Sitemap | Avanceret søgning |

Øjenvidne til folkemord

Braget fra flystyrtet kunne tydeligt høres i familien Hedelund Jørgensens villa på et af højdedragene midt i Kigali.

Af HENRIK THOMSEN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 11-10-1998

OUAGADOUGOU

Situationens alvor stod hurtigt klar for Danmarks 40-årige konsul i Rwanda.

Det her lignede et kupforsøg.

Præsidentens fly var skudt ned under indflyvning til lufthavnen. Ude af kontrol tordnede den lille maskine forbi landingsbanen og gennem havemuren til præsidentpaladset for til sidst at udbrænde på plænen.

Alle ombord - inklusive paladsets beboer, Rwandas præsident Habyarimana, og hans kollega fra nabolandet Burundi - døde på stedet.

Jo, det var alvorligt. Der blev skudt fra Præsidentgardens kaserne; utvivlsomt et kupforsøg, men det ville snart være overstået.

Troede Jørgensen.

Ikke et sekund strejfede det konsulen, at drønet ovre fra præsidentpaladset kunne være begyndelsen til noget meget værre. Til et mareridt uden sidestykke i nyere historie.

National blodrus
Ved et skæbnetræf var han - konsul Poul Hedelund Jørgensen - tildelt rollen som eneste danske øjenvidne til det rwandiske folkemords dramatiske optakt.

I de første 100 dage efter styrtet den 6. april 1994 mistede mellem 500.000 og en million rwandere - hovedsageligt etniske tutsier - livet.

Hakket, skudt, druknet, kvalt eller banket til døde i en national blodrus.

Konsulen, hans kone og de tre børn slap ud.

Men 6. april 1994 blev også for dem et dramatisk vendepunkt. Begivenhederne flåede den dansk- rwandiske familie op med rode, den mistede alt og måtte begynde forfra i et fjernt land.

Og konsulens hjertebarn og levebrød, Børnefondens sponsorprogram i Rwanda, faldt til jorden som et korthus med en langvarig krise i den danske moderorganisation til følge.

I dag er Børnefonden kommet sig. Og vel også Poul Hedelund Jørgensen, som i dag bor i Ouagadougou, den tilbagelænede hovedstad i Burkina Faso i Vestafrika.

Han er ikke længere konsul, men arbejdsgiveren hedder fortsat Børnefonden.

Nye sponsorater
På fem år har Poul Hedelund Jørgensen og hans medarbejdere etableret 16.500 nye danske sponsorater til børnefamilier i Benin og Burkina Faso. Nogenlunde det samme antal, som forsvandt, da programmet i Rwanda faldt sammen på grund af folkemordet.

Børnefondens beslutning om at opgive programmet i Rwanda udløste kraftig kritik, fordi det viste sig, at mange af børnene overlevede folkedrabet - og formentlig nu havde større behov for hjælp end nogensinde.

Poul Hedelund Jørgensen siger, at han ikke var med til at træffe beslutningen. Men at han personligt under ingen omstændigheder ville vende tilbage til Rwanda efter folkedrabet.

Selv om hans hustru er rwander. Selv om hendes familie fortsat er i Rwanda. Selv om konsulen ejede og fortsat ejer - i hvert fald på papiret - et hus og en planteskole. Og selv om han efter 16 år i det maleriske Rwanda drømte om at tilbringe resten af sit liv i det lille bjergland med det behagelige klima.

»Efter det, vi var igennem, kan jeg ikke forsvare at tage min familie med tilbage. Rwanda var et paradis. Det er det ikke mere,« siger Poul Hedelund Jørgensen og skruer tiden tilbage.

Til en tid, da oprørske etniske tutsier førte borgerkrig mod Rwandas største etniske gruppe, hutuerne, og kontrollerede den nordlige del af landet. Til en tid, da ekstreme hutuer følte deres position truet af fredsforhandlinger mellem de to parter. Til en tid, da det lille, overbefolkede land led under hungersnød.

Propagandakrig
Det var en tid, da mange fornemmede en vis spænding og utryghed. Men man levede jo midt i det, levede med den langsomme optrapning af propagandakrigen mellem de to parter, trak på skuldrene af ekstremisternes propaganda-radio Milles Collines, selv om den ret utilsløret opfordrede til drab på tutsierne.

Flertallet trak på skuldrene, det var jo et politisk spil, mente man.

Men i midten af marts 1994 fik Poul Hedelund Jørgensen en fortrolig orientering af en bekymret og temmelig magtesløs canadisk FN- general. Han havde kommandoen over en alt for lille FN-styrke med et aldeles uanvendeligt mandat.

Generalen havde efterretninger om, at noget meget alvorligt var i gære. Der var tegn på begyndende mobilisering af dødspatruljer.

For første og sidste gang i sin karriere som dansk og svensk konsul satte Poul Hedelund Jørgensen sig til tasterne og skrev en politisk indberetning til de to landes udenrigsministerier.

Rapporten til København blev sendt hjem via ambassaden i Kampala. Her bragte vor mand i Kigali FN-generalens bekymringer videre. Men konsulen fik aldrig nogen melding tilbage.

Trods sin inside-viden havde Hedelund Jørgensen dog ikke forestillet sig, at de politiske spændinger ville eksplodere i et folkemord.

Efter flystyrtet, da skyderierne hen under aften tog til, tændte Poul Hedelund Jørgen sin nyanskaffede walkie-talkie.

Først da begyndte billedet at tegne sig.

Systematiske massemord
Over radioen kunne konsulen høre, hvordan desperate FN-observatører meldte om begyndende og systematiske massemord rundt om i byen. Om drabet på landets ministerpræsident og massakren på hele ministerens belgiske livgarde. Og hvordan FN-ledelsen forbød de blå baretter at blande sig.

De havde mandat til at observere - ikke andet.

På andre frekvenser kunne konsulen opfange samtaler fra trådløse telefoner. Her hørte han ukendte mænd give direkte ordre til at myrde alle tutsier.

Konsulens hustru er halv tutsi, halv hutu.

»Der var ikke panik i os på det tidspunkt. Børnene tog det forholdsvis roligt. Når man bor i Afrika er der altid en vis risiko for, at der kan ske sådan noget. Jeg troede, at den ene side i skyderierne forholdsvis hurtigt ville få overtaget og genoprette roen,« husker Poul Hedelund Jørgensen.

Den første nat sov familien i deres senge.

Men så - på andendagen - tog skyderierne til. Jørgensens hus befandt sig lige i ildlinien, og familien måtte søge tilflugt på madrasser i korridoren, det mest sikre rum.

Og til lyden af automatvåben fejrede den yngste søn her sin fire års fødselsdag.

Projektil gennem stuen
Når skyderierne ind imellem aftog lidt, vovede familien sig forsigtigt ud i huset for at få noget at spise. Indtil et projektil piftede tværs gennem stuen og borede sig ind i væggen midt mellem dem.

På andendagen gik telefonen død. Nu var der kun walkie-talkien tilbage.

9. april - fire dage inde i folkedrabet - var der omsider hjælp i sigte. Ikke for den almindelige rwander, men for de hvide udlændinge, som FN havde sat sig for at evakuere.

Franske tropper skulle undsætte udlændinge i Jørgensens bydel, men de måtte i første omgang vende om på grund af beskydning.

Nu turde Poul Hedelund Jørgensen ikke vente længere. Han pakkede nogle håndtasker og fik loset familien ud i bilen.

Egentlig var planen at afvente den franske eskorte, men pludselig lød der brag og skrig fra nabohuset - beboet af en tutsi-familie - og nogle skikkelser sprang over havemuren ind til Jørgensens.

I samme øjeblik startede konsulen bilen og kørte væk. Lidt derfra fik familien kontakt med den franske eskorte og endte senere hos den østrigske konsul, en ven af familien.

Fra konsulens telefon fik Poul Hedelund Jørgensen sikret sig, at alle danskere - fortrinsvis missionærer - var i sikkerhed. Derefter kunne han ikke gøre mere. Konsulen og hans familie blev evakueret med et Hercules-fly til Kenyas hovedstad Nairobi.

Naboerne i sikkerhed
Her mødte han i øvrigt nabofamilien, som også havde held til at komme i sikkerhed - ved i første omgang at springe over havemuren ind til Jørgensens.

Selv på det tidspunkt var konsulen sikker på, at krisen snart ville ende. Familien havde stadig kun håndtaskerne - der var pakket, som om man kun skulle på en weekendtur.

»Vi havde for eksempel taget nogle af børnenes skolebøger med. Men ikke noget som familiefotos,« siger Jørgensen.

Som dagene gik blev situationen mere og mere sort. Inde i Rwanda var børnene sluppet for at se lig og myrderier i gaderne, men snart fyldte de uhyggelige billeder TV-skærmene. Skyderierne havde ellers været slemme nok for ungerne. Den fire-årige var holdt op med at tale og havde problemer med at komme i gang igen. Det blev besluttet at rejse til Danmark - til sommerhuset i Vestjylland. En måned senere forsøgte Poul Hedelund Jørgensen og børnefonden at få et overblik i Rwanda. Det så ikke godt ud. Mange af sponsorprogrammets afdelinger lå i ruiner, børnene var spredt for alle vinde - mange formentlig døde.

Kunne intet gøre
Medarbejderne havde været en blanding af hutuer og tutsier. En del af de sidstnævnte lå nu i friske massegrave. I flygtningelejre i blandt andet Tanzania genfandt Jørgensen nogle af sine medarbejdere, som tryglede om hjælp ud af deres umulige situation.

»Det var det værste. Jeg kunne intet gøre. Jo, økonomisk, men ellers intet,« siger Hedelund Jørgensen.

Senere vendte han tilbage til Kigali på et kort besøg og fandt familiens hus indtaget af en militærperson. Han måtte sprænge døren for at komme ind og blev kort efter passet op af to truende soldater. Møblerne stod der stadig, men ellers ingen ejendele. Det hele var brændt ude i baghaven, ungernes legetøj, familiebillederne, det hele. Kun nogle forkullede rester lod sig skimte i en askebunke.

Konsulen gav op, afskrev sit hus, sine møbler, sin planteskole udenfor byen, resultatet af 16 år i Rwanda. De fire dage på en madras i husets korridor skulle blive det sidste familieminde fra tilværelsen i den østafrikanske bjergstat. Familiens udvej blev Benin i Vestafrika, en lilleputstat, hvor den lokale danske ambassade havde set muligheder for et nyt sponsorprogram. Senere fulgte udvidelsen her i Burkina Faso.

Vender ikke tilbage
Sidste år flyttede kone og børn til Danmark for at sikre børnene dansk skolegang. Poul Hedelund Jørgensen er fortsat bosat i Ouagadougou som chef for Børnefondens program i Burkina og Benin. Den tidligere konsul har ingen illusioner om nogensinde at kunne vende tilbage til Rwanda. Hadet mellem tutsier og hutuer er for stærkt, mener han.

»Og det vil det være i hvert fald i hele vor levetid.«

Hans hustru har endnu ikke været tilbage efter folkemordet. Hun tør ikke løbe risikoen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Øjenvidne til folkemord (1)
Poul Hedelund boede med sin familie i Rwanda da myrderierne begyndte. De måtte flygte over hals og hoved og efterlade alt hvad de ejede.
Foto: Carsten Ingemann