Sitemap | Avanceret søgning |

Guldjagten

Bjerget og mørket sluger os i àn eneste mundfuld. Den hvide jeep fra Ashanti Goldfields Company er rullet forbi den sidste sikkerhedsvagt, ind i selve minegangen.

Af HENRIK THOMSEN og CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 17-10-1998

Tunnelen falder stejlt, ind i bjerget, ned i undergrunden. Nedad og nedad, rundt og rundt, som en uendelig nedkørselsrampe, der leder efter en forlagt parkeringskælder.

Allerede efter det første sving forsvinder den sidste prik dagslys i bagruden, nu er der kun mørket tilbage; mørket, bilens gullige lyskegler og vore egne pandelamper, der afsøger de rå og vanddryppende klippevægge i den underjordiske rampe, fire og en halv meter bred og lige så høj.

Her to OG en halv times kørsel fra Guldkysten har vi fundet det. Guldet.

Guldet, som de europæiske kolonimagter slog ihjel for. Guldet, som er den økonomiske redning for det selvstændige Ghana.

Ghanas uudtømmelige skatkammer - sådan ser det i hvert fald foreløbig ud - findes i Obuasi. Eller rettere under Obuasi, et kaotisk Klondyke af en by, der er totalt omklamret af affaldsbjerge fra minen.

Boring døgnet rundt
Mineskakter og gange borer sig ned både i syd og nord. Hver dag, døgnet rundt, banker, borer og sprænger de dernede. Malmen transporteres til enorme forarbejdningsanlæg, hvor klippestykker kværnes til smulder, og guldet udvindes; guldet, som er denne bys eneste eksistensberettigelse.

Alle familier her i Ghanas Klondyke er på en eller anden måde afhængige af minen. Her bor vist omkring 300.000 mennesker, mener man, 5000 af dem henter lønnen i minen, et efter ghanesiske forhold godt betalt arbejde, som kan forsørge en stor familie, og andre 4000 er beskæftiget af mineselskabet, men på jordoverfladen.

Og så er der de næste led i fødekæden - underleverandørerne, de handlende, hotellerne, barerne, luderne, hustlerne.

Guldeventyret i Obuasi er kendt af alle i Ghana, og hver dag læsser de faldefærdige busser nye eventyrere af ude ved rundkørslen, hvor asfalten ender og mudderhullet begynder.

Af en eller anden grund er tilkørselsvejene til Obuasi i fornem stand, mens der inde i byen ikke findes mange meter asfalt. Byens beholdning af tvivlsomme køretøjer zig-zagger mellem grusvejenes livsfarlige kratere, men her er skam fortove - en halv meter hævet over det, man egentlig ikke burde kalde vejbanen.

En anden verden
I dette virvar af biler, der krydser rundt mellem hinanden, er der folk og brogede boder overalt, tætheden er overvældende, de små tændstikhuse med fjernsynsantenner på taget står gavl ved gavl.

Mineselskabets område er en anden verden.

Bag bommen og sikkerhedsvagterne er der friserede plæner, en cricketbane og velholdte kolonihuse, de fineste placeret på små tueagtige toppe med udsigt over byens liv.

Deroppe fra terrasserne kan man beskue den brogede scene og høre the senior staff fortælle om byens afhængighed af minen. At de eneste virksomheder, der ikke udelukkende lever af minen, vistnok er et par savværker. Årsagen er såmænd, at minen har sit eget savværk, ligesom den også har sit eget vandværk, skole, hospital, you name it.

Sådan var briterne, og selvfølgelig har minen en britisk forhistorie. De begyndte driften her for 100 år siden. Men metoderne er vidt forskellige fra dengang.

For eksempel kan man nu køre i bil ned i dybet. Vores rejse til undergrunden forstyrres pludselig af modgående trafik. Da lyskeglen nedefra rammer klippevæggen ruller vores mine captain bilen ind i en af tunnelens sidelommer boret ud til det samme.

Langsomt brøler en lastvogn, der helt fylder hullet, forbi os med malm, og bagefter kommer endnu et par køretøjer, det ene med en snes minearbejdere bagpå, lyset fra deres pandelamper slår flik-flak forbi os, og så er det mørkt igen.

Fuldstændig mørkt.

En labyrint
Vi bakker ud på rampen og fortsætter. Her i et par hundrede meters dybde er der sidegange overalt, det er en labyrint, hvor man kan blive væk og ikke har en chance, når batteriet på pandelampen løber tør.

Denne del af minen er skinne-fri, altså uden tipvogne, som ellers i århundreder har været brugt til at transportere malm fra brydningsstedet til elevatoren. I stedet foregår al transport med lastvogne.

Selv hernede på level 7 i det aktive brydningsområde er der intet som helst lys bortset fra et neonrør ved de faste installationer; pumpestationerne, transformerne og trykluftstationerne, livsnerverne og energikilderne for arbejderne.

Mine captain drejer højre, venstre, højre, møder en enlig arbejder, spørger om vej, og standser så pludselig.

»Vent her, jeg skal lige finde ud af, om de er ved at sprænge,« siger han og forsvinder, mens vi sidder tilbage med et par forkølede pandelamper og en stedsans sat ud af drift.

De sprænger ikke.

Vi får lov til at stige ud af bilen, ud til den kølige, fugtige luft, det grå mudder, der ligger overalt, vandpytterne, og en stille regn fra bjerget over os; ud til den monotone dunken fra vandpumperne.

Klar med sprængstoffer
Lugten af fugt blandes med stanken af diesel og smøreolie. Overalt i gangene her hænger rør til trykluft og frisk luft. Om hjørnet arbejder fem mænd i gummistøvler, vandet driver af dem.

De arbejder med sprængstoffer.

På væggen foran dem er tegnet nogle kridtstreger og boret et mønster af 2,3 meter dybe huller. De skal fyldes med eksplosiver, et sprængfarligt gult granulat, som står i to plastiksække.

Midt i det hele ligger en bunke tændsnore og detonatorer, de skal få det til at sige bang.

Deres værktøj ser lidt hjemmeflikket ud. Granulatet hældes gennem en stor plastiktragt ned i et rør, hvorefter der kommer tryk på, så pulveret presses ind i hullerne. Så sættes detonator og sprængsnor i.

Det hele ser lidt skødesløst ud.

Men oppe på overfladen har direktionen et par timer tidligere fremvist beroligende dokumenter. Der sker forbløffende få ulykker i minen, og tallet er for nedadgående.

Selskabet sørger selv for at uddanne arbejderne, og så håndhæves alkoholforbuddet meget strengt. Sikkerhedsorganisationen foretager stikprøvekontroller ved begyndelsen af skiftene, og får spritballonen den forkerte farve, så er det omgående bortvisning.

I det hele taget er man oppe i direktionen ganske tilfreds med statistikkerne. Jo, guldpriserne falder, og det har reduceret indtjeningen de seneste år.

Men minen har tiden for sig. I modsætning til Afrikas anden store guldproducent, Sydafrika, kan Ghana ikke se en ende på sine reserver. Takket være guldklumpen under Obuasi, kontinentets største guldmine udenfor Sydafrika.

»Vi er lige begyndt«
»Sydafrikanerne er nede på 3000 meter og på vej ned på 4000 meter. Efter 100 års brydning befinder vi os stadig kun på 1500 meter - på græsrodsniveau, som man kalder det i Sydafrika. Vi er først lige begyndt,« siger J. A. Cox, administrende direktør i minens afdeling for strategisk planlægning.

Selv om produktionen øges næsten hele tiden, så stiger de kendte reserver konstant. Fordi minearbejderne og gravemaskinerne slet ikke kan følge med geologernes annoncering af nye fund.

Så for Cox er der kun àt nøgleord for minen i Obuasi: Vækst. Produktionen skal over en årrække mere end tredobles, og det kræver milliardinvesteringer - ikke mindst fordi hovedparten af væksten skal foregå under jorden, mens den billigere overfladebrydning nedtrappes.

Nye underjordiske jernbaneanlæg - en slags hovedbane - er under konstruktion, der satses stort. Pengene hentes på de udenlandske børser, efter at Ashanti Goldfields Company er blevet noteret blandt andet i London og New York.

Som led i landets privatiseringsprogram har Ghana solgt ud af sine statsaktier, så kun 20 procent nu er ejet af det offentlige.

Også Verdensbanken har investeret i mineselskabet - på betingelse af, at miljøproblemerne omkring minen i Obuasi blev løst. Blandt andet havde udsivning af kemikaler forurenet både undergrunden og vandløbene kraftigt.

»Men nu er situationen under kontrol,« forsikrer direktør Cox.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere