Sitemap | Avanceret søgning |

Så er bunden nået

Til at begynde med tænkte vi ikke videre over, at "Big John" hældte vand på mineselskabets firehjulstrækker.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 17-10-1998

Sandt at sige strejfede det os først, da explorateur Thomsen ansvarsbevidst huskede os på det på vej ned til JP Explorer ekspeditionens absolutte lavpunkt.

I denne uge har vi udover at besøge sygehuse, lerhuse, udhuse og kulturhuse udvidet JP Explorer til også at omfatte en rejse til jordens indre.

Skrøbeligt lys
En halv kilometer under jordens overflade i en guldmine, hvor det eneste, der holdt sammen på resterne af vores smuldrende selvtillid var de hvide kitler, hjelmene og et skrøbeligt lys i panden, der kom Thomsen i tanke om, at vores livlinje til overfladen var en motor med tendens til overophedning.

Kort efter bredte en relativ stilhed sig blandt explorateurerne, da vores chauffør stoppede samme motor for at finde ud af, hvorvidt dagens sprængning nærmede sig det, man kunne kalde den naturlige kulmination på enhver sprængningssekvens: Eksplosionen.

I en vildfaren klaustrofobisk feberfantasi var det pludselig let at forstille sig hundreder af sorte, tilmudrede minearbejdere komme væltende ud af mørket i tunnelen, vildt gestikulerende og højt råbende advarsler om et forestående ragnarok.

Dernæst lyden af en motor, der ikke vil starte. Så stilhed. Fulgt af den sidste udvej - ihvertfald for en vildfaren rødhåret dansker i en afrikansk guldmine 450 meter under jorden: Ukontrolleret, hæmningsløs panik.

Heldigvis blev det ved feberfantasien.

Vores chauffør kom tilbage, og vi kunne fortsætte besøget i den fugtige grotte, hvor det eneste, der tilsyneladende ikke er forhindret i at gro, er kakkerlakkerne.

Noget senere mødte vi vores ven, "Big John", på overfladen og kunne igen fascineres af denne kæmpe, der efter syv år i London har fundet lykken i Obuasi, hvor han på mere end àn måde er en mægtig mand.

Han fortalte, at han var træt af, at en sort mand i England kun kunne få arbejde, som han - "Big John" - er overkvalificeret til. En forsigtig afkodning, af det, den hjertelige kæmpe sagde, antydede, at han i bund og grund syntes bedre om at være her ved guldminen, hvor han har 9000 at hundse med. Frem for ene mand at blive hundset med i London.

Han har i øvrigt ikke fået sit navn ved en tilfældighed, kunne vores skarpeste iagttager, fotografen, konstatere. Selv i XXX-large var tilknapningen af den øverste knap i hans skjorte en fysisk umulighed, mente exploratør Ingemann, og skjortens chance for et længere ophold i "Big John"s bukser var i bedste fald marginal.

Til alt held magede forsynet det således, at maden blev sendt med uret rundt, da mineselskabet bød os på middag efter minesøgningen. Det betød, at "Big John" kom til at tage næstsidst. Hvilket igen var ensbetydende med, at den eneste, der blev snydt for et ordentligt måltid denne dag var ham, der sad sidst; en fåmælt ghanesisk bankmand, der ligesom os var på besøg i minen.

Konen med æggene
Ellers har den største opdagelse i løbet af endnu en uge med JP Explorer i Burkina Faso og Ghana været af personlig karakter. Fotografen, der har udøvet sin kunst i alverdens brændpunkter og som betegner forelskelse som en »momentan forskydning af al sund fornuft,« er i virkeligheden en blød mand.

En blød Ingemann, så at sige.

Vi fik beviset, da han som altid var klar med kameraet for at forevige en ung sort kvinde i Wa. Hun excellerede i den svære kunst at balancere 19 nylagte æg i en skål på hovedet.

Der lå de sikkert, indtil den stakkels pige blev så befippet over at blive fotograferet, at hun tabte hele balladen.

Der gik vel ikke mere end et par sekunder, før fotografen (der i parentes bemærket var feberhærget af en betændelse i albuen) reddede pigens dag ved at købe alle æggene - som hun i øvrigt fik lov til at beholde.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Ghana

Klassetrin
7.-10. klasse