Sitemap | Avanceret søgning |

»Giv mig en gave«

Børnene springer ud foran bilen, da vi lidt modvilligt standser i den første lille landsby i Mali. Modvilligt, fordi en måneds rejse i Afrika er en anstrengende oplevelse.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 04-10-1998

BAMAKO


Dejlige børn
Børnene i den første landsby i Mali var en befriende oplevelse - de tiggede ikke.

Vi magter snart ikke at møde flere fattige mennesker, der stikker hånden frem og kræver det umulige af os. Og vi kan snart ikke holde vores egen kynisme ud, når vi vifter dem fra os som irriterende fluer.

Men her i landsbyen med fine runde lerklinede hytter og stråtag er mentaliteten tilsyneladende en anden. Børnene kigger med store øjne på vores bil og på os. De kan kun tale deres eget sprog og har ikke lært at sige »donnez moi cadeau,« giv mig en gave.

Piger og kvinderne med guldringe i næsen og ørerne kommer hen for at spejle sig i bilens sidespejl. De maler korn på en gammeldags stenkværn, mens mændene er i majsmarken. Landsbyen er fattig, mange børn har buler på maven af fejlernæring eller sygdomme, men her er rent og ordentligt, og alle smiler og fniser, så det smitter.

Kun en gammel mand har ondt i hovedet, og han får en pille fra vores medicin-lager, som burde være hundrede gange større.

Landsbyen ligner dem, der var afbilledet i geografibøgerne i 1950erne. Her er ingen tegn på moderne civilisation, ingen el-master, ingen biler, ingen olietønder, ingen plasticaffald.

Kun få biler kommer forbi her, og de færreste standser. Her har ikke været 27.000 andre hvide mænd før os med kuglepenne, bolsjer og kasketter. Dette er et stykke af det uberørte og romantiserede Afrika hentet direkte ud af Lille Sorte Sambo.

Uden bagtanker
På rejsen har vi lært, at det er farligt at generalisere. Det ville f.eks. være forkert at kalde alle maurere luddovne, selv om mange virker, som om de kun drømmer om at ligge under et træ og se kamelerne vokse.

Og selv om betjenten i den ene by kan være dødirriterende og skabe forhindringer, indtil man betaler ham for at slippe videre, kan hans kollega i nabobyen være venligheden og hæderligheden selv.

Vi er taknemmelige for, at de første betjente, vi møder i Mali, ikke skal nedlade sig til at kræve kontant afregning. De vil bare gerne sludre og diskutere fodbold. Det bekræfter vores første indtryk fra landsbyen af Malis indbyggere som gæstfri uden bagtanker.

Eller også skyldes det, at vi stadig er på landet. Tiggermentaliteten er i alle landene, vi har passeret, stærkest i byerne og de store turistcentre.

Og det er selvfølgelig naturligt. Afrika er fattigt, medicin mangler, og tiggeri er mange steder desuden en fuldt ud accepteret del af den islamiske kultur. De rige udgør det sociale sikkerhedsnet. Som i det hierarkisk opbyggede Mauretanien, hvor de fattige sorte står i kø foran de rige, hvide maureres huse for at tigge mad, medicin og benzin, hvis bedstemoderen skal køres på hospitalet.

Den hvide kilde
Overalt opfattes hvide vesterlændinge som en bundløs kilde til rigdom. Vi har enten lommerne fulde af dyre udviklingsprojekter eller penge og souvenirs.

Mange har i fuld alvor foreslået at bytte deres udpinte Toyota-varevogn med vores klimatiserede vidunder. Det er morsomt de første ti gange, men det bliver anstrengende i længden.

Men det værste er børnene, som opdrages i den korrumperede vrangforestilling, at de kan overleve ved tiggeri, fordi det er lykkedes dem at presse nogle mønter ud af rige turister.

Tag for eksempel Sahara- folket.

Den ene halvdel bor i den marokkansk besatte del ud til havet, hvor mange udlændinge passerer igennem. Børnene her er pågående og aggressive.

Den anden halvdel af folket har i 24 år været isoleret i flygtningelejre i Algeriet. Det er uberørt territorium for turister. Her er børnene frække, søde, smilende, men de stikker ikke automatisk hånden frem.

Selvfølgelig har Afrika brug for hjælp, men måske ikke altid kun for den, der består af turister, FN-soldater og guldrandede hjælpeprogrammer. Måske er her mere brug for vestlige investeringer til produktion, så udviklingen kan ske harmonisk og ligeværdig.

Drøm i støvskyen
Da vi sidder omkring morgenbålet for at varme vand til en kop stærk kaffe med lyden af bongotrommer i horisonten, plages vi igen af vores romantiserede forestillinger om afrikanske landsbyer med barfodede og lykkelige børn.

For selvfølgelig er heller ikke Afrika sådan længere. Globaliseringen dikterer, at mennesker kun kan være lykkelige, når de har adgang til internet, Lykkehjulet, viagra-potenspiller og en pizza-forretning nede om hjørnet.

Vi smider insekterne ud, ruller de elektriske ruder op og sætter kurs mod næste afrikanske landsby med smilende børn. Når vi er igennem, er vi sikre på at have efterladt endnu en drøm i støvskyen. De vil have en bil magen til.

»Donnez moi cadeau.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere