Sitemap | Avanceret søgning |

Muren til det forjættede land

Håb og drømme giver genlyd i udkanten af Ouagadougou, mens solen går ned over hovedstaden, hvor gribbene fra deres aftenresidens på toppen af lygtepælene kan gøre status over endnu en dag i et af verdens fattigste lande.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 09-10-1998

Ouagadougou


FODBOLDSKOLEN PLANET CHAMPIONS'
Bag muren høres lyden fra taklinger og hovedstød. Der bliver trænet på den skæve og hullede grusbane.

Vi hører håbet i hver eneste tackling, hvert eneste hovedstød og enhver retningsbestemt tæmning. Vi kan næsten ane drømmene materialisere sig af støvet, der hvirvles op af de hårdt arbejdende ben.

Og hver eneste stædige sveddråbe på de sorte ansigter fortæller noget om, hvor hårdt drengene fra fodboldskolen Planet Champion vil kæmpe for at gøre den ene ting, de med garanti har tilfælles, til virkelighed.

Et bedre liv
De deler drømmen om et bedre liv og ambitioner, der rækker ud over bare at hutle sig igennem tilværelsen. De deler drømmen om ikke at mangle penge til medicin eller mad - om ikke at mangle penge til noget som helst.

De deler den med deres familier, hvis eneste håb for at komme ud af fattigdommen ofte er, at deres søn er bedre til at spille fodbold end de andre.


INDEN FOR MUREN
For de unge mennesker er den elendige grusbane en mulig vej ud af fattigdommen.


Måske er det den drøm, der langsomt viger for virkeligheden, når Charles Pafadnam slår øjnene op hver morgen i selskab med de 35 andre drenge på fodbold- kostskolen. Den ligger mellem lerhytterne i Burkina Fasos hovedstad, omgivet af det røde sand og støv, der gennem hundreder af år er blæst ind over Ouagadougou med ørkenvindene fra Sahara.

Det kan også tænkes, at Charles Pafadnam slet ikke drømmer. Muligvis er han bare taknemmelig for, at den franske filantrop og fodboldelsker, Philippe Ezri, for tre år siden valgte at investere sine penge i at eje en fodboldskole i den gamle franske koloni.

Skolens leder, Paul Tronde, ved ikke præcis, hvor mange penge den franske velgører lægger hvert år. Eller måske vil han bare ikke fortælle os det. Det bliver heller aldrig helt klart, om skolens ejer med tiden har en "aktie" i de drenge, som en dag lever drømmen om at være professionel fodboldspiller ud i en europæisk storklub.

Til gengæld er det helt sikkert, at Charles Pafadnam ikke kunne være mere ligeglad.

Han er 16 år og stadig så meget dreng, at han ikke kan skjule sin stolthed, mens han viser os sin fine evne til at jonglere med bolden.

Med vores danske baggrund er det svært at fatte, at denne elendige bane, det ekstremt skrabede styrketræningsrum og skolebordene under halvtag for Charles og hans kammerater er det nærmeste, de kommer et forjættet land. Men sådan er det.

Alle drengene er lykkelige for at være nået så langt, men, som Charles, tænker de først og fremmest på at komme videre.


EN DRØM GIK I OPFYLDELSE
Charles Pafadnam konkurrerede med 3000 andre drenge om de 35 pladser på fodboldskolen.

Nåleøjet
Han tog det første skridt, da han i selskab med to af sine seks brødre for tre år siden rejste de 100 kilometer fra sin hjemby Kaya i nord til Ouagadougou for at konkurrere med 3000 andre drenge om 35 pladser på fodboldskolen Planet Champion.

Optagelsesprøven foregår en gang om året i landets hovedbyer, Ouagadougou og Bobo-Dioulasso, og giver de i forvejen tæt befolkede byer forstoppelse. Forældre og familiemedlemmer tropper hvert år begejstrede op i titusindvis i håbet om at se en af deres egne drible sig gennem nåleøjet. Der kommer håbefulde fra de tidligere franske kolonier Benin og Elfenbenskysten.

»Mine forældre var lykkelige, da jeg blev udvalgt,« husker Charles Pafadnam, der ikke savner dem »alt for meget.«

Hans far er sygeplejer, hans mor går derhjemme og passer Charles' søskende.

Men Charles er familiens håb.

I Burkina Faso har drenge to muligheder for at bryde fattigdommens lænker om deres familie. De kan gå i skole, eller de kan spille fodbold. Skolen koster penge, som mange familier ikke har, og kun de bedste af de bedste kan gøre sig håb om at tjene penge på at spille fodbold.

Men Charles har en reel chance.

På Planet Champion får han i de tre år, opholdet varer, også almindelig undervisning. Drengene, der alle er i alderen 13 til 17 år, sidder på skolebænken om formiddagen og spiller fodbold om eftermiddagen. Og er de først blandt de 35 lykkelige spillere på den skæve grusbane med mål flikket sammen af jernrør og ikke blandt kvarterets børn, der må nøjes at kigge på fra muren omkring fodboldskolen, koster hverken undervisningen eller maden dem en krone.

Her i denne glohede del af Afrika er det som at vinde i lotteriet.

»Fodbold og skolen er lige vigtige. For vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Vi må koncentrere os om begge dele,« siger Charles og afslører, at skolen tilsyneladende ikke foregøgler drengene en romantiseret virkelighed.

Drengene lever som soldater på skolen, hvor disciplinen er hård.

De har udgangsforbud om aftenen.

Tre gange om året betaler skolen en rejse hjem til familien, men det er ligeså meget rejsen til Europa og udsigten til de mange penge, som optager drengene. Skolen deltog med et hold i en ungdomsturnering i Frankrig op til VM, og seks af spillerne gjorde det så godt, at de nu får en chance for at spille fodbold i det land, der i sin tid kolonialiserede deres forfædre.

Også på fodboldbanen er arven i Burkina Faso fransk.

Selvfølgelig kender de Laudrup-brødrene, Charles og hans venner, men favoritterne hedder Zidane eller Deschamps, og næsten alle drengene nævner Frankrig som det land, de helst fortsætter karrieren i.

Spejdere på besøg
Franske talentspejdere er jævnligt på besøg for at finde egnede emner til deres egne fodboldskoler. Langt de fleste talenter bliver da også rekrutteret af den gamle kolonimagt. Men drengenes træner, Jacques Yameogo, har ingen præferencer på deres vegne. Hans spillere er ikke forbeholdt de franske fodboldklubber, forsikrer han med eftertryk.

»Danske talentspejdere skal være velkomne. Alle lande kan rekruttere fra vores skole. Det er derfor, de spiller her - for at blive professionelle i udlandet. Vi gør alt for, at det lykkes for dem. For når vi sender nogen til Frankrig eller til andre steder, så bliver der plads til nye drenge på skolen,« siger Jacques Yameogo.

Efter tre år på skolen er det under alle omstændigheder slut. Den trygge tid rinder efterhånden ud for Charles. Han er snart 17 år gammel, og hvis det skal være, skal det være snart.

»Når jeg er færdig på skolen, vil jeg til Frankrig og prøvetræne for en fodboldskole. Min drøm er at blive professionel fodboldspiller,« siger han.

Det kan meget let forblive ved drømmen for Charles. Men han fik i det mindste chancen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere