Sitemap | Avanceret søgning |

Afrikanske visioner

Filmkunsten har en vigtig funktion i Burkina Fasos udvikling, mener han. I udviklingen af en selvstændig national identitet blandt Burkina Fasos 60 folkeslag efter uafhængigheden fra den tidligere kolonimagt Frankrig.

Af HENRIK THOMSEN og CHR. THYE-PETERSEN
Publiceret 13-10-1998

»Befolkningen i Burkina Faso bliver stopfodret med amerikanske film, asiatiske karatefilm og alt muligt andet. Det er vigtigt for den nationale selvforståelse, at vi også har vores egen filmproduktion. Den har styrket fællesskabsfølelsen, folk kan genkende sig selv, filmen er et stykke værktøj i opbygningen af nationen,« siger Gaston Kaboré.

Hans egne film følger en traditionel afrikansk fortællestil, som burkinerne kender fra landets mundtlige overleveringer.

Buud Yam, der foregår i forrige århundrede, er foreløbig set af 250.000 mennesker i et land med ti millioner indbyggere. Efter regntiden ruller mobile biografer ud i landdistrikterne for at give endnu flere mulighed for at se filmen.

For Gaston Kaboré er de burkinske film ikke kun del af en ny, national kultur. Han ser også den afrikanske film- og TV-produktion som et bolværk mod Vestens - efter hans opfattelse - fordomsfulde billede af Afrika.

Et billede, som TV-satellitterne tæppebombarderer afrikanerne med - i en sådan grad, at mange på kontinentet tror mere på amerikanernes Afrika-billede end det, de selv har inde på livet.

»Under den store koloniseringsbølge i slutningen af forrige århundrede opbyggede de europæiske medier et helt specielt og meget fordomsfuldt billede af afrikanerne. Nogle af disse klicheer overlever stadig - og er grundlag for den afro- pessimisme, man hele tiden ser i de vestlige medier,« siger Gaston Kaborà.

»Men jeg er ikke pessimist. Afrika har problemer, men også muligheder. Vi er nødt til at skabe vores egne visioner, for den vestlige opfattelse af os er dræbende for Afrika. Det er en lang proces, men den er nødvendig,« siger Gaston Kaboré.

Bevidst politik
Prioriteringen af filmkunsten er i dag en bevidst politik i Burkina Faso, men det er lidt af en tilfældighed, at det tidligere Øvre Volta placerede sig på filmkortet.

I 1960'erne fandtes der kun to biografer i Ouagadougou og nogle få andre ude i landet.

Men i slutningen af 1960'erne skete noget ret uovervejet, som fik filmindustrien til at blomstre. På det tidspunkt var udbudet i biograferne i stort set alle de tidligere franske kolonier indskrænket til franske produktioner, som to store selskaber i Paris ekspederede ned til det vestafrikanske publikum.

Det var en fin forretning for franskmændene - også i Burkina Faso. Og den burkinske regering fandt det derfor passende at beskatte importen af franske film.

Selskaberne i Paris blev rasende og foranstaltede en boykot af de burkinske biografer. Vel vidende, at lukningen af biograferne nok ville skabe en del uro ikke mindst i hovedstaden.

Men den burkinske finansminister lod sig ikke påvirke. I stedet nationaliserede han import og distribution af spillefilm.

»Det var lidt af et tilfælde, men regeringen benyttede det til at udforme en bevidst filmpolitik,« husker Gaston Kaboré, som har været med hele vejen.

Folket og intellektet
I dag siger Burkina Fasos nuværende kulturminister, Mahamoudou Ouedraoyo:

»Burkina Faso har ikke mange råstoffer, den største ressource er folket og intellektet. Derfor er det naturligt at udvikle for eksempel filmsektoren, og det er grunden til, at burkinere er blandt de bedste filmskabere i Afrika.«

Allerede inden den noget hovedkulds nationalisering havde nogle lokale journalister og intellektuelle taget initiativ til en international filmfestival i Ouagadougou - et fokus for film fra Afrika syd for Sahara og et modtræk til den nordafrikanske filmfestival i Karthago i Tunesien.

Filmfestivalen holdes stadig hvert andet år.

Men nationaliseringen førte yderligere til, at Ouagadougou i slutningen af 1970'erne fik et internationalt filmdistributionsselskab og et filminstitut.

Samtidig lagde regeringen skat på biografbilletterne, så 15 pct. af omsætningen blev kanaliseret ind i en fond for produktionsstøtte - i øvrigt efter fransk model.

Udviklingen førte til, at Burkina Faso i 1973 fik sin første lokalt producerede spillefilm - og der indspilles nu cirka een ny film om året.

Høj kvalitet
Filmindustrien i Burkina råder i dag over en række lokalt uddannede teknikere og instruktører. Men finansieringen er fortsat et stort problem.

»Det tog mig seks år at rejse de ti millioner til min seneste film, og det vil jeg ikke igennem igen. Den næste skulle gerne kunne produceres for det halve,« siger Gaston Kaboré, som dog samtidig ikke er meget for at gå på kompromis.

For de burkinske film må nødvendigvis være af en kvalitet, der kan konkurrere med de udenlandske. Både hvis de skal overleve i hjemlandet - og hvis de skal have en chance for nogensinde at nå lærredet i en europæisk biograf.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere