Sitemap | Avanceret søgning |

Der er langt til Charlottenlund

Historien her kunne begynde flere steder. Den kunne begynde genkendeligt og trygt på villavejen i Charlottenlund, hvor der er så stille, at man kunne blive snydt ind i den forestilling, at her er det søndag hver dag.

Af HENRIK THOMSEN og CHRISTIAN THYE-PETERSEN
Publiceret 06-11-1998

Tema, Ghana

Den kunne også begynde mere eksotisk i Ghana - i udkanten af Accras travle havneby Tema, hvor toppen af havemuren omkring det lille etplans-hus er belagt med glasskår og jernpigge, så kun de mange firben kan forcere den uden risiko.

Men uanset, hvor man begynder historien, handler den om det samme: Om to vidt forskellige, men lige inspirerende forretningskvinder, der hver især er den andens vigtigste partner.

Knyttet sammen af Danidas Privat-Sektor program om en lille tekstilvirksomhed, der lever af danske Kirsten Lundberghs design, knowhow og kontakter og ghanesiske Florence Dekus produktion.

Kultur-grøft
I perioden fra 1996 til 2001 har Danida sat 750 millioner kroner af til at støtte erhvervssamarbejde mellem små og mellemstore virksomheder i Danmark og specielt udvalgte modtagerlande.

Meningen er at udvikle mellemklassen i modtagerlandet og skabe nye arbejdspladser.

En lille del af de penge er gået til Florence Dekus virksomhed Dieu Doneà - "Guds gave" - der drives fra det lille et-planshus i Tema, og til Kirsten Lundberghs virksomhed Spektrum. Den bestyres fra et kælderlokale på den stille villavej i Charlottenlund.

Men der er i mere end àn forstand langt fra Charlottenlund til Tema. Det har Kirsten Lundbergh erfaret, når hun skulle oplære og vejlede Florence Deku og de efterhånden 10 ansatte i Dieu Doneà.

Eller som den 56-årige danske tøjdesigner siger:

»Det kan være svært at overbevise mennesker om, at det er vigtigt, at knapperne på skjorten sidder lige, og at det har betydning, hvilken farve tøjet har, hvis de grundlæggende er glade for bare at have en skjorte at tage på.«

Og mens man kan tilbagelægge den geografiske afstand i løbet af timer, tager det noget længere at udligne de kulturelle forskelle mellem Danmark og Ghana, når begge parter skal bevare deres stolthed - og begge parter med tiden gerne skulle få en god forretning ud af det.

Tre ugers begravelse
Ghana er efter Indiens frafald den væsentligste modtager af danske PS- penge. Fra 1993-1996 blev der støttet med 30 millioner kroner i Ghana, og i anden fase fra 1996 til 2001 er der hidtil støttet med 40 millioner og konkrete planer om yderligere 20 millioner.

Jørgen Carlsen, der er ansvarlig for PS- projekterne i Ghana, fortæller:

»Der vil altid være nogle små problemer i begyndelsen af et samarbejde mellem forskellige folkeslag. Vi oplever for eksempel, at ghaneserne oftere tænker på at få en kortsigtet gevinst, mens danskerne tænker mere langsigtet. Men de positive erfaringer er i overtal.«

Kirsten Lundbergh skulle også først lige vænne sig til en anden måde at tænke på.

»Som dansker er du nødt til at vænne dig til, at de ansatte i Ghana ikke har samme opfattelse af et ansættelsesforhold, som i Danmark. Hvis der for eksempel sker et dødsfald i en af de ansattes landsbyer, så kan det godt tage mere end tre uger, før de kommer tilbage fra begravelsen,« siger Kirsten Lundbergh.

Hun har tidligere gennemført et lignende projekt i Zimbabwe og har selv haft en virksomhed med en omsætning på 12 millioner kroner. Hun kom halvvejs ved en tilfældighed - formidlet af den amerikanske hjælpeorganisation »Aid to Artisans« - i kontakt med Florence Deku, og efter et par besøg blev Privat- Sektor samarbejdet etableret.

I dag aftager Kirsten Lundbergh produktionen og afsætter varerne på det europæiske marked via de kontakter, hun har opbygget i sin tidligere virksomhed.

Den rette arbejdshøjde
Det lille dansk- ghanesiske team har gennemført "opstarts-fasen" og har en ansøgning om yderligere støtte liggende til godkendelse.

Men det har været hårdt arbejde at nå så langt. Der skulle bogstavelig talt startes fra bunden.

Vi er kommet til Tema og møder Florence Deku i hendes hus, hvor bordene nu står i den rigtigte arbejdsmiljøvenlige højde. Det har de ikke altid gjort.

»Det første, Kirsten gjorde, var at få skaffet nogle borde i den rigtige højde. Hun havde jo erfaring med, hvad der er bedst,« siger Florence Deku.

Selv havde hun ingen erfaring.

Florence Deku er uddannet sygeplejerske og havde blot tekstilarbejde som en hobby. En hobby, der blev et erhverv efter, at hun kom hjem efter syv års ophold i England og fandt sin sygeplejerske- uddannelse utilstrækkelig.

Men det var en sej kamp mod ulige konkurrencevilkår fra store tekstilfabrikker og ghanesernes forkærlighed for europæisk tøj. Eksport var end ikke noget, Florence Deku tænkte på.

I begyndelsen af 1997 begyndte det formelle samarbejde mellem de to kvinder. Og nu er Dieu Doneà's produktionsmål 3600 enheder om året - også til eksport. Florence Deku har ti ansatte, hvor hun tidligere fik tingene syet på systuer. Håbet er at udvide produktionen hvert år - med et enkelt år afsat til træning af nye syere.

»Først og fremmest har vi lært meget af Kirsten. Hun har lært os noget om kvalitet, mode og eksport. Alle de ting vidste jeg ikke meget om. Jeg havde ikke råd til at uddanne mig i de forhold, men kunne lære af Kirsten,« siger Florence Deku.

Kvalitet og priser
Midlerne til at få den lille virksomhed på fode var træning, træning og atter træning. Kirsten Lundbergh har brugt mange timer på at prædike de tre vigtigste ting, hvis man vil sælge tøj: Kvalitet, kvalitet og kvalitet.

Mangelen på de rigtige råvarer har blot gjort processen langsommere og dyrere. Florence Deku, der ikke rigtig vil ud med sin alder, men gerne fortæller, at hendes ældste søn er 28, lader sig nu ikke slå ud.

»Det næste, jeg gerne vil lære, er noget om ledelse og marketing. Jeg skal kunne forklare mine medarbejdere - med autoritet - hvorfor de må sætte arbejdet højt og ikke bare kan blive væk i længere tid, hvis der er begravelse i deres familie. Og jeg savner at vide, hvad der sker med tøjet, når Kirsten har købt det af mig. Jeg tror ikke, at hun snyder mig, men vil gerne lære noget mere om processen, efter jeg har afleveret tøjet,« siger Florence Deku.

Prissætningen har været et af de mere ømtålelige emner i det lille samarbejde. Kirsten Lundbergh har lagt ud for råvarer, lønninger og materialer, og hun siger:

»Jeg kan godt fornemme på Florence, at hun et eller andet sted tror, at hendes tøj bliver til guld, når jeg sælger det videre. Et af de største problemer er, at ghaneserne ofte sætter et urealistisk prisniveau ud fra luftige forestillinger. Det har vi mange diskussioner om,« siger Kirsten Lundbergh.

Kundebesøg i Danmark
Men de kulturelle forskelle og diskussioner om prissætningen er ikke større, end at begge parter håber, at samarbejdet fortsætter. Meget tyder på, at ansøgningen om yderligere støtte bliver godkendt.

Blandt de nye ideer er at involvere den lokale tekniske skole i uddannelsen af syerne - som i Ghana ofte er mænd. Samtidig er det meningen, at Florence Deku skal have et kursus i ledelse og marketing. Og hun skal på kundebesøg i Danmark. Og hun skal have opbygget et kapitalgrundlag.

»Det er op til Florence selv at effektivisere produktionen. Jeg kan ikke komme fra Danmark og stå med et stopur og sige, at nu skal de arbejde så og så effektivt. Det ville være at gøre vold på de mennesker. Jeg kan komme med en ide og lære dem betydningen af kvalitet. Vores langsigtede mål er at udvide eksportmarkedet, så vi kan sælge tøjet hele året. Men jeg tror aldrig, at det bliver en stor virksomhed,« siger Kirsten Lundbergh.

Den danske designer er ikke økonomisk afhængig af samarbejdet og har endnu ikke tjent penge på det.

Men med tiden er det selvfølgelig meningen.

Og på det punkt er den danske og den ghanesiske forretningskvinde helt enige.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere