Sitemap | Avanceret søgning |

På slaveøen

Følelsen af skyld må være lidt den samme, som når unge tyskere besøger nazisternes KZ-lejre. Vi er de eneste hvide på den rustne færge fra Dakar over til øen Goree, hvorfra hvide slavehandlere igennem århundreder sendte sorte afrikanere i lænker over Atlanten.


På slaveøen (1)
Tre sengalesiske piger ved en af de døre, der førte ned til slaveskibene


Medpassagererne ser nu ikke ud til at bære nag. De smiler. Bortset fra en enkelt. På en bænk tørrer en kvinde i 30'erne en tåre væk fra øjenkrogen. Med sin indkøbspose fra Springfield ligner hun lige netop den sorte amerikaner, vi søger.

I et TV-program har vi set, hvordan slavernes amerikanske børnebørn valfarter til Goree for sammen med deres medbragte præster at græde ud ved døren ud til slaveskibene, der sejlede deres forfædre over til de amerikanske bomuldsmarker og sukkerplantager.

Spørgsmålet er nu, hvordan man uden at virke som en anmassende senegalesisk gadehandler kanter sig ind på en bevæget person, der inspireret af Alex Haley er rejst helt fra USA for at finde sine rødder. Da det langt om længe lykkes, er resultatet nedslående.

»Nej, jeg er skam senegaleser,« svarer kvinden overrasket.

Den smukke ø
Skibet lægger til kaj på Goree, og jagten på slavernes børnebørn fortsætter under palmerne på den smukke ø. De gamle huse i kolonistil er velholdte, og i morgensolen oser de billøse gader af en ro og harmoni, som ligger lysår fra jaget i hovedstaden Dakar.

1200 mennesker bor stadig på øen, der var et knudepunkt for handelen med vestafrikanske slaver. Omkring hundrede af husene fungerede som slavehuse med en rampe direkte ud til skibene. Nederst var slaverne lænket sammen i små, fugtige rum. På førstesalen boede slavehandlerne i lyse stuer med panoramaudsigt over havet.

I dag er flertallet af Gorees indbyggere fattige senegalesere. 300 er kristne og 900 muslimer. Som Amadou, der bor et lille træskur med fire geder i forhaven. Eller smykkesælgeren Kora, der ikke giver op, før hun har udstyret hele familien derhjemme med halskæder.


På slaveøen (2)
45-årige Max overlever ved at sælge trækul i løs vægt og ved at vise turister rundt på øen.


»Der er nogle her på øen, der siger, at en hvid mand er og bliver en hvid mand. Men jeg siger altid, at man ikke kan holde hvide ansvarlige for deres forfædres gerninger,« siger Max, så vi hyrer ham til en rundvisning.

Invasion af hippier
Den 900 meter lange og 300 meter brede vulkanø var beboet af afrikanske fiskere, indtil portugiserne overtog den i 1444 og kaldte den Palmernes Ø.

Med sine naturlige havn og strategiske beliggenhed blev øen et af Vestafrikas største varehuse for handelen med skind, voks, guld, rav og navnlig de mellem 15 og 20 mio. slaver, som blev sendt over Atlanten.

I 1627 smed hollænderne portugiserne ud og kaldte øen for Goede Reede, hvilket blev til Goree, da franskmændene rykkede ind i 1677. Handelen blomstrede, og først efter kolonimagternes ophævelse af slaveriet op gennem 1800-tallet mistede Goree sin betydning.

En skyggefuld allà fører op til resterne af det franske fort på en knold for enden af øen. Her er kinin-træer, hvis blade kan kurere en hovedpine, når man lægger dem under hatten. Og tykke baobab-træer, hvis imodeum-frugter bruges af lokalbefolkningen som et effektivt middel mod diarre.

Træerne kan dog intet stille op mod invasionen fra den muslimske hippie-sekt, Bayefall, hvis rastafari- klædte disciple har indrettet fortet som et senegalesisk svar på Christiania med urtehaver og en skulpturpark med woodoo-figurer.

Max kan ikke lide tilflytterne, fordi deres tiggeri skræmmer turisterne væk. Heller ikke hos myndighederne er de populære. Da præsident Bill Clinton i april besøgte den historiske og velordnede slaveø, blev alle sektens medlemmer anholdt og smidt i fængsel i Dakar, indtil gæsterne var rejst.

Nu er disciplene flyttet tilbage. Til gengæld er her stadig ikke skyggen af en grædende sort amerikaner på jagt efter sine rødder. Det er der heller ikke i slavemuseet, målet for Clintons besøg og før ham for andre som Nelson Mandela og Harry Belafonte.

Foden i hajen
»Her var mellem 150 og 200 slaver samlet ad gangen,« fortæller museumsdirektøren, Joseph Ndiaye, mens han viser rundt i de små trange rum uden vinduer: »Børnene levede som sardiner i en dåse, deres fædre sad lænket tyve mand i et rum på 2,60 X 2,60 meter, og også kvinderne blev holdt for sig selv. En slavekvindes eneste håb om frihed var at blive gravid, for så ville ingen købe hende.«

Rundvisningen bærer præg af, at 72-årige Joseph Ndiaye har fortalt den samme historie i 30 år. Med samme lidenskab og tempo som handlerne på en fiskeriauktion opremser han, hvordan 25-30 pct. af slaverne døde enten før eller under transporten, hvordan deres lig blev smidt ud til hajerne, eller hvordan oprørske slaver blev hængt med et reb omkring livet, så dødskampen varede længere.

Det med hajerne kan opleves på øens maritime museum, hvor gæsterne kan se en menneskefod, som blev fundet i maven på en haj.

Flertallet af slaverne var krigsfanger fra afrikanske stammekrige. Høvdingene solgte deres bytte til de europæiske slavehandlere for våben, tønder med rom og andre varer.

»Et barn kostede måske et spejl, en jomfru et gevær og en arbejdsdygtig mand på mindst 60 kg en tønde med rom,« fortæller Joseph.

Rige børnebørn
Det er ved den lille dør ud til havet, at slavernes amerikanske børnebørn ifølge TV-indslaget lider mest. Men i dag er her ingen amerikanere, derimod mange senegalesere og et fransk par fra Martinique i Caraibien:

»Det er lidt som en pilgrimsrejse. Mine forfædre gik måske også ud gennem den dør. Det er interessant og vel også lidt rørende,« siger 28-årige Patricia uden at se særligt rørt ud.

Slavernes børnebørn er langt rigere og mere velklædte end indbyggerne på Goree. Flertallet af de lokale har aldrig gået i skole, og deres væsentligste indtægtskilde er turisterne, der besøger slaveøen.

På vej ud prajes vi af to unge kvinder, eller måske rettere to moderne slaver af den økonomiske verdensorden, der har forvandlet Afrika og Goree til et håbløst fattigkvarter.

De holder fast i armen, indtil hele varelageret af perlekæder og tørklæder er vist frem, og indtil vi har forstået, at deres eneste drøm er at slippe væk fra Goree.

Efter en cola på en cafe og køb af et par tørklæder følger pigerne med ud til færgen i håb om at kunne sælge endnu mere. Til afsked siger de:

»Find nogle europæiske mænd til os. Nogle der ser godt ud, og som har masser af penge.«

Hvad mennesker gør
Goree forsvinder i horisonten, da målet med rejsen endelig synes at gå i opfyldelse. En mand, der bestemt må være en sort amerikaner, ser en smule trist ud, mens han læser i sin engelske guidebog.

40-årige Roosevelt Seymour er oprindeligt fra Jamaica, men under sine studier har han engang boet ni måneder i Valby, og nu er han advokat i New York:

»For at være ærlig var jeg ikke særligt bevæget, da jeg stod ved døren i slavehuset. Jeg blev ikke ramt af en spirituel oplevelse. Men det fik mig til at tænke på, hvad mennesker er i stand til at gøre mod hinanden. Slaveriet var en del af et økonomisk system. Nu har vi et andet økonomisk system, som måske ikke er så vildt anderledes, selv om vi ikke mere handler med mennesker.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere