Sitemap | Avanceret søgning |

Rejsebeskrivelse: Kakum National Park, Ghana

Panikkens fælde truer med at klappe for enden af hvert prøvende skridt. Vi ville ikke være de første, der blev fanget i frygtens klæbrige spindelvæv her oppe i 40 meter højde.

Af HENRIK THOMSEN CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 06-11-1998

Kakum National Park, Ghana

Vores guide er vant til folk med højdeskræk. I virkeligheden lider de fleste besøgende af det, fortæller han. Mere end àn gang har han måttet gå ud på gangbroen for at forklare en panikslagen turist, at det ville være i alles interesse - ikke mindst gæstens egen - at komme videre. Alene ud fra den betragtning, at man jo ikke kan sidde på en gangbro spændt ud mellem en tropisk regnskovs trætoppe for evigt. Vi er ankommet til Kakum National Park i det sydlige Ghana, hvor vi er godt i gang med at forcere Afrikas eneste "Canopy walkway". En "gangbro i trækronerne" ville vi kalde det på dansk.

Heroppe får vi lejlighed til at mærke adrenalinen suse gennem kroppen, samtidig med, at vi deltager i et forsøg på at forene turisme og økologisk ansvarlighed.

Oplevelsen af regnskoven bliver holdt i faste rammer i Kakum National Park. Og det var netop hensynet til miljøet, der i 1994 fik en gruppe canadiere med økonomisk hjælp fra USA til at bygge syv gangbroer mellem trætoppene i den da nyudlagte nationalpark. Herfra kan besøgende opleve regnskoven på nærmeste hold.

Nu prøver man at tjene penge uden at ødelægge miljøet. Hidtil prøvede man bare at tjene penge i de fleste afrikanske nationalparker. Den stigende ansvarlighed er velanbragt, selv om nogle vil mene, at den kommer i sidste øjeblik. Også i Vestafrika, hvis sydlige del tidligere var næsten helt dækket af regnskov. Men i dag lokker de frodige skove kun med deres mysterier i små pletter rundt omkring. Kakum National Park er med sine ialt 360 kvadratkilometer en af dem.

Her i Ghana havde de koloniserende englændere travlt med fælde skoven for at dyrke cacao, kaffe og citrusfrugter. Siden voksede den lokale befolkning og med dem deres byer, landsbyer og landbrug og regnskoven måtte vige yderligere. Og med menneskene kom også krybskytteriet. Som altid bliver naturen taber i kampen mod menneskets andre interesser.

Velkommen i regnskoven
Det er den samme gamle historie. Som ikke bliver mindre trist af den grund.

Vi ved selvfølgelig godt, at også diskussionen om regnskovenes fremtid er mere nuanceret end som så.

Men i dag er vi alene på regnskovens side.

Den byder os velkommen i sit fugtige favntag, da vi begynder opstigningen mod Canopy Walk. Med àt lukker trækronerne sig definitivt over os og slukker for solen. Himmelen forsvinder og efterlader os i det varme, grønne tusmørke hvor lydene af nogle af de 1,7 millioner eksisterende insektarter får vore trommehinder til at vibrere.

Mange af regnskovens insekter er end ikke identificeret af videnskaben endnu, kunne vi læse os til før vores Canopy Walk. Og den oplysning bidrager blot yderligere til den vidunderlige følelse, at der bag hver gren og under hvert blad kan lure en mystisk overraskelse.

Her er i hvertfald 300 fuglearter, 100 forskellige pattedyr og reptiler, 200 træsorter og ikke færre end 43 forskellige slags myrer.

Tilsammen indgår de i et af verdens mest fascinerende økologiske systemer, der både forsyner os mennesker med en betragtelig del af vores iltforsyning - og med en dårlig samvittighed.

Foreløbig giver vi os lov til bare at nyde oplevelsen uden samvittighedsnag. Vores kroppe har for længst iværksat det ultimative forsvarsværk mod den kvælende fugtige varme. Vi sveder om kap.

Hvilket på sin vis er godt, da det kan kamuflere angstens sved, nu da vi er nået til begyndelsen af Canopy Walkway.

Skrækindjagende højder
Og det er virkelig ikke for folk med højdeskræk. Guidens påmindelse om, at der kun må gå àn person ad gangen på hver gangbro, tjener til at give fantasien vinger.

Så tager vi det første skridt.

Fra det ene øjeblik til det andet er vores situation ændret radikalt. Nu er det eneste, der står imellem os - og en pludselig nærkontakt med regnskovens bund 40 meter nede - en række aluminiumsstiger med brædder henover og nogle tynde reb som rækværk, hvorfra et net slutter ned til den 30 centimeter brede gangflade. Det hele bliver holdt oppe af stålwirer.

Den smalle gangbro vipper, knirker og knager under vores vægt. De fleste af os er mere koncentreret om bare at komme levende over alle syv gangbroer end at studere den skønhed, som regnskoven gavmildt åbenbarer under os.

Øvelsen går på at holde blikket rettet mod et fast punkt for enden af gangbroen, hvis man bare lider det mindste af højdeskræk. Og for alt i verden: lad være med at kigge ned.

Vi når slet ikke at tænke på det triste i, at menneskene er kommet så tæt på regnskoven, at det her i området er et problem, at sultne elefanter kommer ud af skoven for at æde afgrøderne på de tilstødende marker. Og så er alle parter efterladt med et umuligt valg.

Nogle dage kan man høre elefanterne trompetere, når man går på Canopy Palkway. På de heldigste dage kan man se dem - eller nogle store kattedyr eller en antilopefamilie.

Men dyrene er mest aktive om natten.

Oppe i trækronerne får vi først og fremmest besøg af de utallige sommerfuglearter, der beriger skoven med deres farver. Og vi ser papegøjer, der fra sikker afstand kigger nysgerrigt tilbage.

Efter den sidste gangbro er vi selv i sikkerhed.

På regnskovens side
Selv om vi ikke så meget af det vilde dyreliv, er vi betaget af regnskoven. Et fascinerende, eksotisk og truet sted.

Fra 1960 til 1990 blev alverdens regnskove reduceret med en femtedel. De mest pessimistiske forudsigelser går, ifølge oplysningerne i Kumka National Park, på at der hvert år forsvinder 16 millioner hektar regnskov. Hvis det fortsætter, betyder det, at en fjerdedel af de anslåede 10 millioner eksisterende dyre- og insektarter vil være forsvundet om 30 år. Det svarer til 27.000 om året, 74 om dagen og tre i timen.

Mange af arterne er ikke engang identificeret endnu.

Så i dag er vi på regnskovens side.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere