Sitemap | Avanceret søgning |

Retur til ingenting

»Er det her, du vil have, jeg skal blive?« Sisoko Douga peger ud over gaden i Malis hovedstad, Bamako. Den ligner et gigantisk slumkvarter. Midt i støv, røg og affald har malierne deres små butikker med jordnødder, brænde eller hullede bildæk.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 03-10-1998

BAMAKO

En læge har indrettet sig i et skur. En plakat med tegninger viser, at han bl.a. kan kurere hæmorider. Overalt i gaderne sidder unge mænd og kigger tomt ud i luften. De har ingenting at lave.

Sisoko drev i syv år sin egen lille hjælpeorganisation i Paris.

Han havde job i en restaurant, og halvdelen af lønnen sendte han hjem til storfamilien i landsbyen i Mali. Det gik fint, indtil Frankrigs økonomiske krise fik regeringen til at stramme kursen overfor udenlandske arbejdere.

Den 30-årige malier blev anholdt i august 1996, lagt i håndjern og sendt retur med et fransk militærfly. I dag hutler han sig igennem i Bamako uden job og uden penge, men med en plan i hovedet: at vende tilbage til Frankrig hurtigst muligt.

»Franskmændene tror, at vi kommer for at lave ballade og stjæle deres jobs. Men jeg har aldrig haft problemer med politiet, og min arbejdsgiver ville gerne beholde mig. Den eneste chance for vores familie er, at vi arbejder i udlandet,« fortæller Sisoko.

Rejsende folk
Han tilhører den gruppe indvandrere, som i månedsvis blev beskyttet i St. Bernard kirken i Paris. Aktionen vakte genlyd i det franske samfund og blev støttet af talrige kulturpersonligheder. Alligevel rykkede politiet ind og sendte indvandrerne hjem.

Malierne har en tradition for at arbejde i udlandet. Navnlig Sarakole-folket fra den østlige Kayes-provins, som altid har været rejsende handelsfolk. Typisk rejser halvdelen af sønnerne ud for at tjene penge ved at tage de mest lusede jobs i afrikanske nabolande eller i Europa.

Tallene af usikre, men Ligaen til Forsvar for Malier i Udlandet skønner, at der bor omkring ti mio. malier i Mali og fire millioner udenfor, heriblandt 50.000 i Frankrig. Pengene, de sender hjem til familien, skulle svare til fem gange Malis statsbudget.

Skuffelsen hjemme
Sisoko Douga forsøgte at vende hjem til sine forældre og ni søskende i landsbyen. Men han kunne ikke holde det ud. Først anså folk ham for at være den rige onkel fra Amerika, men de blev skuffede. Sisokos personlige formue i form af et TV- apparat, en videomaskine og en kuffert med tøj står stadig i Paris.

»Mine forældre var lykkelige, da jeg sagde, at jeg ville forsøge at rejse ud igen, for de har ingenting,« fortæller han.

Men det er svært at komme afsted. Som utallige andre unge mænd i Mali, der forestiller sig Europa som et paradis på jord, forsøger Sisoko at skaffe sig et nyt turistvisum. Med lidt smøring de rigtige steder kan det skaffes for omkring 20.000 kr. Det svarer til adskillige årsindtægter i Mali.

Ingen har brug for os
Frankrig er begyndt at give en økonomisk hjælp til de illegale indvandrere, som sendes hjem. Men hjemsendelserne har belastet forholdet til de tidligere kolonier, og ingen tror på, at det vil standse presset.

Økonomisk krise har også fået flere afrikanske lande, heriblandt Libyen og Zambia, til at sende malierne hjem. Men størst er bitterheden i Bamako over, at den tidligere kolonimagt, Frankrig, ikke vil vide af dem:

»Frankrig har forrådt os. Tidligere tog de bare, hvad de ville. Under Første og Anden Verdenskrig kæmpede afrikanske soldater på de allieredes side. Nu har de ikke brug for os mere,« siger Ligaens præsident, Naman Traore.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere