Sitemap | Avanceret søgning |

Veteran fra Tour de Faso

Et 1400 kilometer langt cykeløb? Her? Vi har ikke været længe i Burkina Faso, før vi ryster vantro på vores overophedede og tilstøvede hoveder ved tanken om, at rygtet kunne være sandt.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 11-10-1998

OUAGADOUGOU


VELTRIMMET
Yaemeogo Karim (t.v.) har flere Tour de Faso på bagen, men han ved godt, at han vil komme til kort i konkurrence med de bedste europæiske ryttere.

Men den er god nok.

Vi finder endda ud af, at "kongeetappen" i december går fra Ouagadougou til Ouahigouya. Den er 184,8 kilometer lang. Garantien for temperaturer på den varme side af 30 grader skulle være til stede, ligesom en til vished grænsende sandsynlighed for, at kampen om de gode pladser i feltet bliver hård.

Velkommen til Tour de Faso.

Fællesnævneren for ti etaper gennem et af verdens fattigste og meget varme lande. En fremmedartet odyssà på cykel.

»Nogle dage punkterer man ti gange, andre gange tre. Det gælder om at være stærk nok til at holde en plads inde midt på vejen, dàr hvor den er bedst.«

Yameogo Karim ved, hvad han taler om.

Den professionelle soldat er veteran i Tour de Faso, der som regel er omkring de 1500 kilometer langt og har alt, hvad et rigtigt cykelløb skal have: en prolog, massespurter, enkeltstart, punkteringer, punkteringer og atter punkteringer.

Kvaliteten af vejene i Burkina Faso ville næppe blive blåstemplet i det danske vejdirektorat, men det kunne rytterne måske endda leve med. Problemet er bare, at deres materiel oven i købet er nedslidt, umoderne og utilstrækkeligt.

Under Tour de Faso har hver af de burkinske ryttere to reservedæk, og nogle af dem har en reservecykel. De fleste hold har kun én følgebil, og køretøjerne i karavanen er af højst varierende kvalitet. Det sætter således ikke store krav til fantasien at forestille sig den hektiske travlhed med at lappe dæk på bagsæderne for nedrullede ruder.

Nedslidt kontor
Vi møder den 26-årige Yameogo Karim og hans kollega Tonde G. Sylvain i det burkinske cykelforbunds administration.

Burkinsk cyklings fremtid bliver bestyret fra et nedslidt kontor med et skrivebord, en opslagstavle og tre af den slags udefinerbare stole, der hverken rigtig er lænestole, kontorstole eller havestole.

De ser derimod ud som om, de er kommet til verden med det ene formål at stå på kontoret hos Burkina Fasos cykelforbund.

Yameogo Karim har ikke taget sin cykel med.

Den - eller en anden - må vi hente i sportsministeriet, hvor lokalerne kun er marginalt bedre udstyret end cykelforbundets. Fem gamle racercykler står som den naturligste ting i verden op ad hinanden inde på kontoret og minder os om, at der er en verden til forskel på Tour de France og Tour de Faso. Den ny verden.

Fortjenstmedalje
De to burkinske cykelryttere tager cyklerne med ud på den støvede hovedgade i Ouagadougou, hvor der i løbet af et par måneder vil være opløb og sejrsceremoni i Tour de Faso. Et enkelt syn på trafikken overbeviser os om, at det burkinske politi står til en kollektiv fortjenstmedlaje, hvis de igen i december bringer feltet sikkert hjem.

Her i byen, hvor han har boet altid, fortæller Yameogo os om sit liv som soldat. Han siger lidt om at være far til en datter uden at være gift, og han fortæller os, at han som 16-årig dreng havde valget mellem at gå på en skole med fodbold på programmet - eller med cykling.

»Jeg valgte skolen med cykling. Det har altid være min yndlingssport,« siger han.

Yameogo Karim er en veltrænet atlet. Han har formentlig ikke en chance mod europæiske topryttere, men på den anden side gør det måske ikke så meget i disse dage. Til gengæld ligner Yameogo virkelig en cykelrytter med de meget markerede træk, kroppen uden et gram fedt, og den lette, vuggende gang, som kunne være Bjarne Riis. En sej sportsmand.

Ingen doping
»Som det er nu, kan vi burkinere ikke konkurrere med de bedste europæere. Men hvis vi fik samme vilkår, samme mulighed for at træne og samme mulighed for at få den rigtige kost, ville vi selvfølgelig kunne træne os op til at have en chance. Til gengæld har vi ingen problemer med doping. Det er en del af lærdommen fra vores skole, at den eneste vej til succes er hård træning.«

Han siger det med eftertryk, for han har kørt mod en del europæere. Både schweiziske, tyske og belgiske hold har været med i Tour de Faso, og nogle år har udlændingene vundet.

Der blev første gang eksperimenteret med et etapeløb i Burkina Faso i 1985. Fra 1987 var Tour de Faso en realitet.

Burkinerne gider ikke høre på, at det er den franske indflydelse, der har gjort cyklingen så populær. Vel hedder løbet Tour de Faso, og vel er førertrøjen gul og pointtrøjen grøn ligesom i Tour de France.

Transportmiddel
Men cyklen er trods alt ikke et fransk patenteret transportmiddel, og der er 25 organiserede cykelklubber i Burkina Faso.

»Se dig omkring,« siger generalsekretæren i Burkinas cykelforbund til os og peger ud på Ouagadougous gader.

Og vi kan godt se, at han har ret i, at cyklingen ikke nødvendigvis har sin popularitet fra den tidligere kolonimagt.

Cyklen er det vigtigste transportmiddel i Ouagadougou. De kører i tre spor i hver side af vejen. Og selv om det i et par danske journalisters øjne er forbundet med akut livsfare at køre på cykel i netop denne bys trafik, er det måske ikke så underligt, at rygtet taler sandt.

Der findes faktisk et cykelløb, som hedder Tour de Faso.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere