Sitemap | Avanceret søgning |

Den brutale ørken

»Stop,« kommanderer Mohamed Vall fra bagsædet og drøner ud for at kradse i sandet ved det eneste træ horisonten rundt. Han kommer tilbage med nogle rester af skaller i hånden.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 20-09-1998

SAHARA - MAURETANIEN

»Strudseæg,« konstaterer han og beordrer så bilen til højre.

Mohamed er vores guide på denne opdagelsesrejse ud i det ukendte. Vi har fået ham anbefalet af en god ven i Nouadjibou, og han skulle være i stand til at finde vej gennem ørkenen med bind for øjnene i en sandstorm.

Det korte portræt af ham lyder: 63 år, tandløs, tidligere chefkorporal i den franske hær, far til syv børn, hvid maurer med et ansigt, som solen, vinden og sandet har furet og farvet sort.

Chefkorporalen, som han hurtigt døbes i bilen, er vrangvillig som en kamel, når det gælder fysisk arbejde, men han har et udviklet talent for at udstikke ordrer.

Hvis han havde læst Paulo Coelhos roman, Alkymisten, ville han som karavanechefen have sagt:

»Jeg har retten over liv og død hos alle, som jeg leder. For ørkenen er en forførende kvinde, som nogle gange gør mænd vanvittige.«

For Mohamed Vall er der ingen vej tilbage, selv om den første tvivl om rejsen til Chinguetti begynder at krybe ind under vores hud kun få kilometer uden for Mauretaniens nordligste kystby, Nouadjibou.

Først krydser sandsporene i alle mulige retninger, så forsvinder de helt. Sandet er tungt og blødt som nysne, og oplevelsen af at lade bilen kure sidelæns ned ad sandskrænterne er som at forcere et snedækket bjerg uden markerede pister.

Sahara er fuld af off-road pister. Verdens største og smukkeste ørken kan være både brutal, hensynsløs og forførende. På en gang. Ingen ved, hvad der skjuler sig bag horisonten eller næste klit, eller om sandet tillader bilen at køre igennem.

Skovlen kommer første gang i brug, da vores ledsagebil med det franske par, Isabelle og Jacques, graver sig håbløst ned i puddersandet og må trækkes fri.

Men rejsen fortsætter mod Chinguetti. Ørkenbyen, der rummer nogle af muslimernes helligste værker, ligger gemt et sted i sandet godt 600 kilometer ude i horisonten.

Reduceret dæktryk
Aftenen før afrejsen har chefkorporalen inviteret til middag med hele familien i sit simple, kubeformede hus: dadler, kylling og pommes friter, og som altid på disse kanter, tre kopper te, en stærk, en sød og en lang.

Kl. syv præcis står han parat i sin daraa-kjortel og en kongeblå turban ved hovedvejen i Nouadjibou med friskbagt brød fra bageren. Han overtager straks styringen og dirigerer med myndighed »højre, venstre, ligeud.«

Bilen sik-sakker helt automatisk i det bløde sand, men med reduceret dæktryk sejler den fint igennem. Imens fortæller chefkorporalen om sit nomadeliv i ørkenen.

Som ni-årig blev han sendt ud som hyrdedreng for at passe på familiens kameler. Og med sin far foretog han lange rejser, den længste til muslimernes hellige by, Mekka.

Som 15-årig gik Mohamed ind i den franske kolonimagts hær og sluttede som overkorporal otte år senere. På kamelryg fungerede han som guide i ørkenen og deltog i mindre krige mod både Vest-Sahara og Algeriet. Hele sit liv har han rejst i ørkenen.

Sporene fra bildækkene fører over knivskarpe klipper, over grussletter og forbi gule klitter formet som bløde kvindekroppe eller fortidsøgler med takket ryg. Sahara er en af de naturoplevelser, man gerne ville fastfryse for evigt.

Chefkorporalen fortæller om den talende klippe Kellami og om andre klipper, som sandet og vinden har skåret i knivskarpe menneskeportrætter.

Om natten viser stjernerne på himlen ham vej, om dagen bruger han klitterne og stenene. Hver egn har sine egne sten. De er jodfarvede i Zouerat, sorte med rødt indeni i Atar, beige, turkis, flade og grove andre steder. På en egn er specialiteten små hule sten. Når de rystes, lyder de, som om der er vand indeni.

Tårer fra kamelens øje
Vand er naturligvis det, alting drejer sig om i den tørre ørken. Chefkorporalen har oplevet at gå halvandet døgn i ørkenens stegende varme uden en dråbe vand.

»Ved du, hvordan man undgår at dø at tørst?« spørger han: »Man kradser en kamel i øjet, så den kommer til at græde. Tårerne drypper ned i håndfladen, så man kan drikke dem. Det har jeg gjort mange gange.«

Regnskyllene i Sahara er få og irregulære, og det meste af det vand, der kommer, fordamper hurtigt. Forbruget af vand til dyr og drikkevand tapper grundvandsreserverne i ørkenen. I chefkorporalens by, Nouadjibou, hentes drikkevandet fra en kilde 96 kilometer ude i ørkenen.

Heden slår hårdt, men det værste er sandet, der sætter sig i øjnene og næsen og trænger ind i al den fintfølende mekanik, som bilen og vores bagage er pakket med.

Svedende oplever vi vores første luftspejling 100 kilometer ude på ruten. En fordybning i sandet ligner et indbydende vandbassin, men vandet viser sig at være hvide, blinkende klipper.

Alene det, at der bor mennesker her i månelandskabet, er en gåde. Men det gør der. Af og til dukker en kameldriver op på jagt efter de små gummiagtige planter, som regnen bringer frem i sandet.

Kameler og geder deles om den sparsomme føde, mens vilde dyr som den grå ørkenvaran, ørkenræven Fennec, sandfarvede firben, gazeller, egern og livsfarlige slanger og skorpioner går på jagt på hinanden.

Den lænkede dreng
Sahara er også en tragisk skæbnehistorie om uddøende nomadefolk. Katastrofal mangel på regn fra midten af 1960erne og 30 år frem gjorde det af med mange kameler og geder, og flertallet af nomaderne blev tvunget ind til slumagtige kvarterer omkring byerne.

Men nogle har trodset både manglen på regn og de hårde Sirocco-storme med sandsnabler på flere hundrede meter, der flere gange om året truer med at udslette alt liv.

De er blevet og strømmer i deres folderige kjortler ud fra pyramideformede telte, da ekspeditionen igen må gøre holdt. Chefkorporalen har med myndighed dirigeret til venstre, og vi er havnet et enormt sandhul.

Mens bilens tagbagagebærer repareres nødtørftigt, tigger de lokale om medicin, som tilsyneladende er ørkenens største mangelvare. Som en dramatisk effekt kommer en mor trækkende med sin syv-årige søn. Salem har en snor med en hængelås lænket til foden, og han græder. Hans mor løfter op i kjortlen og blotter et blodigt sår omkring drengens kønsdele.

»Han er blevet omskåret, og nu er der gået betændelse i såret,« forklarer en nomade og fortsætter: »Efter muslimsk tradition skal alle drenge omskæres, før de kan blive mænd og få lov til at skære halsen over på geder og kameler.«

Men hvorfor er han lænket?

»Så han ikke skal løbe væk,« lyder svaret.

Virkeligheden er ofte brutal i Sahara, og som rige, hvide europæere konfronteres vi hundrede gange dagligt med den ulige fordeling af verdens goder.

Salem kan vi ikke lade være med at hjælpe. Han får lidt smertestillende fra vores medicinskab, før han i sin fodlænke bliver trukket tilbage til teltet af sin mor.

Det er op til Allah
Rejsen fortsætter i hop over et landskab formet som et kæmpemæssigt vaskebræt. 150 kilometer ude er det igen franskmændenes tur til at stoppe. Vibrationerne har knækket et brændstofrør i motoren.

Igen melder tvivlen sig, om turen var en god ide. Men motoren bliver flikket sammen, og chefkorporalen byder os at fortsætte under hans kyndige ledelse. Vi mærker os kameldriverens vise ord i Alkymisten om, at den, som begiver sig ud i ørkenen, aldrig kan gå tilbage.

»Og når man ikke kan gå tilbage, skal man kun bekymre sig om at komme fremad. Resten er op til Allah, inklusive alle farerne.«

Kort efter knækker en støddæmper på den franske bil, og vi må fortsætte i et behersket tempo. Chinguetti ligger et sted 400 kilometer ude i horisonten, da vi finder et passende sted at slå lejr for natten.

Det varer længe, for chefkorporalen insisterer på at køre, indtil vi finder et træ, som kan kaste skygge og levere det nødvendige brænde til at koge den te, han har længtes efter hele dagen. Der er sand hele vejen rundt og ikke et hus at se inden for miles omkreds.

Alligevel dukker der snart børn op udaf dette ingenting. De fremmede er månedens attraktion. Børnene tigger ikke, men er lykkelige, da vi giver dem to bolsjer hver. Mørket sænker sig over lejren, og med natten stilheden og Saharas evige vind.

»Nu ved I, hvor skønt det er at leve som nomader,« siger chefkorporalen, før han lægger sig til at sove i sandet under stjernerne. Vi finder vores telt og ved, at i ørkenen er der kun en vej. Fremad.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Ørken

Stednavne
Mauretanien

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse