Sitemap | Avanceret søgning |

De kloge mænd har travlt

De offentlige hospitaler i Ghanas fattige nord efterlyser både læger og patienter. Men de kloge mænd har travlt.

Af HENRIK THOMSEN CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 06-11-1998

Wa/Kuntolo

På mange måder er regionalhospitalet i Wa et typisk afrikansk sygehus. Her mangler penge, læger og ordentlige senge. Her mangler skyllerum, laboranter, røntgenteknikere, og her mangler selv det mest basale udstyr.

Men på àt afgørende punkt adskiller sygehuset sig alligevel fra de fleste andre på kontinentet. Der er nemlig også mangel på patienter. Sådan en ganske almindelig lummervarm formiddag, hvor geder og får græsser fredsommeligt mellem de spredte hospitalsbygninger, er der kun nogen i hver anden eller tredje seng inden døre.

I Europa ville samme fænomen have glædet os, for på vore breddegrader er halvtomme hospitalsstuer tegn på sundhed, overskud og godt helbred.

Men i Wa - hovedstad i Ghanas fjerne, nordvestlige Upper West Region - er der masser af dårligdom. Problemet er bare, at befolkningen her i landets fattigste område ikke har råd til at benytte det offentlige sundhedsvæsen.

Brugerbetaling
Ghanas sygehuse indførte i 1992 brugerbetaling som led i økonomiske strukturtilpasninger presset igennem af blandt andet Verdensbanken. Ordningen satte omgående spor i patientstatistikkerne. Folk havde ikke råd til at gå til lægen og blive behandlet.

"Siden 1992 er folk heroppe blevet fattigere og fattigere, mens priserne på sygehusbehandlinger i samme periode er steget med op til 700 procent," siger doktor Francis Banka, øverste chef for sundhedsvæsenet i den nordvestlige region.

Han er en mand, der har noget at slås med.

Regeringen i Ghana fandt ganske hurtigt ud af, at brugerbetaling uden kompensation for de svageste grupper var et vildskud. Derfor genindførte man tilskud til blandt andet de fattigste og til de gamle.

Francis Banka kan da også glæde sig over, at statens tilskudspuljer er udbetalt; de står på den regionale administrations bankkonto. Men stort set ingen af pengene bliver brugt.

De fattige kommer nemlig stadig ikke på sygehuset.

Ret til gratis hjælp
Statistikker er ikke Ghanas stærkeste side, men Banka anslår, at langt over en femtedel af befolkningen i provinsen er så fattig, at den efter de nye regler har ret til gratis læge- og sygehusbehandling.

De fattige ved det bare ikke selv.

De kan typisk hverken læse eller skrive, og i mange af landområderne er det ikke engang gået op for de lokale sundhedsarbejdere, at kompensationsordningen eksisterer. Eller også "glemmer" de, ifølge chefen, at fortælle om den, for kompensationen går ud over indtægten på de lokale klinikker.

I provinsens sundhedsministerium, en lidt småslidt kontorbygning på to etager, er der nu planer om en stor kampagne, som skal informere folk om deres patientrettigheder.

Men hvis kampagnen bliver en succes, får Francis Banka endnu flere problemer. For han har ingen læger til at tage sig af en øget patienttilgang.

Upper West Region er nemlig Ghanas Sibirien.

Ingen privatpraksis
Folk er så fattige, at sygehuslægerne kan glemme alt om at køre en indbringende privatpraksis ved siden af. Lægerne kan heller ikke - som i de mere velhavende egne - presse priserne på sygehusydelserne i vejret, selv om det i øvrigt også er forbudt. Ordentlige skoler og passende boliger mangler også. Kort sagt: Lægerne kan hverken lokkes eller slæbes til regionen.

"I løbet af det seneste par år er 17 af vore nyansatte læger aldrig dukket op, selv om de havde skrevet under på en kontrakt," siger Francis Banka.

Der er derfor snesevis af ubesatte stillinger på regionalhospitalet og de fire små distriktsygehuse. De få læger, der er, mangler erfaring og forsvinder, så snart de har fået den.

I deperation har Banka været nødt til at ansætte en cubansk læge, selv om der i hovedstaden Accra findes masser af jobsøgende ghanesiske læger.

Regeringen dernede i Accra har overvejet at lokke læger til det fattige nord med højere lønninger.

"De taler om at sætte det i værk næste år, men lad os nu se," siger Francis Banka.

Men hvad bliver der så af dem, alle de syge, som ikke har råd til at gå til lægen - og ikke er klar over, at de faktisk kan få tilskud.

De kloge mænd
Svaret finder vi i landsbyen Kuntolo, hvor de kloge mænd har nok at se til. Kuntolo syner ikke af meget, må man nok sige - et par klumper af lerhytter samlet om de få skyggende træer.

Her lever man af, hvad jorden kan give. Og det er ikke meget. Kpuloko Boyon, en rynket gammel mand, som selv hævder at være i halvtredserne, mener at kunne behandle det meste med sine urter. Folk betaler ham ikke, men i de gode tider falder der en høne af til ham i ny og næ.

Ikke alene mener Boyon, at hans behandlinger kan konkurrere med klinikken i nabobyen. Der er også ting, han kan klare, hvor distriktssygeplejersken må give op.

Og her taler vi om onde ånder.

"Somme tider sker det, at en mand kommer hjem fra en anden landsby og pludselig falder om, som om han var død. Det problem kan jeg løse," siger Boyon og smiler med øjnene, der ligger et sted derinde mellem ansigtets furer.

Overtroen
Overtroen har stadig godt fat i befolkningen her på egnen. Man må ikke slå en krage ihjel, det bringer ulykke, tvillinger skal altid holdes samlet og så videre. Og hvis en tvilling dør, så bruger moderen en dukke som erstatning for at redde den overlevende.

Men selv Kpuloko Boyon må medgive, at distriktssygeplersken kan noget med sin medicin og sine bandager. Og hans søn, Adama Bayon, som er ved at overtage healerbiksen, samarbejder nu med det etablerede sundhedssystem, så patienterne kommer til lægen, hvis hans urtekur mod malaria ikke virker.

Stadig forudsat naturligvis, at patienterne har penge - og det er typisk, at kvinder ikke får ordentlig behandling, fordi deres mænd ikke kan eller vil betale.

I det varme Ghana kan en banal infektion på få dage udvikle sig katastrofalt - i Kuntolo for eksempel må en kvinde muligvis have amputeret en finger, fordi hendes mand insisterede på selv at behandle et insektbid.

Dybe rødder
Det officielle sundhedssystem i Ghana underkender ikke de traditionelle behandlere. Urtemedicinere, åndemagere og bonesetters - en form for kiropraktorer, der sætter knoglebrud sammen uden smertebehandling - har dybe rødder i det ghanesiske samfund, og nogle af deres mere eller mindre fantasifulde tiltag virker faktisk.

I stedet forsøger ghaneserne at bygge bro mellem de traditionelle behandlere og det officielle sundhedssystem. Distriktssygeplejersker på motorcykler kører ud til de fjerneste afkroge for at finde patienterne og forklare de lokale behandlere, hvad de må forsøge at tage sig af - og hvad de absolut skal holde fingrene fra. Som for eksempel at behandle kolik ved at skære babyerne i maveskindet med et gammelt barberblad.

Undervisning og træning er en af grundpillerne i et stort, dansk sundhedsprogram i Upper West Region. For problemerne her kan ikke bare løses med Danida-betalte biler, motorcykler, udstyr og hospitalsrenoveringer.

Lægen bliver
Doktor Francis Banka på chefkontoret i Wa har - i modsætning til de fleste andre her med en uddannelse - ingen planer om at rende af pladsen. Den smilende læge er selv fra området og føler sig kaldet til at være her. Den holdning er han stort set ene om.

Regionen - og Danida - har ofret millioner på at videreuddanne folk, som så forsvinder ved først givne lejlighed.

"Hvis alle læger heroppefra vendte tilbage, så ville hospitalerne blive oversvømmet," konstaterer Banka.

Men hvem vil frivilligt returnere til Sibirien?

"Hvis alle læger heroppefra vendte tilbage, så ville hospitalerne blive oversvømmet."

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere