Sitemap | Avanceret søgning |

Vi adlød - og døde som fluer

Antoine Ilboudo lægger fire falmede, franske tapperhedsmedaljer frem på bordet. De er belønningen for tre gange at være gået i krig for den fjerne kolonimagt Frankrig.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN, JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 08-10-1998

Ouagadougou, Burkina Faso


KRIGSVETERAN
Antoine Ilboudo har deltaget i tre franske krige.

»De betyder intet for mig. Det var ikke vores krige, men vi adlød ordrer og døde som fluer. Takken fra Frankrig har været en uværdig behandling,« siger den 64-årige burkiner på sin egen stille måde.

Som 18-årig gik han ind i den franske kolonimagts hær i Afrika, og året efter blev han og 300 andre fra basen i Ouagadougou i det nuværende Burkina Faso sendt til Saigon og Frankrigs krig i Indokina.

De færreste vendte hjem. Hvis de ikke blev dræbt af miner eller i bagholdsangreb, omkom de i junglens kviksand eller af ukendte sygdomme.

»Det var frygteligt. Efter hvert fremstød lå der lig overalt. Afrikanerne fik lov til at gå forrest. Men det var ikke vores krig, og vi havde intet udestående med vietnameserne.«

Antoine Ilboudo overlevede to års indsats. Efter fire måneder orlov stod hans navn på en ny liste over genindkaldelser. Han blev sendt til Frankrigs blodige krig i Algeriet.

Retur til Algeriet
Mareridtet i den nordafrikanske maki og i Sahara varede i to år. Så fik Antoine tre måneders orlov, før han blev sendt retur til Algeriet i endnu to år. Nærmest ved et mirakel overlevede han. Ved hjemkomsten havde Burkina Faso opnået selvstændighed i december 1961, og han fortsatte militærkarrieren under sit eget lands flag.

Frankrig importerede soldater fra Afrika til begge verdenskrige og til sine kolonikrige. Tusindvis af afrikanere lever i dag stadig af den beskedne militærpension på typisk 2500 kroner, som de hver tredie måned får for deres indsats. Men Antoine Ilboudo hører ikke til de heldige.

»For at få pension, skal man have været fransk soldat i 15 år. Jeg nåede kun ni år før selvstændigheden,« konstaterer han med bitterhed i stemmen.


FIRE TAPPERHEDSMEDALJER
Men Antoine Ilboudo får ingen pension for at have sat livet på spil for Frankrig.

Lavere soldaterpension
Burkina Fasos krigsveteraner har længe presset på for at få kompensation for at have risikeret livet i krige, de ingen interesse havde i. Afrikanere modtager en væsentligt lavere soldaterpension end franskmænd, og Frankrig har desuden afskaffet hjælpen til enker efter veteraner.

Også de burkinske myndigheder har forsøgt at tale veteranernes sag overfor Frankrig. Soldaterne er kun et symbol på manglende erstatning for mange års udbytning.

»Kvantitativt har franskmændene ikke kompenseret nok for det guld og sølv, de trak ud af landet. Mine bedsteforældre blev tvunget til at bygge jernbanerne uden løn, og de afrikanske soldater får lavere pensioner end deres tidligere franske kammerater. Til gengæld har Frankrig givet os begreber som frihed, lighed og broderskab, og Frankrig har grebet ind for at stoppe konflikter,« siger Burkina Fasos kulturminister, Mahamoudou Ouedraojo.

Frihed, lighed og broderskab hører ellers normalt ikke til det ordforråd, man ville anvende i beskrivelsen af Frankrigs politik overfor de tidligere afrikanske kolonier. Blandt afrikanerne er bitterheden voksende over, at Frankrig siden general de Gaulle har plejet egne interesser og indsat diktatorer og regimer efter forgodtbefindende.

Franskmænd uvelkomne
I mange afrikanske lande er franskmændene ikke mere velkomne. Og mens man i Paris hastigt er i færd med at ændre politik, er USA ved at gøre sig til på det sorte kontinent, der ellers mistede sin strategiske rolle i stormagternes magtspil efter Den Kolde Krig.

Under en rundrejse til en række afrikanske lande, heriblandt tætte franske allierede, talte den amerikanske præsident, Bill Clinton, for nylig om USAs ønske om hjælpe Afrika ind i verdensøkonomien med mere handel og flere investeringer. USA er med otte procent af markedet kun Afrikas femtestørste handelspartner, og det vil Washington rette op på med en offensiv handelspolitik, som skal hjælpe private virksomheder igang og øge demokratiet.

Det stiller helt nye krav til den franske Afrika-politik. Igennem årtier har Afrika været behandlet som et privat anliggende for præsidenten og en snæver kreds af rådgivere. Franskmændene udnyttede deres magt fra kolonitiden, og politikken var styret af økonomiske interesser i bl.a. olieindustrien. Indflydelsen over 200 millioner fransktalende i Afrika blev et vigtigt element i franskmændenes selvforståelse som en europæisk stormagt.

Brutale diktatorer
Men Frankrig satsede ofte på de forkerte og pumpede milliarder af francs i brutale afrikanske diktatorer til gengæld for uldne løfter om demokratiske reformer, som aldrig blev opfyldt. Ændringen kom for alvor med folkemordet i Rwanda, som Frankrig kritiseres for indirekte at have medskyld i. Det fremskyndede en revision af den franske Afrika-politik.

Konkret vil det betyde, at Frankrig ikke mere automatisk vil gribe militært ind, hver gang dets økonomiske interesser er truet. Siden afkolonialiseringen i 1960erne har Frankrig interveneret militært over 30 gange i sine tidligere kolonier.

Efter Rwanda forsøger Paris at holde lav profil med et fromt håb om, at de etniske konflikter ikke spreder sig til det sårbare Cameroun eller andre af Frankrigs allierede i bæltet syd for Sahara.

Frankrig har forsvarsaftaler med Senegal, Elfenbenskysten, Togo, Cameroun, Gabon, Den Centralafrikanske Republik og Djibouti. I alt er Frankrig militært tilstede med rådgivere i 23 afrikanske lande via militære samarbejdsaftaler.

Den samlede franske styrke på 8400 soldater i Afrika skal reduceres til 5400 mand, og militærbudgettet for Afrika skæres ned med 40 procent. Samtidig vil Frankrig skære ned på sin generelle bistand til Afrika og i stedet satse på handel.

USA står på spring
Frankrig er klar over, at USA står på spring for at udfylde ethvert tomrum. Amerikanske oliefirmaer har i flere år været aktive i både Gabon og Congo, og også en af Frankrigs tætteste allierede, Elfenbenskysten, forsøger at lokke amerikanske virksomheder til.


MISTEDE MANGE VENNER
Antoine Ilboudo ifører sig kun uniform og medaljer fordi den burkinske regering beder ham om det.

Og i Paris er man klar over, at franskmænd ikke længere overalt er velkomne. Veteranen Antoine Ilboudo ifører sig kun uniform og medaljer til de årlige franske militærceremonier, fordi den burkinske regering beder ham om det.

»Jeg har mistet mange af mine venner for ingenting. I dag sidder deres koner tilbage med ingenting. Det er uværdigt af Frankrig,« siger han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere