemap | Avanceret søgning |

De rige i Camps Bay

De azurblå bølger ruller dovent ind over den hvide strand og leverer et perfekt akkompagnement til fortovscafeernes tilbagelænede sommerservering.

Af METTE MEJLVANG, HENRIK THOMSEN OG MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 10-11-1998

Camps Bay, Sydafrika


De riges verden
Området 8005 Camps Bay er et af Afrikas dyreste områder.


Menuen står på friske østers og kølig Chardonnay. Velkommen til 8005 Camps Bay - et af Afrikas dyreste postnumre.

Faktisk kan man uden større besvær glemme, at det her overhovedet er Afrika. Her er ingen lerhytter, ingen bølgeblikskure, ingen snottede unger, ingen hullede veje. Og frem for alt ingen fattigdom.

Camps Bay er - sammen med de andre forstæder på Cape Towns glitrende Atlanterhavskyst - det hvide Sydafrikas legeplads. For selv om apartheid formelt er lagt i graven, så står de nedarvede sociale grænser mellem Sydafrikas befolkningsgrupper stadig.

I Camps Bay og nabobugten Clifton skal man se godt efter for at øjne nogen, der bare ligner en gennemsnitsafrikaner.

De er her naturligvis, rundt omkring. Men de dominerer ikke.

Mødrene på stranden har samme hudfarve som sandet, cafeerne er vandhuller for det unge hvide jetset; her er flere BMW'er end blikspande.
Men de er der
Man skal ud til opvaskerne i restaurationskøkkenerne, ud til gadehandlerne, bilvaskerne i redestenen, op på byggestilladserne, ind til baggerne i det bugnende supermarked eller ud i pigeværelserne bag de fine villaer for at finde repræsentanter for det sydafrikanske befolkningsflertal.

Eller man skal lede under palmerne, hvor de sorte sprittere hænger ud - og så er der selvfølgelig folk som Wentzer Lourens, der sælger is og kolde colaer fra sine flamingotasker.

Hans arbejdsgiver - det vil sige ejeren af de to køletasker - fragter ham fra et af de farvede townships hver morgen. Herud til de hvide.  

»Her har jeg ikke penge til at bo. Men damerne ser godt ud, og i weekenderne er der gang i forretningen,« siger han.

Strandene er ikke længere "whites only", og der er ikke længere nogen formelle hindringer for, at ikke- hvide køber huse eller bader her.

Hvis de altså har råd.


Den hvide strand
Strandene er ikke længere forbeholdt hvide, men de eneste ikke hvide på stranden sælger cola.

Den rige forstad
Det internationale ejendomsmæglerfirma Corcoran International i New York fandt for nylig på at sammenligne huspriser i 50 storbyer. Det viste sig, at en to-værelses lejlighed i Clifton var dyrere end tilsvarende boliger i velhaverkvarterer i Milano eller San Francisco.

Prisen i Clifton: 4,5 millioner kroner. I et land, hvor en gennemsnitlig sort familie har 450 kroner - om måneden.

Sorte ses dog også glimtvis hos ejendomsmæglerne her på Atlanterhavskysten.

Før sin død var det tidligere Zaires eks-diktator, Mobutu Sese-Seko, på udkig efter et hus her på kysten.

Og Michael Jackson har et godt øje til et palads længere nede af vejen - pudsigt nok med udsigt over den lokale nøgenbadestrand. Og Michael Jackson er vel også nærmest sort.

Men ellers er der ikke mange mørklødede husejere her i kvarteret.

Den sociale kløft
Man kan med fuld ret hævde, at alle storbyer kloden rundt har sine velhaverkvarterer. Der er trods alt forskel på Hellerup og Nørrebro.

Men alligevel er Cape Town anderledes - fordi byen er en del af Sydafrika.

I Sydafrika er hudfarven fortsat stort set afgørende for, om du er rig eller fattig. Om du har haft alle muligheder eller ingen muligheder.

Og den sociale kløft mellem befolkningsgrupperne er stadig skræmmende - måske den største trussel mod stabiliteten i det nye demokrati.

Mindre end 15 kilometer fra de håndtrimmede græsplæner i Camps Bay ligger de enorme, sorte slumkvarterer - på de sandede jorder, hvor vinden piber ind mellem bølgeblikpladerne, og hvor sommerregnen næsten hvert år sætter mange kvadratkilometer slum under vand.

For fem år siden gik Nelson Mandela og hans Afrikanske Nationalkongres (ANC) til valg på løfter om et bedre liv for alle. Om et halvt år er der valg på ny, og Mandela skal afløses af sin højrehånd, vicepræsident Thabo Mbeki.

Mbeki står ikke over for nogen let opgave. Han kan fremhæve mange resultater fra Mandelas præsidentperiode.

Men i forhold til løfterne for fem år siden er de konkrete fremskridt alt for få. Og i forhold til forventningerne i den sorte befolkning endnu færre.

Tal på problemet
Den globale økonomiske krise har også ramt Sydafrika hårdt. Forleden måtte regeringen nedsætte forventningerne til væksten i dette finansår. Før krisen håbede man på tre procents vækst - nu er forventningen beskedne 0,2 pct.

Samtidig dokumenterer statistikkerne, at den racebetingede kløft mellem rig og fattig er dyb som nogensinde.

Er du sort, er du fanget - med mindre du er meget, meget heldig eller meget, meget dygtig.

Bystyret i Cape Town forsøgte i en rapport sidste år at sætte tal på problemet. Undersøgelsen kortlagde befolkningens levestandard ved at indregne en række faktorer - for eksempel indkomst, bolig, beskæftigelse, børnetal, uddannelse, adgang til rent drikkevand og kloak, adgang til rekreative områder og overbefolkning.

Disse forskellige faktorer blev holdt op mod hinanden og brugt til at udregne et index over levestandard i de enkelte byområder.

Nu kan den slags gøres på mange måder, men undersøgelsens resultater er så signifikante, at de taler for sig selv.

For det første viser det sig, at et kort over levestandarden i en by som Cape Town er en næsten tro kopi af den geografiske raceinddeling under apartheid.

I de sorte områder er forholdene stadig dårligst, i de farvede lidt bedre, blandt inderne endnu bedre og hos de hvide - ja, gæt selv: allerbedst.

De eneste steder, hvor raceblandingen for alvor slår igennem, er hvide arbejderkvarterer. Her rykker farvede og sorte nu ind.

Forskel af dimensioner
Mest slående er dimensionerne i forskellene. I indexet er lave tal udtryk for en høj levestandard, høje tal er ensbetydende med fattigdom og dårlige forhold.

Lad os tage en tur langs den hvide Atlanterhavskyst: Bantry Bay, index 5,5094. Clifton, index 5,9237. Camps Bay, index 4,7768.

Og så et smut til de sorte og farvede forstæder: Guguletu, index 40,4398. Hanover Park, index 41,4634. Khayelitsa 49,6564.

Med andre ord er levestandarden i områder som Camps Bay sådan cirka ti gange bedre end i slumkvartererne.

Men dette skel oplever kun de færreste af de berørte. Hovedparten af Sydafrikas hvide har aldrig været i et township. De tør ikke. Og i Khayelitsa finder man ikke mange, der har råd til en busbillet til Camps Bay.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere