Sitemap | Avanceret søgning |

Vejen til den hellige by

Det værste er fluerne og deres sabotageaktioner mod hvert eneste måltid.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 21-09-1998

Chingetti, Mauretanien

Så kommer sandet, det evindelige fygesand, der svier i øjnene og trænger ind i alt elektronisk udstyr. Eller varmen, der permanent banker mod kroppen som en uslukkelig hårtørrer.

Sahara rummer uendelige, smukke landskaber, men ørkenen er en brutal og hensynsløs vært over for påtrængende gæster. Langs sporet i sandet ligger knasende, soltørrede skind og kridhvide skeletter fra kameler, der er bukket under i deres jagt på mad og vand.

I mangel på rigtige luftspejlinger martres vores egne kranier af et mentalt fata morgana. Vi beder til himlen om, at et skilt bag den næste klit eller det næste stenede Mars-landskab vil pege hen mod et Holiday Inn-hotel med et koldt brusebad, en azurblå swimmingpool og en bar med en kold bajer.

Men det forbliver selvfølgelig en drøm. Bilen har kurs direkte væk fra det, vi i vores verden kalder fremskridtet. Den kører stik mod en verden, hvor tiden står stille, og hvor punktlig, vestlig tankegang og krav til komfort kommer håbløst til kort.

Fattigdommen
Ligeså fantastiske, som ørkenens postkort med deres indbydende, gule former eller mægtige bjergmassiver kan virke fra en bil med klimaanlæg, ligeså deprimerende kan det være at stå storsvedende midt i en landsby, hvor folk ingenting har og ser på dig, som om du var et fata morgana.

Nej, det værste i Sahara er hverken fluerne, sandet eller varmen. Det er fattigdommen. Det at erkende, at den ubehagelige følelse af magtesløshed er umulig at undslippe, og at den kan kun bekæmpes med kynisme.

»Har du en gave med. En kuglepen, et bolsje?«, lyder det fra de stimer af børn, der løber den dyre bil i møde, hver gang den kommer i nærheden af en hytte, et beduintelt eller en støvet hovedgade. Uskyldige børn, der gør, hvad de kan for at overleve, bliver en konstant plage i en verdensdel, hvor tiggeri er en nødvendig livsform.

De voksne beder om medicin til deres syge børn, om cigaretter eller en flaske vand. Også soldater, gendarmer og politifolk forventer gaver fra de rige, hvide gæster.

El-ruden op
Ude af stand til at levere til alle lukker vi miseren ude med et velmenende vink og et tryk på en knap, der får den elektriske rude til langsomt at glide op. Og i et tempo, der ville få selv den mest veltrænede kamel til at falde åndeløs om, fortsætter vi mod næste oplevelse. Næste historie.

Den står og ryger bag det næste bjergmassiv. En rejse på nogle hundrede kilometer, der i Europa ville vare få timer i et komfortabelt tog med spisevogn, varer i Mauretanien flere døgn.

En familie på ti har rejst hele natten med toget fra kystbyen Nouadjibou til den miserable stationsflække, Choum, og er derfra kørt videre ud i ørkenen mod byen Atar i en kriseramt Peugeot 504-taxa.


BILSTOP I ØRKENEN
Den ramponerede taxa rummer 11 personer, der nu står midt i ingenting og desperat mangler en skruenøgle.

11 i én bil
Vi begriber ikke, hvordan bilen har kunnet rumme alle de elleve personer, der nu står midt ude i ingenting og desperat mangler en skruenøgle for at afmontere det knækkede udstødningsrør. Desto større er glæden over for en gangs skyld at kunne hjælpe.

Vi begriber heller ikke, hvordan folk kan overleve i garnisonsbyen Atar, der for os er en rejse direkte tilbage til den dybe middelalder. Bortset fra tiggerne virker indbyggerne apatiske, de kan ikke vise vej, de rejser sig ikke op fra gulvet i butikkerne for at betjene kunderne, og de ser måbende på os, da vi beder om en regning for den diesel, vi selv må hælde på.

Tankpasseren kan ikke skrive, og blot det at finde et stykke papir, en kuglepen og en skrivekyndig nabo er en uoverskuelig opgave.

En velhavende maurisk familie inviterer på te i et nomadetelt i en baggård. Hele familien samles på et rødt, vævet tæppe, mens kvinderne forbereder ceremonien.


TE I TELTET
Gæstfriheden er overstrømmende, men fluer gør tedrikningen til en blandet fornøjelse.


Ud af koranskolen
En datter, Fatima på 20 år, fortæller, at hun efter at have afsluttet koranskolen som 16-årig gerne ville læse EDB. Men det blev aldrig til noget, og nu venter hun på at blive gift.

Familieoverhovedet, Kare på 74 år, ligger henslængt på en madras i varmen, mens han beretter om, hvordan han kvittede nomadelivet og blev forretningsmand for 40 år siden. En af hans butikker ligger i huset. Her sælger døtrene sæbe, kondenseret mælk, olie, kiks, Bic-kuglepenne, olie og spaghetti.

Gæstfriheden er overstrømmende, men alligevel kan vi ikke komme hurtigt nok derfra. Teltet er invaderet af millioner af fluer, der sværmer om te-krusene og sætter sig i børnenes øjne.

Med vestlig sarthed tænker vi på Albert Camus og hans roman "Pesten", og på de flueoverførte sygdomme og bakterier, som lægebøgerne advarer om.

Afsted igen...
Vi bruger en liter dyr drikkevand på at vaske hænder, skruer op for klimaanlægget og kører ud for at glemme i den storslåede natur.

På de sidste 83 kilometer mod Chinguetti møder vi ikke en eneste modkørende. Vejen skærer sig gennem forrevne kløfter, hvor man føler, at klipperne kan falde ned i hovedet på en når som helst. Et kraftigt regnskyl har gravet huller i vejen og forvandlet resten til et humpet vaskebræt. Turen varer fire timer. Chinguetti er et af islams og civilisationens arnesteder, men det er ikke Holiday Inn, der venter. Derimod et pensionat med en madras på gulvet til 30 kr. pr. person.

Men igen er gæstfriheden overstrømmende, og fluerne koster ikke ekstra.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere