Sitemap | Avanceret søgning |

Den sorte samvittighed

Brændevin sælger godt i Ghana. Måske et levn fra fortiden. Dengang da danskerne var herrer på Guldkysten.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 25-10-1998

Brændevinen var - sammen med våben og krudt - vigtige betalingsmidler under danskertiden, det vil sige fra 1672 til 1849.

Varen?

Mennesker. Vi købte mennesker. Negre blev de kaldt.

Prisen: Ofte en flaske brændevin pr. hoved.

Historikere anslår, at Danmark og Norge bærer ansvaret for eksport af 100.000 slaver fra Afrika til Den ny Verden. 85.000 af dem blev sejlet over Atlanten i danske skibe.

I Danmark er slavehandelen et sort kapitel i historien. En fejltagelse, som de fleste af os helst vil glemme. Men i Ghana skal der ikke kradses meget i overfladen for at komme ned til bitterheden.

Bitterhed hos ofrene, der stadig bærer smerten og aldrig har fået så meget som en undskyldning.

Og bitterhed hos de tro kolaboratører, der føler sig ladt i stikken af danskerne.

Brændevin i bilen

For en sikkerheds skyld har vi to flasker brændevin med i bilen.

Sådan ville skiftende danske guvernører på Christiansborg i Accra også have rustet sig i vores situation. Vi er nemlig på vej til audiens hos akwamuernes høvding.

Militært set var danskerne aldrig godt kørende på Guldkysten. En europæer holdt ikke længe i det tropiske klima. Feberen tog ham.

Men vi havde stærke allierede. Akwamuerne - den store krigerstamme, der hærgede og plyndrede over det meste af kysten, og på et tidspunkt kunne mønstre 7000 mand under våben.

Alliancen med de krigeriske akwamuer blev ikke kun en militær nødvendighed for den danske kolonimagt. Stammen var også en vigtig handelspartner. De raidede nabostammerne og solgte krigsfangerne til danskerne - som slaver. De gjorde det beskidte arbejde i den statsautoriserede danske slaveforretning.

Brændevinen i bilen skal skaffe os foretræde for akwamuernes høvding, Otumfuo Ansa Sasraten den Sjette.

Han har noget, akwamuerne tog fra os: Nøglerne til Christiansborg i Accra.

Den historie vender vi snart tilbage til.

Til hovedstaden

Først skal vi finde Akwamufie, hovedstad i Akwamuernes rige.

Det vil sige: Noget kongerige er det jo ikke helt, for akwamuernes land er nu en del af Ghana. Og hovedstaden - den ser heller ikke ud af meget.

Vi har passeret Volta-floden og drejer til venstre ad en smal og hullet asfaltvej. Efter ti minutters zig-zag gennem et kuperet landskab dukker en lille by op.

På torvet svinger vi ind foran et lille, to-etagers murstenshus - høvdingens palads.

Helt ærligt, så tegner det ikke godt fra starten.

En mand, der taler perfekt engelsk og viser sig at være høvdingens departementschef, stiller sig aggressiv an, fordi vi ikke har lavet en aftale på forhånd.

Det hjælper ikke spor, da han hører, at vi er danskere.

Vi forklarer vores ærinde - det drejer sig om nøglerne til Christiansborg - og nævner de to flasker brændevin. En af delene hjælper lidt. Vi lodses ind i forværelset, et stort bart rum med umagelige lænestole langs væggene.

Departementschefen, som hedder Kwame Asare Darko, forklarer, at han ikke har meget tilovers for danskerne.

»De laver udvikling i andre dele af Ghana, men ikke hos os. Og vi hjalp dem med at bygge deres rige på Guldkysten. Vi har ingenting fået.«

Døren går op og en gammel, krumrygget mand humper ind.

Adgang 50 kr.

I modsætning til departementschefen har han et udtryksløst ansigt. Han er høvdingens lingvist (sprogrøgter), manden, man skal igennem, for at få audiens.

Brændevinsflaskerne kommer på bordet. Det begynder at tegne lidt bedre, og endnu bedre bliver det, da lingvisten - efter et vink fra departementschefen - diskret tilstilles en sum af 50 kroner.

Nu står døren åben.

Vi går i en lang række - gæsterne, chaufføren, tolken, vejviseren og alle høvdingens mænd - over en lille gård, op på første sal og ind i modtagelsesværelset.

Der sidder han så - akwamuernes høvding - på sin trone med fødderne på en lille skammel polstret med imiteret leopardskind. Værdig, i en traditionel klædedragt, der afslører grå brysthår.


Den sorte samvittighed (1)
Akwamuernes høvding, Otumfuo Ansa Sasraten den Sjette.


Vi bukker dybt, som vi har fået besked på, og hilser.

Høvdingen siger ikke meget selv. Han forstår og taler engelsk, men alligevel foregår al kommunikation gennem departementschefen og en af underhøvdingene, Nana Kwadwo Asamani den Sjette.

Christiansborgs nøgler

Nu kommer vi så omsider til nøglerne til Christiansborg.

For 305 år siden - i 1693 - gjorde akwamuerne oprør mod danskerne. Det var ikke et oprør mod slavehandelen, men et vredesudbrud over ikke selv at få nok ud af det.

Fortet kørte som sædvanligt på pumperne - sygdom havde reduceret den danske bemanding til en sølle feberhærget flok. Akwamuerne kunne uden større besvær overliste de få, der ikke lå syge.

I sejrsrusen - befordret vel af fortets beholdning af brændevin - parterede akwamuerne den danske handelsbestyrer led for led. Guvernøren slap med at få haserne skåret over, og han havde held til at kravle langs stranden over til det hollandske nabofort.

Besættelsen varede et helt år, indtil akwamuerne begyndte at mangle våben og ammunition. Så lod de danskerne købe deres eget fort tilbage for et passende kvantum varer plus 3000 rigsdaler i kontanter.

Men akwamuerne beholdt nøglerne - og de har dem stadig.

Her i dette hus, i det høvdingen kalder sit palads.

Underhøvding Nana Kwadwo Asamani den Sjette viser sig at kende historien i detaljer. For det var under hans tipoldefars kommando, at den danske faktor blev parteret og guvernøren fik haserne snittet.

»Der stod danskerne, de havde købt deres fort tilbage, men de kunne ikke komme ind, for vi havde nøglerne.«

Latteren runger gennem lokalet, mens en kraftig byge begynder at hamre mod taget.

Sorte fordrev hvide

De krigeriske akwamuer har mange store sejre at se tilbage på, men intet overgår deres erobring af Christiansborg.

»Det var første gang i verdenshistorien, at sorte mænd fordrev en hvid kolonimagt,« siger høvdingen gennem sin departementschef.

Men - understreger alle - uvenskabet blev hurtigt bilagt. Vi havde brug for hinanden, vi danskere og akwamuerne.

Stammen vendte tilbage til rollen som danskernes tro allierede, og sådan fortsatte det indtil 1825.

Indtil slavehandelen omsider begyndte at ebbe ud.

Et forbud mod dansk slavehandel blev vedtaget i København i 1792, men handelen fortsatte reelt indtil midten af 1800 tallet.

Der er i denne ubehagelige historie fortrængninger på alle sider.

Akwamuernes departementschef betoner inden selve audiensen hos høvdingen, at hans stamme kun interesserede sig for handel med guld og ikke leverede slaver til danskerne på det hvide fort.

»Slavehandlerne var dem oppe nordpå,« siger departementschefen.

Under audiensen hos høvdingen medgår Nana Kwadwo Asamani dog, at hans forfædre solgte deres krigsfanger videre. Nogle historikere mener, at akwamuerne førte deres krige med det ene formål at tage slaver og afhænde dem til danskerne.

For der var en forståelse mellem os og dem, mellem danskerne og akwamuerne.

Året efter, at danskerne havde fået Christiansborg tilbage, plyndrede akwamuerne rutinemæssigt landsbyerne langs kysten. I panik flygtede beboerne til Christiansborg for at søge beskyttelse hos den daværende guvernør Lygaard.

»Men Lygaard lod portene lukke for øjnene af dem og stod med sine folk på bastionerne og så dem blive taget til fange for foden af murene. "Vi er her for at drive handel, ikke for at blande os i strid", sagde han bagefter. Få måneder senere kunne "Christianus Quintus" og "Fredericus Quartus" sejle til Vestindien med henholdsvis 334 og 435 slaver,« skriver forfatteren Thorkild Hansen i "Slavernes Kyst".

Hædersbevisninger

Disse historier ønsker ingen at blive mindet om her i høvdingens audienssal, som vel er på størrelse med en almindelig dansk dagligst

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere