Sitemap | Avanceret søgning |

Kejseren tager imod

Lakajen i den lyseblå kjortel affyrer sin muskedonner fra hoften.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 10-10-1998

Ouagadougou

Drønet får fugleflokken på taget af paladsets kamtakkede tårne til at bryde forskræmt op. Sekundet efter glider en massiv, hvid sky af ram krudtrøg langsomt til vejrs mod den morgenblege himmel over Ouagadougou.

Det er fredag, så kejser Baongo tager allernådigst imod.

Baongo er det traditionelle overhoved for ridder-folket mossierne, Burkina Fasos største etniske gruppe, som erobrede landet i 1500- tallet.

Engang var kejserens magt uindskrænket. Han var hærleder, stod over domstolene, inddrev skatter, havde hånd og halsret over alt og alle.

Men med den franske kolonisering gled de formelle verdslige beføjelser bort. Alligevel er kejseren fortsat dybt respekteret af sine undersåtter.

Kejserpaladset imponerer måske ikke helt så meget, som man kunne forvente. Nærmest en større beige patriciervilla med skodder for alle vinduer, men et par tårne har der da været råd til.

Vild med fodbold
Kvarteret omkring paladset overrasker også.

Til den ene side har kejseren udsigt til en Elf servicestation, til den anden et uendeligt landskab af brune lerhytter, og på den tredje side ligger Burkina Fasos store nationale fodboldstadion.

Det sidste er kejseren næppe utilfreds med.

Kejser Baongo er vild med fodbold - en kærlighed, som var ved at kaste ham i unåde i de lokale adelskredse.

Kejseren, som er et sted i fyrrerne, elsker nemlig selv at spille. Men han er så fornem, at ingen almindelige mennesker må snakke direkte med ham. Samtaler skal altid gå gennem høvdinge - så sådan en fornemhed kunne man naturligvis ikke have til at spæne rundt på fodboldbanen.

Kejser Baongo løste problemet ved at lave sit eget hold - med høvdinge og høvdingesønner på alle pladser. Selv er han målmand og sikkert temmelig sikker på ikke at blive sat af holdet.

Den store fodboldinteresse giver også andre problemer for kejseren, for mossiernes øverste leder skal traditionelt være godt i stand - for nu ikke at bruge udtrykket tromletyk.

Han må på fedekur
Motionen gør det uhyre vanskeligt for kejseren at holde sig i form - altså korpulent nok. Så en gang imellem må han på fedekur.

Det kejserlige fodboldhold gør det nu ellers ganske godt på trods af målmandens betydelige kropsvægt. På paladsets grund findes en hytte helt fyldt med pokaler - og man kan måske også forestille sig, at modstanderne generelt vil være forsigtige med tacklingerne.

Skulle de være gået glip af ham på fodboldbanen, så kan mossierne se deres kejser hver fredag morgen kort efter solopgang, når han sammen med sine fem ministre modtager deputationer foran paladset.

Kun høvdinge og få andre højadelige kan få foretræde - almindelige mennesker gennes ind mellem en række kinintræer, der indrammer paladsets forplads på tre sider, mens selve slottet lukker af på den fjerde.

En brysk politimand i khakiuniform med tre vinkler på skulderen tilser, at pøbelen opfører sig med passende anstand, selv om den aldrig kommer nærmere end 50 meter fra kejserens bærbare trone.

Det er forbudt at have hænderne i lommen, forbudt at gå med kasket - og aldeles meget forbudt at tage fotos.

En emsig betjent
De danske exploratørers mission og glatte tale gør ikke stort indtryk på den emsige betjent, som dog allernådigst vinker os ti meter længere frem end alle andre - nemlig frem til et rustent skilt med ordene "Reserveret officielle gæster".

Så kan vi stå der.

Ærefuldt er det naturligvis, men den behjertede gestus tjener nok mere til at få anbragt fotografen et sted, hvor han i hvert fald ikke kan snige sig til at gøre noget som helst af det forbudte.

Allerede ved solopgang begynder de første audiensgæster at indfinde sig - alle iført farverige kjortler, sværd og - dog kun for høvdingenes vedkommende - broderede røde fez.

Påklædningen matcher deres aristokratiske holdning, og det hele kunne være taget ud af 1001 nats eventyr, hvis ellers de mange mandlige proselytter ikke var iført badesandaler og ankom på hostende knallerter med sværdet over styret.

Med rank ryg og sværdet i siden placerer høvdingene sig på lange lige rækker for - ligesom alle os andre - at afvente det store øjeblik.

Historisk scene
Tiden kan fordrives med at studere lakajernes travle forberedelser. Et par herrer i blå kjortler kommer trækkende med en brun ridehest og en høne.

Mens to tjenere belæsser hesten med en fornem rød saddel med tilhørende blikgryde, får hønen et par på hovedet.

Hesten er en vigtig brik ved den traditionsrige fredagsmodtagelse, hvor hoffet til en indledning genskaber en historisk scene med kejseren i hovedrollen.

Den korte version af beretningen er, at en tidligere konge for længe siden agtede sig i krig og derfor lod sin hest sadle op. Undersåtterne tryglede ham imidlertid om at lade være, og til sidst besluttede kongen at blive hjemme - af hensyn til sit folk.

Ceremonien ser ikke ud af ret meget, for den korpulente kejser, som til lejligheden er iført en rød dragt, når aldrig at komme op på hesten, før ministrene får ham overtalt til at blive hjemme.

Utvivlsomt godt for hesten.

Denne formelle optakt til modtagelsen er iscenesat med trommemusik og klagesang - hvorefter kejseren trækker sig tilbage til en hytte, skifter til hvidt tøj og tager plads på en lille bærbar trone udenfor.

Rigeligt med krudt
Nu kommer turen til de besøgende høvdinge, som i bundter lægger sig på knæ for kejseren og bukker sig helt ned i støvet. Det hele ender efter 15 minutter med et ordentligt knald fra en besynderlig lille kanonlignende genstand på en trefod.

Den har måske fået lidt vel meget krudt, for ildsøjlen ud af løbet bliver på godt en meter.

Efter kejserens exit rejser høvdingene sig og går tilbage til deres knallerter, som snart hoster mod byen. De mere prominente skiller sig ud med Vespa scootere og enkelte med ramponerede biler.

Det lille optrin kalder måske på smilet, men kejserens magt skal ikke undervurderes.

Mossiernes respekt for ham er total - og derfor sørger den burkinske regering også for at stå på god fod med hoffet. Kejser Baongo spørges for eksempel ofte til råds forud for vigtige politiske beslutninger.

Gammelt hierarki
Det traditionelle hierarki i Burkina Faso når helt ned i de enkelte landsbyer, hvor høvdingene er underlagt konger, der så igen må rette sig ind efter kejseren.

Denne traditionelle struktur, hvor posterne går i arv, eksisterer parallelt med det officielle administrationsapparat, som franskmændene i sin tid indførte.

Enhver kan få sin sag for domstolene, men i praksis bliver mange stridigheder afgjort af høvdingen - for eksempel jordspørgsmål og familieanliggender. Der er de facto appelmulighed til kejseren.

De traditionelle ledere blander sig sjældent direkte i politik, men det ligger klart, at de fleste støtter regeringen.

Storfamilie
Ingen modtager dog apanage fra det offentlige. Selv kejseren må egenhændigt skaffe sig indtægter til familiens underhold, og billigt er det næppe, når man har omkring 20 koner og et ukendt antal børn. Heldigvis for kejseren er hans familie en af landets største, så arbejdskraft bliver nok ikke et problem på hans store farme.

Mellem de officielle pligter og træningen på fodboldholdet finder kejseren dog også tid til at følge de store kampe på nationalstadion lige ved siden af paladset.

Under Africas Cup var han fast at finde i den kejserlige loge - og undersåtter tilskrev det kejserens ypperlige forbindelser til det overjordiske, at Burkina Faso sikrede sig flere flotte sejre.

Trænerens indsats så man helt bort fra.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere