Sitemap | Avanceret søgning |

Håbet lever i slummen

»Kan du ikke tage mig med til Frankrig,« spørger Mamadou og inviterer inden for i sin tilrøgede grydefabrik.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 30-09-1998

DAKAR


Håbet lever i slummen (1)
Skønt de har alle odds mod sig, smiler børnene i slumkvarteret i Dakar

Den består i al sin enkelhed af et skur opført af brædder, pap og fladbankede olietønder. Herinde drejer den 15-årige senegaleser som en gal rundt på et cykelhjul for at aktivere den blæsebælg, der puster ilt ind i et ildsted med glødende trækul.

Ovenpå står en gryde med motordele i aluminium. Når de er smeltet, hælder Mamadou den glødende aluminium i en form af stampet sand, og ud kommer til sidst en nydelig aluminiumsgryde.

»Har I også sådan nogle værksteder i Europa?« spørger Mamadou igen, for han vil gerne være sikret et arbejde, når han engang når frem.

Flugt til byen
Sammen med forældrene og ni søskende flyttede Mamadou for nogle år siden fra sin landsby ind til hovedstaden Dakar. For at overleve og for at finde et arbejde.

De havnede i slumkvarteret Khadimou Rassoul, som i begyndelsen af 1990erne skød op af ingenting på en nedlagt industrigrund. Ligesom alle de andre slumkvarterer, der omklamrer storbyen som en evigt voksende menneskelig losseplads.

Her bor familier klumpet sammen i små, usle hytter uden elektricitet, uden vand og uden toiletter. Børnene løber barfodede rundt med snottede næser, for her er ingen penge til medicin.

Alligevel er det ikke desperation, der præger stemningen. Selv da regnen begynder at styrte ned, så jordvejene svømmer over, smiler folk imødekommende. Her trives snarere en grundlæggende tro på, at det nok skal blive bedre, og at der må være en højere mening med det hele.

Fællesskab
Kvarteret er blevet en prøveklud for den meget aktive senegalesiske hjælpeorganisation, Enda, der forsøger at få slumbeboerne til at organisere deres tilværelse, så de kan klare sig selv.

Hver måned betaler beboerne et mindre beløb til en fælleskonto. Det har hidtil skaffet dem fælles toiletter, en vandpost, et lille posthus med en telefon og en stribe genbrugsværksteder.

Her producerer mændene gryder, attache-tasker af brugt engangsemballage som cola- og sardindåser og værktøj af gammelt jern. Eller værkstederne oplader batterier, reparerer biler og radioer eller fletter souvenirs af hjemmelavet ståltråd.

Kvinderne sælger grøntsager og frugter, som de har hentet på markedet, enkeltvis eller i skiver, eller de koger ris, som naboerne kan købe små portioner af.

Fatu Thiaw overlever ved at vaske for naboerne. Hun er 40 år og har syv børn på kost. Hendes mand bor stadig hjemme i landsbyen, men han havde tre koner og var ikke i stand til at ernære dem alle. Så han sendte Fatu og hendes børn ind til storbyen.

»Vaskeriet giver mig lige nok til altid at kunne skaffe mad til mine børn. Når de skal have nyt tøj, køber jeg det på kredit. Men jeg er tilfreds med at bo her, for ude på landet var der slet ingenting,« fortæller hun.

Ingen kender det nøjagtige antal indbyggere i Dakar, men et kvalificeret gæt siger over to millioner af Senegals ca. ni millioner indbyggere. Og stadig flere flygter væk fra de fattige landzoner, fordi de tror, at der er arbejde at finde i Dakar.

Her kan de håbe på et job som altmuligmand på havnen, eller de kan slutte sig til hæren af meget aktive gadehandlere, de såkaldte bana-banas, der prajer bilister og turister med slagtilbud på alt fra bananer til T- shirts, lightere og engangsklude.

Vækst-økonomi
Senegals økonomi er i kraftig vækst, efter at den afrikanske franc, den såkaldte CFA, blev devalueret med 50 pct. i 1994. Det betød, at senegalesiske varer som fisk, fosfat og bomuld igen blev konkurrencedygtige på verdensmarkedet.

Også turismen er i stigning, tilsyneladende uberørt af den borgerkrig, som længe har været i gang i den sydlige provins, Casamance, hvor oprørere kæmper for selvstændighed. Krigen mærkes på ingen måde i Dakar, og kun på det seneste er aviserne begyndt at skrive om den, mest fordi soldaterne er utilfredse med ikke at få deres hyre.

Men selv om det ifølge tallene går godt for Senegal, kommer de nye rigdomme kun få til gode. Mens de rige senegalesere og libanesiske forretningsmænd bygger drømmevillaer langs strandvejen ud til lufthavnen, klumper de fattige sig sammen i miserable slumkvarterer på den anden side af Dakar.

»Senegal har brug for en ny generation, der kan udvikle landet og sørge for en mere ligelig fordeling,« siger den 34-årige Abdoulaye Toure, der arbejder i en underorganisation af Enda.

Siden 1981 har Senegal været ledet af præsident Abdou Diouf og en såkaldt socialistisk regering, der mere minder om et præsidentstyret et-partisystem. I slutningen af 1980erne gik studenterne foran i et oprør mod styret. Gadekampe udløste mange løfter, men intet ændrede sig.

Analfabetisme
Et af problemerne i Senegal er den høje grad af analfabetisme. Næsten syv ud af ti senegalesere kan ikke læse og skrive. Manglen på uddannelse gør det endnu sværere for de fattige at følge med overklassen, der kører rundt i funklende nye firehjulstrækkere og har adgang til internettet.

De rige børn går i private skoler, mens børnene i slumkvarterne sjældent kommer i skole. I Khadimou Rassoul-slumkvarteret har Enda-organisationen derfor oprettet gadeskoler med frivillige lærere for både børn og voksne.

I et skolelokale, der består af et cementgulv og et tag, sidder eleverne på gulvet. Væggen fungerer som tavle. For børnene er det deres eneste aktivitet, og mange voksne deltager i aftenkurser for at lære at læse og skrive.

»De bliver måske aldrig til store intellektuelle tænkere, men de lærer de mest basale færdigheder som at skrive og regne. Man skal forstå, at mange ingenting har lært. De aner for eksempel ikke, hvordan man ringer i en telefon,« forklarer den frivillige lærer, Mustafa Din:

»Jeg er optimist. Afrika kan nå langt, hvis den unge generation får lov til at komme til. Det hjælper også, at vi senegalesere er meget religiøse. Hvis folk ikke troede på Gud, ville de forlængst have gjort voldeligt oprør.«

I andre slumkvarterer florerer kriminaliteten, ofte udløst af bander, der styrer det voksende hashmarked. Mange unge opfatter kriminalitet som en effektiv overhalingsbane til overklassen.

Stor tilvækst
Børnene vrimler overalt i gadebilledet. Selv om polygami er på retur i Senegal - det er dyrt at have flere koner, og mange kvinder accepterer ikke længere af være en af flere koner - er Senegal et af de afrikanske lande, hvor befolkningen vil blive fordoblet i de kommende 25 år.

Kvinder får færre børn, men det vil vare mange år, før effekten mærkes. Og for mange i slumkvartererne er prævention et ukendt ord.

Sophie har for eksempel fået otte børn. Med dem deler hun og hendes mand et skur på højst ti kvadratmeter.

»Det er forfærdeligt at bo her. Jeg er 42 år, men ligner en på 100, fordi vi lever på naboernes nåde og får elendig mad,« siger hun, mens regnen forvandler hendes lille gård til et mudderhul.

Alligevel er hun glad for sin store familie, for børnene er hendes chance i det store lotteri:

»Vi har tradition for at få mange børn, og det er også op til Gud at afgøre. Jeg ville gerne have endnu flere børn, for måske kommer det til at gå bare en af dem godt. Så kan vi flytte væk herfra.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere