Sitemap | Avanceret søgning |

Kolonitidens svære arv

I klasselokalet bag de grønne vindueslameller kæmper 56 unger med eftermiddagsheden og de franske verber. Eleverne skriver på tavler; læsebøgerne hænger i laser, man må dele to og to.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN, JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 16-10-1998


UNDERVISNING PÅ FRANSK
Børnene i Paspanga-skolen i Ouagadougou er mellem ni og 14 år. Al undervisning foregår på fransk - selv om mange af eleverne ikke forstår et ord, når de begynder i første klasse.

»Nej, det hedder ikke en stykke brød, det hedder et stykke brød,« korrekser madame Chantal.

Alligevel begår elev efter elev den samme banale fejl, når de rejser sig for at blive hørt.

»Et stykke brød,« gentager fru Chantal.

Ungerne i CM1 i Paspanga-skolen i hjertet af Burkina Fasos hovedstad
Ouagadougou er mellem ni og 14 år. Den store spredning skyldes skyhøje dumpeprocenter. Nogle af eleverne har taget samme klasse tre- fire gange.

De burkinske børn er ikke dummere end alle andre. Men undervisningen i skolerne foregår på fransk - landets officielle sprog. Selv om mange af eleverne ikke forstår et ord, når de begynder i første klasse.

Æselhue som straf
I kolonitiden var straffen for at tale andet end fransk i skolen - for eksempel et af landets 60 egne oprindelige sprog - at man
hele dagen måtte gå med en æselhue. Sådan er det ikke mere, men lærer man ikke det franske, så er det fortsat om og om igen i de burkinske skoler.

For Burkina Faso har - som mange andre tidligere franske kolonier
- svært ved at bryde moderbindingerne til Paris.

Det handler ikke bare om, at sproget er fransk, og at skolesystemet
er konstrueret til børnene i et land tusinder af kilometer mod nord. Frankrig har sat sig spor overalt.

De hostende taxaer i Ouagadougous støvede gader rullede i en fjern fortid af produktionsbåndet på Renault-fabrikkerne, bageren langer croissanter og petits pains over disken, politiet er ikke bare et politi, det er et gendarmeri efter fransk model - dog med hang til at opsætte flere vejspærringer end i Europa.

Fransk kopi
Hele statsadministrationen i dette lille, afrikanske land er en kopi af Frankrigs med præfekter og borgmestre; det franske
finansministerium garanterer for den fælles vestafrikanske valuta, CFA; Frankrig er langt den største bistandsdonor, franske virksomheder plejer fortsat deres forretningsinteresser i regionen - ja, selv forfatningen er her 38 år efter uafhængigheden bygget på den franske.

Frankrig er en del af fortiden, en del af nutiden - og en del af fremtiden, så langt nogen kan skue frem på disse kanter.

Burkinerne selv har et had-kærlighedsforhold til de tidligere
koloniherrer.

Fagforeningsfolkene her glemmer ikke, hvordan franskmændene drev rovdrift på den billige afrikanske arbejdskraft. Men samtidig er Frankrig en så vigtig del af økonomien, at ingen kan forestille sig et Burkina uden stærke bånd til Paris.

Dansk samarbejde
Med den kolde krigs ophør kan lande som Burkina Faso ikke længere leve af at spille supermagterne ud mod hinanden. Der er kun mor tilbage - og så en række af mindre donorer, blandt dem Danmark, som har udnævnt Burkina Faso til programsamarbejdsland med hjælp til blandt andet vandforsyning, landbrug og energi til følge.

Man kan ikke påstå, at franskmændene efterlod sig et samfund i blomst. Burkina Faso ligger næstnederst i FNs udviklingsindeks - hovedsageligt på grund af katastrofal analfebetisme - 80 procent - og en stort set ikke-eksisterende sundhedssektor i de fattige landdistrikter.

For franskmændene var Burkina Faso et arbejdskraftreservoir, hvorfra der kunne tappes efter behov. De unge, stærke mænd måtte til kysten for at få noget at lave, og det menes, at mellem tre og seks millioner af de kun ti millioner burkinere arbejder i udlandet, hovedsageligt Elfenbenskysten, hvor stort set samtlige gartnere, hustjenere og stik-i-renddrenge i hovedstaden Abidjan er indvandret fra det fattige naboland mod nord.

Farvel til Lenin

Hjemme i Burkina Faso taler man ikke længere så meget om revolutionen. Marx og Lenin var de store ideologiske forbilleder indtil 1991, men med Sovjetunionens kollaps og stigende donorkrav om politiske og økonomiske reformer blev præsident Blaise Compaorà og hans regerende ODP/MT-parti næsten fra dag til dag forvandlet fra glødende kommunister til pragmatiske socialdemokrater.

Men - hævder oppositionen - den franskinspirerede forfatning formåede ikke at sikre et demokrati i europæisk forstand.

»Burkinas forfatning giver som i Frankrig præsidenten en enorm magt. Han udnævner dommere, han godkender selv valgresultater, han kan ikke sættes for retten. Det er hykleri at kalde det demokrati,« siger Norbert Zongo, redaktør af ugeavisen Independance.

Han beskylder præsident Compaorà for at kontrollere de to officielle oppositionskandidater ved det forestående præsidentvalg i november, for at korrumpere statsapparatet og parlamentet - ja, der er stort ikke den ulykke, præsidenten ikke har ansvaret for, hvis man skal tro redaktøren.

»Ikke liberalisme«
»Man taler om liberaliseringer af økonomien, men magthaverne kontrollerer økonomien. Det kan man ikke kalde liberalisme,« siger Zongo og beskylder i samme sætning franskmændene for at fortsætte deres udnyttelse af Burkina Faso.

Zongos kritik skal tages med et vist forbehold. For nok har Burkinas demokrati en del mangler efter europæisk målestok. Men - påpeger udenlandske diplomater - efter afrikanske forhold er det slet ikke så dårligt. Menneskerettighedskrænkelser finder sted, men de er få. Og Norbert Zongo er selv beviset på, at ytringsfrihed eksisterer.

Hans ugevis får lov at udkomme med redaktørens ætsende kritik - og den sælges i øvrigt kun i 15.000 eksemplarer.

De udenlandske donorer er ganske tilfredse med den demokratiske
udvikling i Burkina Faso og de reformer, som blandt andet skal bløde op på den nedarvede franske centralisme.

Økonomi i rødt

Donorerne kan også i høj grad få det, som de vil havde det. Økonomien i Burkina Faso er konstant i rødt, og landet er fuldstændig afhængigt af det internationale samfunds nåde. Og ikke mindst af Frankrigs - det gamle moderland med den store ambassade i bekvem gåafstand fra præsidentpaladset i Ouagadougou. På den anden side af ambassadens sikkerhedssluse berømmer de franske diplomater det gode forhold til Burkina Faso, og man underspiller ikke den franske bistandsindsats i landet, især på undervisnings- og kulturområdet.

I den støvede skolegård foran Paspanga skolen tumler ungerne. Det er frikvarter, man leger, driller og synger. Men ingen taler fransk - før det ringer ind igen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten