Sitemap | Avanceret søgning |

Det rene vand

En simpel vandpumpe har ændret livet i en af Ghanas små landsbyer. Sygdomme er på retur, produktiviteten stiger.

Af HENRIK THOMSEN CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 06-11-1998

Kpeduhoe

Dér står den. Ud til vejen, men centralt placeret i landsbyen, så ingen skal gå over 300 meter for at nå den. Et simpelt redskab med en tud og et stempel til at hente vand op af jorden.

En vandpumpe.

En enkel - nærmest banal - konstruktion, men den har ændret livet radikalt for landsbyens 365 indbyggere og stillet dem langt bedre end over halvdelen af deres landsmænd.

Tiden har ellers passeret nænsomt forbi landsbyen Kpeduhoe i det sydøstlige Ghana. Forandringer er langt sjældnere her end de få biler, hvis førere formentligt kun lige ænser samlingen af stråtækte lerhuse, når de kører forbi.

Uforanderlighed

I 1952 fik landsbyen en skole, som siden er bygget lidt ud, men ellers kan selv de ældste indbyggere ikke huske nogen forandringer af betydning. Her er ingen elektricitet. Her tager den ene dag den anden, mens bilerne af og til suser forbi.

Hvis chaufførerne passerer tidligt om morgenen, vil de se kvinderne stå i kø og fylde deres skåle og krukker med klart og rent vand. Vandpumpen i Kpeduhoe har løst mange problemer på bare lidt over et år.

Guinea-orm

Men da vi kommer på uanmeldt besøg i den gæstfri landsby, hvis indbyggere straks stiller byens bedste stole frem og stimler interesseret sammen omkring os, kan vi også se, at det rene vand kom for sent for en ung pige.

Hun bliver båret hen til forsamlingen på skuldrene af en af landsbyens mænd. Hendes fødder er hævet voldsomt op, og på den ene kan man se en tynd hvid stribe.

Guinea-orm.

Hun har alt for mange smerter til selv at kunne gå.

Guniea-orm er en hæslig vandbåren sygdom, der har plaget dette område af Ghana voldsomt. Ormen udvikler sig under huden og spredes ved, at en smittet person går rundt i vandet. Den hvide Guinea-orm stikker så frem fra under huden og lægger tusindvis af æg i vandet. Når en person drikker af det inficerede vand, bliver smitten overført. Men der kan gå et år, før man finder ud af, at man er smittet.

Benet - eller et andet sted på kroppen - hæver op, og der kommer blærer, som hurtigt bliver til sår. Til sidst viser Guinea-ormen sig. Risikoen for betændelse er stor, og ligesom det er sket for pigen i landsbyen, bliver det umuligt at gå.

De lokale behandler Guinea-orm ved at vikle den omkring en lille pind, når den viser sig. Dag for dag, millimeter for millimeter ruller de ormen op på pinden - det kan tage en hel uge, for en Guinea-orm kan blive op til en meter lang.

Hvis man ikke passer på, brydes ormen, og der kommer alvorlige infektioner.

Men det eneste, der skal til for at undgå den forfærdelige sygdom, er rent vand.

En vandpumpe.

Øget sundhed

Rent vand er en mangelvare, og det er et af Ghanas største problemer. Det snavsede vand går ud over livskvaliteten og sundheden og dermed produktiviteten.

"Vi får ikke Guinea-orm mere, og der er langt mindre diarrà hos småbørnene. Sundheden i landsbyen er blevet meget bedre, siden vi fik vandpumpen," fortæller en gammel dame fra landsbyen os. Hun kan stadig huske, da landsbyens beboere måtte gå otte kilometer for at hente rent vand.

Som positive ringe i vandet breder pumpens virkninger sig i landsbyen. Kvinderne skal ikke bruge så meget tid på at hente vand. Derfor får de mere tid til andet arbejde. Indbyggerne bliver sjældnere syge. Derfor kan landsbyen som helhed producere mere.

Det er den proces, som Ghanas Water and Sanitation Divison i Ho og i resten af landet vil nære. Men det er et langt og slidsomt arbejde. I 1992 viste en undersøgelse, at kun 32 procent af landbefolkningen - som udgør 70 procent af den samlede befolkning - havde adgang til rent vand. Der er ingen præcise tal for situationen i dag, men det skønnes, at under halvdelen af landbefolkningen kan drikke rent vand. Tallet i byerne ligger omkring 70 procent.

Nyt vandprogram

I løbet af 1993 og 1994 begyndte det nye vandprogram i Ghana, der grundlæggende bygger på øget decentralisering og øget deltagelse af landbefolkningen selv.

Indtil da havde vandforsyningen været ekstremt centraliseret med den konsekvens, at det næsten udelukkende var i byerne, at vandforsyningen blev udviklet. For de havde penge til at betale for det...

Landsbyen Kpeduhoe er et godt eksempel på den nye politik. I 1994 sendte landsbyen nogle repræsentanter til de regionale myndigheder og fortalte, at de ville have en vandpumpe.

Med sig havde de godt to kroner pr. indbygger - en registreringsafgift som det første bevis på, at de mente det alvorligt. Dernæst fulgte en periode med undervisning af landsbyens beboere i vigtigheden af rent vand, hvordan man skulle udnytte pumpen, og hvordan den skulle vedligeholdes.

Landsbyen nedsatte sin egen vandkomit+e med ansvaret for den kommende pumpe og indsamlede de krævede 420 kroner - fem procent af den samlede investering. Staten betaler godt 10 procent og forskellige donorer, bl.a. det danske udenrigsministeriums bistandsorganisation Danida, resten. Der bliver lagt stor vægt på, at der er kvinder med i landsbyernes vandkommiteer.

På eget ansvar

Nu har landsbyen Kpeduhoe udnævnt en officiel ansvarlig for vandpumpen, og de har - som påkrævet - oprettet en konto med penge til vedligeholdelse.

For pumpen og dens vedligeholdelse er nu helt og holdent deres eget ansvar.

Pengene tjener de ved ren brugerbetaling på vandet og ved at fange strejfende husdyr. Det koster godt ti kroner, hvis ejeren vil have sit dyr tilbage. De syv kroner går til vandkontoen - de tre til fangeren. "Det er hele ideen med det. At landsbyboerne selv føler et ansvar for pumpen," siger S. E. Asimah, der er direktør for Volta-regionens vand- og sanitets program.

Siden programmet begyndte i 1993, har 90.000 ghanesere fra Volta-regionen i sydøst fået adgang til rent vand - og projekter, der forsyner yderligere 145.000, er allerede i gang. Men der bor over en million mennesker i området, og det er en lang og sej kamp at få rent vand til alle.

Vand nok

Sagen er nemlig ganske paradoksal. Netop den kendsgerning, at der er vand nok i Ghana - i modsætning til for eksempel Burkina Faso og Niger, hvor der er decideret vandmangel - er nemlig et problem. Der er nok, men det er ikke rent.

"I Burkina og Niger er opgaven mere direkte - der handler det i højere grad om vandkvantitet end vandkvalitet. Og det er let nok at få folk til at forstå. I Ghana er det vandets kvalitet, der er afgørende. Mange af de lokale tror stadig, at sygdom er noget man får ved, at andre kaster onde øjne på dem. Og så er det svært at forklare, at rent vand er en livsnødvendighed. Argumentet kan typisk lyde, at deres forfædre jo levede godt, selv om de hentede vand fra snavsede vandhuller," siger Benthe Schiller, der er fra den danske ambassade i Ouagadougou og hele regionens tekniske rådgiver på vandspørgsmål.

Undervisning i hygiejne - ofte udført af private hjælpeorganisationer - er derfor en hjørnesten i Ghanas vandpolitik. Og det hjælper langsomt.

Bevidstheden om, at de positive virkninger opvejer besværligheden ved at skaffe sig rent vand, har fået fodfæste selv i landsbybefolkningerne. Praktisk taget alle landsbyer er interesserede i at få en vandpumpe.

Rent vand - en vision

Ikke desto mindre trækker S. E. Asimah på det, da vi spørger, om det er realistisk at nå målet for Ghanas vandpolitik, Vision 2020. I al sin enkelthed handler visionen om, at 85 procent af Ghanas befolkning har rent vand i år 2009, og at alle har det i år 2020.

"Det er vores mål, men den alvorligste forhindring er økonomien. Vi er for tiden ved at udarbejde et budget for, hvad det vil koste at nå målet. Spørgsmålet er, om vi får pengene," siger S.E. Asimah.

I Kpeduhoe er de allerede ved at forberede næste skridt. De vil have toiletter.

Hvis de kan skaffe pengene.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten