Sitemap | Avanceret søgning |

En finger i klemme

Tre danskere arbejder på et sundheds-projekt i en udørk i Ghana. Og på de gode dage kommer det tæt på paradis.

Den lille by Tumu i Ghanas nordlige hjørne vil næppe nogensinde optræde i kulørte foldere over eksotiske feriesteder i Afrika. Alene tanken om, at stedet er drømmenes mål for en lille flok unge danskere, kan virke absurd.

Kun de færreste fra hovedstaden Accra kommer frivilligt på disse kanter, og en udnævnelse til for eksempel embedsmand her bliver i andre dele af landet modtaget med samme glæde som en uventet skatteregning i Danmark.

For det her er Ghanas svar på Sibirien.

Paradoksalt nok er det en af de væsentlige grunde til, at århusianerne Nete Reinholdt, Christian Nørskov Povlsen og Trine Silkjær er kommet hertil. Nete og Trine er medicinstuderende, Christian er Netes kæreste, og de er i Tumu for at gøre en forskel.

De er kommet for at undervise de lokale. De skal lære, hvordan man behandler, men først og fremmest undgår, de mange sygdomme, der plager Sissala-dristriktet, hvor Tumu er hovedbyen. Projektet hører under IMCCs (The International Medical Cooperation Comittee), og er foreløbig finansieret med fem millioner Danida-kroner frem til år 2001.

»Det sædvanlige svar er vel, at man rejser ud på sådan et projekt, fordi man vil opleve verden. Idealisme er ikke rigtig moderne mere. Men jeg har lige siden, jeg var barn haft en drøm om at komme til Afrika som sygeplejerske for at hjælpe mennesker,« fortæller Nete Reinholdt.

Oplevelse for livet
Nu blev det som medicinstuderende i stedet.

Nete er - sådan formelt set - den lille gruppes leder. Christian har lagt et job som pædagogmedhjælper i Århus bag sig for at følge sin kæreste og få en oplevelse for livet.

Beslutningen var ikke svær at tage.

»Once in af lifetime,« siger Christian, der selv har studeret medicin i to år.

Han står for det praktiske og administrative arbejde, der følger med projektet. Trine er den sidst tilkomne og er dermed i en oplæringsfase, så hun kan overtage styringen og oplæringen af de næste, når Nete og Christian skal afløses til februar næste år.

Efter 14 måneder blandt folk og fæ i Tumu.

Vi opdager hurtigt, at den lille by med de 5000 indbyggere er langt fra det mareridt, som rygterne er løbet i forvejen med. Tumu bliver vel aldrig ligefrem et paradis for de tre, men på de gode dage kommer det tæt på.

Der går ged i den
Vi parkerer firehjulstrækkeren i baghaven uden for det måske pæneste hus i byen og bliver gæstfrit budt velkommen - nøjagtig som ghaneserne ville have gjort.

Her render gedekiddet Puma rundt mellem benene på den tamme antilope, Lelle. Grisene vender sig kælent for at blive kløet på maven, når man nærmer sig, og de eneste, der passer sig selv her i byen, er sådan set hønsene.

Her er egentlig rart.

»Der er to ting, der gør det til en virkelig dejlig oplevelse. Den ene er arbejdet. Den anden de venner, vi har fået,« siger Nete, der som 26- årig er jævnaldrende med sin kæreste og et år ældre end Trine.

Danskerne er blevet modtaget med åbne arme af indbyggerne og er jævnligt gæster hos høvdingen.

Vi hilser på deres venner. Ghaneserne tager folk til deres hjerter og vil ikke slippe dem igen. Vi forstår, at de slet ikke kan klare, når talen falder på, at de tre danskere en dag rejser hjem igen. Så lader de hellere som ingenting.

»Tanken om at skulle sige farvel til disse mennesker og forklare dem, at man måske aldrig kommer tilbage, er forfærdelig,« siger Nete.

Dansk overklasse
De tre unge danskere er ankommet lige til overklassen i det lille samfund. De har et flot hus og er veluddannede, og ifølge den lokale tankegang aftvinger det respekt.

Deres popularitet bliver blot forstærket af, at Nete, Christian og Trine ikke gør forskel på høj og lav. De besvarer venlighed med venlighed, og enhver, der har behov, får et lift i deres bil. Den slags små ting sætter de lokale pris på.

Arbejdet ligger ikke i faste rammer. Det eneste, der ligger fast er, at det er hårdt og sjældent varer under 70 timer om ugen.

De tre udsendinge besøger distriktets landsbyer, hvor de underviser traditionelle behandlere og fødselshjæpere efter det aktuelle behov hvert sted.

De planlæger alt selv og er netop nu igang med at begynde undervisningen i et nyt underdistriktet.

De går stuegang med distriktets eneste læge på hospitalet i Tumu og behandler selv for de mest basale ting.

De gør en forskel.

Men det er svært, og på de dårligste dage har de tre mest lyst til at rejse hjem med det samme.

»Der kan være frustrerende. Projektet ændrer sig hele tiden, og tingene går langsommere, end man kunne ønske,« fortæller Nete.

Kulturchok
Og det kan også være noget af et kulturchok at komme hertil fra et land, hvor selv de alvorligste problemer generelt befinder sig på et helt andet plan.

De tre medicinstuderende giver os et indblik i kulturforskellene, da de tager os med ud til en af "deres" landsbyer, Kuntolo i Jeffesi-distriktet.

Vi har ikke været der længe, før en kvinde henvender sig til Nete. Kvindens finger er bundet ind i en snavset bandage og ser ikke godt ud. Nete fortæller, at kvinden er blevet stukket af et insekt, men at hendes mand ikke fandt det ikke nødvendigt at bruge penge på at blive behandlet på distriktshospitalet. Eller måske havde han ikke råd. I stedet behandlede han selv infektionen med urter. Det hjalp ikke, og nu skal kvinden være heldig for ikke at miste fingeren.

Det er den slags, de tre danskere arbejder med - og imod.

»Noget af det hårdeste har været at opleve fire børn dø. De to af dem burde ikke være døde. Det ene barn var tvilling, men blev bragt alt for sent ind til hospitalet, fordi lokal overtro byder, at tvillinger skal være sammen hele tiden. Det kostede måske barnet livet,« fortæller Nete.

Men det er de samme historier, der fortæller de unge danskere, at der er behov for deres hjælp.

Derfor er de her.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere