Sitemap | Avanceret søgning |

Forbandelsens lænker

I Grace Dugahs barndom var der ikke plads til drømme.
Hun måtte ikke engang bede til Gud.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 20-10-1998

Først nu - som voksen - vover hun at tænke på fremtiden. Grace vil gerne være syerske.

Så hun kan tjene sine egne penge ved at sy tøj til folk. Måske finde en far til sine to børn og leve et ganske almindeligt liv i det sydøstlige Ghana, hvor hun hører til.

Et beskedent ønske for en 26-årig pige, vil mange mene.

Men Grace Dugah er heller ikke vokset op med positive forventninger
af nogen art. Fra hun var syv år gammel, til hun var fyldt de 24, var Grace Dugah ingenting.

Hun var slave.

Mens den vestlige civilisation tripper med store forventninger på tærskelen til det næste årtusinds uendelige muligheder, lever titusinder af afrikanere fortsat i trældom.

Berøvet friheden, den mest fundamentale af alle menneskerettigheder.

Hundreder af år efter de europæiske forbud mod menneskehandel
findes slaveriet stadig i Mauretanien, i Sudan - og her i Ghana,
det ellers forbilledlige afrikanske land, der modtager millioner
i dansk udviklingsbistand.

Et uværdigt liv

I Ghana er slaveriet del af et religiøst offer-ritual. Og Grace Dugah, hun blev ofret og levede i 17 år som trokosi-slave.

17 år, hvor hun dag - og nat - stod til rådighed for en af Ghanas mange fetichpræster, der udøver deres nedarvede og enorme magt fra lokale helligdomme. De to børn er synlige bevis på det, ligesom Graces generte væsen og de lidt trætte øjne fortæller os historien om et liv uværdigt for et menneske.

Et uværdigt liv, som Grace efter et forsigtigt skøn deler med mindst 3000 andre kvinder og piger i Ghana.

I fetichpræsternes egen terminologi er kvinderne »Guds slaver.« Men det passer ikke. De er bare slaver - på tærsklen til år 2000...

Kvinderne købt fri
For to år siden fik Grace sin frihed.

Vi møder hende og 27 andre kvinder på en skole for frigivne slaver, en isoleret og fredfyldt plet ved Volta-flodens østlige bred i det sydlige Ghana.

Skolen er bestyret af den internationale hjælpeorganisation,
International Needs, der også har købt kvinderne fri af deres ejere. For en stor dels vedkommende er arbejdet finansieret af Danida.

Under vores besøg i det åbne, primitive skolelokale, sidder den yngste af pigerne og kryber sammen som en skræmt hundehvalp over det fremmedartede møde med hvide mænd, deres blokke og fotografiapparater. Hun er end ikke teenager, og den ældste af kvinderne på skolen kunne være hendes bedstemor.

I dag kan kvinderne bevæge sig frit, sove med hvem de vil og drømme om en fremtid, der i det mindste vil være deres egen. De yngste bliver undervist i almindelige skolekundskaber, mens de ældre - som Grace - lærer et håndværk. De er på skolen i tre år.

Heksedoktorens hævn
Andre har ikke været så heldige.

Ghanas parlament vedtog ganske vist i juni i år en lov, der forbyder udøvelsen af den ældgamle tradition. Men trokosi-systemet tager sin næring fra den dybe lokale overtro, og derfor er afskaffelsen af slaveriet en meget lang proces.

»Der vil gå endnu mindst fem år, før den sidste slave er frigivet i Ghana,« siger Wisdom Mensah, koordinator for International Needs.

Grace Dugah fortæller os sin historie. Den er ligeså typisk, som den er foruroligende set med vores øjne.

Endnu inden Grace var født, gik hendes familie til den lokale fetichpræst - en magtfuld heksedoktor, der udøver en kolossal magt over sin "menighed". Graces familie bad fetichpræsten om at sikre dem en god høst og lovede en modydelse. Høsten blev god, men familien betalte ikke modydelsen. Da et familiemedlem pludselig døde, troede resten fuldt og fast på, at det var fetichpræstens hævn. At præsten havde lagt en forbandelse over familien.

Nøgenbilleder
Familien afleverede en kvinde som trokosi-slave for at hæve forbandelsen, og da hun døde, var familien forpligtet til at erstatte hende med en anden for at undgå fetichpræstens fortsatte hævn. På den måde kan unge kvinder på skift bøde for deres familiers ugerninger i mange generationer.

Det blev Grace Dugahs skæbne.

»I dag har jeg stadig kontakt med min familie, men det var ikke mit ønske at blive trokosi-slave. Jeg blev tvunget til det, og det er jeg bitter over i dag,« fortæller hun os gennem tolken.

Andre piger fortæller andre historier. Historier om udnyttelse og ydmygelse. Hvordan slaverne bliver tvunget til at klæde sig nøgne og vise sig frem for præstens gæster. Og hvordan nogle præster mod betaling lader europæiske turister tage nøgenbilleder af de livegne.

Født ind i slaveriet
En af pigerne beretter, at hun er født ind i slaveriet som barn af en fetichpræst og ikke kendte nogen anden tilværelse, før hun blev købt fri for to år siden.


Forbandelsens lænker (1)
Antie Gamor sidder til venstre


En anden fortæller, at hendes bedstefar havde sex med en kvinde fra den lokale helligdom. Det kostede Antie Gamor, som hun hedder, sin frihed, og hun er stadig den dag i dag slave. Men med den nye lov har hun fået håb, og hun tror, at hun står foran sin snarlige frigivelse. Hvis det sker, vil hun tage tilbage til sin familie, selv om det var dem, der for 12 år siden gav hende til fetichpræsten.

Antie Gamor har ikke andre steder at tage hen.


Stormøde for præster
Vi taler med hende i den lille landsby Atibe, der ligger langt fra alting i det sydøstlige Ghana, hvor helligdommene og deres præster er særligt udbredte.

Der er stormøde i landsbyen mellem 63 fetichpræster fra egnen. Wisdom Mensah fra International Needs oplyser dem om den nye lov, der kan medføre lange fængselsstraffe for dem, som bibeholder trokosi-systemet. Han understreger igen og igen, at loven er vedtaget.

Problemet er, at de forskellige helligdomme og deres fetichpræster
er blevet helt og holdent afhængige af slaverne. Fetichpræsterne
har selv udvidet den oprindelige tradition, hvor dyr var betaling
nok, til også at omfatte mennesker.

Ingen kan rigtig huske, hvornår det skete. Man har bare kunnet konstatere, at unge kvinder ofte må bøde for andre familiemedlemmers ugerninger. De blev foræret væk som kompensation eller for ikke at nedkalde fetichpræstens forbandelse.

Deres tid er forbi
Kvinderne arbejder i marken for fetichpræsterne, de er under fetichpræsternes koners kommando i hjemmet, og mange af dem er sengepartnere for fetichpræsterne. Og i dag kan fetichpræsterne ikke undvære dem.

»Men fetichpræsterne gør intet for os. Vi arbejder for dem i hjemmet og i markerne, men vi er afhængige af vores familier for at få noget at spise,« siger slaven Antie Gamor.

Det er den praksis, der nu skal bringes til ophør, og det bliver diskuteret ivrigt blandt fetichpræsterne på stormødet, som vi overværer. Efter en mystisk ceremoni, hvor brændevin spiller en central rolle, sidder præsterne skulder ved skulder i farverige dragter og klapper, når nogen siger noget, de kan bifalde.

De forstår, at tiden for deres fetich-vælde er ved at rinde ud, men de er indstillet på at få det meste ud af det.

Krav om kompensation
Tronna Ateu Eklo er fetichpræst.

Hans farverige dragt er svøbt om hans tætbyggede krop, og en fortand, der stikker næsten vandret ud af munden, fuldender et skævt tandsæt.

Han har fem trokosi-slaver i sin helligdom, men han har fire »til gode,« som ikke er afleveret endnu. Alligevel er Tronna Ateu Eklo indstillet på at holde op med at modtage mennesker som bod og igen nøjes med dyr som betaling, når han skal bilægge stridigheder.

»Tiden er inde til at ændre den praksis. Men vi må appellere til dem, som nu hjælper med at rehabilitere de tidligere slaver. Vi får også brug for hjælp til at rehabilitere os. Vi er helt afhængige af slaverne
- uden dem ville vi dø. Derfor skal vi have en passende kompensation,« siger fetichpræsten

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere